For nogle år siden tog jeg kontakt til den plejefamilie jeg boede hos, sammen med min mor, da hun forsøgte at få styr på sit stofmisbrug. Jeg var 3-4 år, da vi boede der. På Fyns østkyst. Jeg husker især fårene. Vi boede der i halvandet år, inden vi pludseligt flyttede til en anden plejefamilie - i den anden ende af landet. Her boede vi i kort tid, inden min mor endeligt blev clean - og vi flyttede for os selv.
Plejemoren fra Fyn beskrev mig som et medgørligt og meget stille barn. Understimuleret og temmeligt resigneret. Hun fortalte, at hun havde taget mig med til stranden, men at de taktile fornemmelser af sandet og vandet næsten var for meget for mig. At hun måtte tvinge mig i vandet. I sandet. Ud i livet.
Måske var den plejefamilie min redning. Måske var den min undergang. Der skete så meget i de år vi boede der, som både opbyggede og ødelagde mig. Måske endte jeg ved udgangspunktet. Mit eget udgangspunkt. Jeg ved det ikke. Minderne er fortrængte, kroppen husker grimme ting - og jeg forsøger at finde det lyse i det mørke som de år lægger omkring mig.
Jeg husker lidt mere fra årene efter. Minderne har sjældent andre aktører end mig. Min mor er aldrig med. Jeg husker at jeg vågnede alene om natten. Og var den eneste i huset. Mig og min brune syntetiske bamse. Og mørket. Stilheden.
Da jeg var 5 år husker jeg. at jeg pakkede min kuffert. Jeg ville væk. Fra mit liv og min mor. Jeg følte ikke jeg passede ind. Jeg havde ret. Jeg var forkert. Der, ihvertfald.
Hele mit liv har jeg været i opposition. Italesat uretfærdigheder. Både i mit eget liv (til mit mødrene ophavs store fortrydelse) - og andres. Jeg siger troldens navn højt. Min mor hader mig for det, men jeg kan ikke være anderledes. Jeg føler mig som en løgner, hvis jeg følger strømmen, eller lade andre tromle afsted på andres bekostning. Jeg er lynende skarp på uretfærdigheder, og jeg har en veludviklet bullshitdetektor. Det er en af de gaver brændte børn tit har med sig. En intuition, der er lynende skarp.
Jeg har bare aldrig været specielt modig på andres vegne, hverken som barn eller ung. Eller proaktiv. Mest af alt har jeg været bange. Indigneret, men bange. Jeg ville ønske jeg havde gjort mere. Og ikke bare havde så forbandet travlt med at overleve i mit eget kaotiske liv. Jeg forsøger at lade være med at tænke på, hvad jeg kunne have udrettet, hvis jeg ikke havde været bange.
Tingene har ændret sig nu. Jeg har efterhånden ikke mere at miste. Min kerne er ved at være hærdet. Jeg ved hvem jeg er, og hvad jeg står for. Jeg er ikke bange mere.
Jeg ved bare ikke hvordan jeg bruger den harme jeg besidder. Indignationen. Min opposition mod retfærdighed. Hvad stiller jeg op med den?
Indtil videre har jeg skrevet - og talt nogle få gange - og kanaliseret den ud ad den vej. Men er det nok i længden? Og er der overhovedet nogen der lytter? Kan det - kan jeg - bruges til noget?
Det sværeste ved at være syg, som jeg er det, er at jeg aldrig kan planlægge noget. Jeg ligger stadig i aflåst sideleje, efter turen og talen i København. Det tager så lang tid at restituere, og rejse mig igen. Så kan jeg bruges til noget, når jeg ikke kan levere stabilt?
Jeg var i midten af tyverne, inden jeg lærte noget om politik. Jeg er vokset op i et hjem hvor den slags aldrig blev debatteret. Da jeg var 18, og spurgte min mor hvad hun stemte til folketingsvalg, svarede hun, “at hun stemte på Socialdemokratiet”. Da jeg spurgte hende hvorfor, svarede hun, “at det var fordi at det havde hun altid gjort, og at alternativet var, at stemme på Venstre. Og det var noget med nogen landmænd”. Der stoppede forklaringerne, og som I nok kan se, er den ret mangelfuld.
Så det tog lang tid at erhverve mig en lille smule basisviden. Jeg havde intet med fra folkeskolen heller. Vores lærer var dybt alkoholiker, og var altid fraværende, så jeg lærte ikke ret meget i 8 og 9.klasse. Man blev sat igang, og så gik han. Der var ingen hjælp at få - og min selvdisciplin var meget lille på det tidspunkt. Mit eget liv gik i stykker, så overskuddet var der ikke.
Da jeg var blevet mor, gik jeg igang med at læse. Tog VUC-enkeltfag. Blev vakt. Vækket. Nysgerrig. Men var samtidigt træt og alenemor til et, siden to børn. Det var hårdt uden netværk.
På et tidspunkt meldte jeg mig ind i SF, og var passiv medlem i nogle år. Jeg har altså aldrig været politisk aktiv. eller aktivist. Jeg meldte mig ud, da Villy Søvndal foretog et ret tydeligt højresving, og svigtede socialismen. Han (og partiet) gik med på kapitalismens præmisser. Nødvendighedens Politik. Det pudsige er, at SF netop havde fået enorm fremgang, fordi Socialdemokraterne havde gjort det samme. At SF ikke kunne se, at det netop var det røde alternativ folket valgte dem for, forstår jeg ikke. Så den fremgang tabte han, efter min klare overbevisning, på gulvet.
Jeg var politisk desillusioneret i lang tid. Så opstod Alternativet. Jeg meldte mig ind, lige da de startede, og var med indtil deres økonomiske politik begyndte at manifestere sig klart. Kapitalisme. Borgerlige idéer. EU-tilhængere. Jeg kan ikke med det. Det er en menneskefjendsk præmis, som ikke er holdbar i længden. Alternativet kan en masse gode ting. Og jeg er så glad for at se, at der endeligt er nogen der tør gøre noget andet. Der er virkeligt brug for det.
For efterhånden tror jeg de fleste af os er politisk desillusionerede, i et eller andet omfang. Især på venstrefløjen. Der er intet Socialt i Socialdemokratiet, der er kun få socialistiske kræfter i Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten er ikke mere en liste - men et topstyret parti, der smider revolutionære kræfter i skammekrogen, de revolutionære kræfter, som der i dén grad er brug for nu, hvor vi oplever et af de største angreb på velfærden, en klassekrig, i nyere tid - og jeg har helt mistet håbet for og troen på et rødt fælleskab, for de eneste jeg tror en lille smule på i den sammenhæng, er SF og Ø, og de kan ikke bære det alene.
Vælgerne er vanemennesker, og vil ikke indse at partierne har spillet fallit - og ændret deres kernepunkter. Vælgerne er blevet lige så skamløse som politikerne, og har ædt præmissen om at vi er i krise (trods overskud på betalingsbalancen, topskattelettelser og råd til nye ineffektive kampfly), og at det skal være de i forvejen svageste grupper der skal betale prisen. Prisen? Hvad er det for en pris? Det er vores allesammens velfærd vi slagter. Det er også dit barns daginstitution og skole og uddannelse, din gamles plejehjem, dit hospital - din sikkerhed, hvis du skulle blive syg - og ikke kan nå at blive rask i løbet af 22 uger. Hvordan blev velfærd et fy-ord? Hvordan blev næstekærlighed revolutionært? Hvornår blev det pladderhumanistisk at tage vare på mennesker der er flygtet fra krig?
Well. Hvor vil jeg hen med alt det her? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har bare brug for at få det skrevet ned og få det sendt ud i universet, eller hvor nu den slags ender.
Måske skal der startes et nyt parti? Måske kan jeg godt finde ud af at være proaktiv? Måske er det nok at have holdninger og ville andre det bedste? Måske behøver man ikke tænke alting i excelark - og i mig mig mig, mere mere mere? Måske kan man godt være politisk og tænke vi vi vi, sammen sammen sammen? Måske kan jeg bidrage med noget?
Jeg ved det ikke. Men nu har jeg i hvertfald tænkt højt.
Og ventileret.
lørdag den 15. oktober 2016
lørdag den 27. august 2016
Paul og Benjamin. Og mig.
Det begyndte jo egentlig som en helt almindelig onsdag.
Smerterne i kroppen. De smertesammenbidte kæber, der skal løsnes, i forbindelse med at jeg glider langsomt fra søvn til vågen tilstand. Søvnen er afbrudt hver nat, så der kan være langt fra den ene tilstand til den næste. Trætheden sidder fast i kroppen. Ligesom smerterne.
Jeg er kronisk syg mønsterbryder på kontanthjælp. Hvis vi skal beskrive mig i et slags maggitern.
Men denne onsdag er ikke helt ligesom alle andre onsdage. I hvertfald bød postkassen på en slags skred i universet, jeg ikke lige havde set komme. Ikke på denne måde, i hvertfald. Nyheden var ikke uventet. Den var heller ikke ventet, sådan skal det ikke forståes, men døden er vel aldrig helt uventet, når afdøde var narkoman.
Udover at være narkoman, var han også min far. Eller, det ved jeg egentligt ikke engang om man kan kalde ham. Han har aldrig rigtigt været en del af mit liv. Men han har alligevel trods alt givet mig halvdelen af min genmasse.
Og nu er han altså død. Sådan lidt ud af det blå. Og så som sagt alligevel ikke. Narkomaner dør altid tidligere. Deres liv er for hårde, og kroppene ender med at bukke under.
Hvordan sørger man over en far man aldrig har haft? Og hvad er det i så fald man sørger over? Ham? Det forsømte? Det der ikke var? Det der kunne være blevet?
Min mor var ung, da hun var sammen med ham. Jeg ved hun var forelsket. I ham. Og i heroin. De var unge og vilde. Alt for vilde. Det gik for vildt til. For vidt. Hun var 22, da hun fødte mig. Til den tid, var han over alle bjerge. Alvor, ansvar, arvefølge. Det var ikke lige ham. Åbenbart. Det endte med en faderskabssag, hvor han selvfølgelig blev dømt til at betale for hans udmærkede forplantningsevne.
Jeg ved at hun må have elsket ham. Jeg ved det, fordi hun hadede mig. Jeg mindede hende om ham, tror jeg. Og jeg mindede hende om det liv som blev tvunget ned over hovedet på hende. Min mor er et stolt menneske. Ingen skal tvinge hende til noget. Der ligner vi hinanden. Og jeg tror at jeg - i kraft af at jeg blev født - og hun skulle vælge mellem mig eller sit misbrug, endte med at repræsentere den tabte ungdom. Hun blev tvunget til at vælge. Myndighederne troppede op og tvang hende til at beslutte om de skulle tage mig med, og tvangsfjerne mig - eller om hun selv ville tage med - på afvænning. Hun endte desværre med at vælge det sidste. hun tilbragte 14 dage i et sommerhus, hvor hun gennemgik en kold tyrker, og jeg forestiller mig, hvordan hun må have skreget forbandelser over ud til både min far og jeg, mens abstinenssmerter og feber sled i hendes krop. Det må være den første af mange af den slags ture, for min mor blev først clean 4 år efter, og for evigt bitter.
Det var en hård barndom. Det var hårdt at være barn af en hård kvinde. Livet havde gjort hende hård. Kantet. Hun var aldrig blød og kærlig. Det var svært at være i nærheden af hende. Jeg følte mig altid i vejen, uvelkommen, uønsket.
Rationelt kan jeg godt forstå hende. Det må være svært at være så stolt, og føle sig ydmyget, som hun må have gjort det, da myndighederne begyndte at stramme grebet. Jeg ville ønske at de havde fjernet mig. Givet mig en chance. I stedet fik min mor alle chancerne. Hun var i afvænning, i fængsel, og bare væk. Mens jeg blev passet alverdens steder. Bl.a af en af hendes kærester, som kom til at dø af en overdosis, mens han passede mig. Hvor længe jeg sad i tremmesengen alene, ved jeg ikke. Og så kom vi i plejefamilie, sammen. Først den ene - så den anden. Indtil hun endeligt var på rette spor, og kun drak appelsinsodavand.
Sådan gik der nogle år. Hvor min søster kom til verden, og verden blev vendt på hovedet og på vrangen, men det er en anden historie. Lige nu holder vi os til en af de mange historier om misbrug og forældreskab.
Jeg fik altid at vide at min far var død. Jeg spurgte sommetider til ham, men fik altid samme svar. Så jeg sørgede indeni, og ønskede mig at det hele var en fejl. At jeg var havnet i den forkerte familie ved en fejl. Jeg måtte være forbyttet ved fødslen. Der måtte da være nogen der elskede mig. Kunne der virkeligt kun være hende? Jeg følte mig kvalt. Der måtte være mere end det? Men der var kun den ene sætning: “Din far er død.” Ingen fortællinger. Ingen anekdoter. Ingen billeder. Kun sammenligningen mellem ham og jeg, hvis jeg ikke behagede hende. Jeg var doven, sagde hun. Fuldstændig som min far. Det svært at blive sammenlignet med en fremmed, som hun tilsyneladende kun havde foragt tilbage for. Det var svært at forsvare sig.
Sådan fortsatte det. Indtil dengang jeg var omkring 15-16 år, og verden faldt fra hinanden omkring os. Vores relation havde altid været svær og belastet, men efter jeg blev teenager var den blevet næsten umulig. Hun var begyndt at drikke, og jeg havde svært ved at trække vejret i nærheden af hende.
En dag satte hun sig på min seng, på mit værelse, og begyndte at fortælle. Om min far som slet ikke var død, om hans “mange andre børn” - jeg var blot en i mængden, og om sin egen fortid - i meget sparsomme detaljer - som narkoman. Hun viste mig sine ar efter nålene. Jeg kan huske følelsen af chok. Vantro. Og en underlig følelse af svigt og tab. Han havde fandtes i al den tid, hvor jeg havde været verdens ensomste barn. Jeg følte mig berøvet for muligheden for at række ud. Uanset om han var det dårlige menneske min mor malede ham som, eller ej, så ville jeg sådan ønske jeg havde haft muligheden noget før.
Hun var dygtig med penslen. Om man så må sige. Hun malede ham i dystre, giftige farver. Og jeg mistede håbet og troen helt. Jeg følte at jeg mistede en forælder uden at have haft ham. Jeg følte mig ikke stærk nok til at tage kontakt til ham.
Jeg havde rigeligt at se til i mit eget liv. Jeg kunne ikke bo under samme tag som min mor mere, så jeg stak af. Jeg kunne ikke varetage mit HF-studie, og mit fritidsarbejde mistede jeg også. Det var for svært at få det hele til at hænge sammen, for jeg overnattede på en bænk i parken, i opgange eller hos venner.
Efter et par mdr, blev det for meget for min mor/kommunen, og jeg blev placeret i en plejefamilie langt ude på landet. En plejefamilie, med alt for mange plejebørn, alt for meget fokus på plejebørnenes arbejdsfunktion på gården og ifbm den B&B familien drev - og alt for lidt fokus på børnene og deres (/vores) trivsel. Der var ingen nær og konstruktiv voksenkontakt. Der var ingen tryghed. Jeg havde sådan brug for at lære at voksne var the good guys. At man ville mig det godt. At man viste mig interesse og fortalte mig at jeg var OK. Jeg boede i en kostald, og efter en måneds tid fik jeg nok, og tog mine ting og gik derfra. Jeg så mig aldrig tilbage.
Da jeg igen dukkede op på jordens overflade, efter at være stukket af fra plejefamilien, blev jeg sendt på Ungdomshøjskole. Jeg var 17 år, og jeg var bange for alt. Min tro på de voksne var væk, og det samme var vel egentligt mit håb. Jeg blev 18 på højskolen, og havde modtaget kontanthjælp i næsten et år inden. Da de 8 mdrs højskoleophold var slut, var kommunens ansvar ophørt, for nu var jeg voksen. De installerede mig i en af kommunens lejligheder, som var alt for dyr til min kontanthjælp. Jeg havde knap 800 kr tilbage, efter huslejen var betalt. Og så slap de mig. Jeg ville ønske der her var en voksen der lige havde taget fat i mig, og sagt: “Er du egentlig ok?” Jeg savnede inderligt en far eller en mor. En voksen. Som elskede mig.
Men jeg forsøgte at håndtere livet selv, så godt som jeg kunne. Jeg synes livet var svært. Kompliceret og tungt, og måske var det en af grundene til at jeg mere eller mindre skred fra det hele, og havnede i Holland. Her arbejdede jeg på en gård et par måneder. Jeg boede hos min hollandske kæreste og hans forældre i en lille havneby, og så blev jeg gravid. Jeg var ved at dø af skræk, og flygtede hjem til Danmark for at få en abort.
Jeg var fuldstændigt rodløs og hovedløs, efter jeg kom tilbage til Danmark. Jeg boede hos en veninde, og følte mig helt alene i verden. Min veninde havde et misbrug kørende, og jeg havde enormt svært ved at være i det, efter at have hørt min mors korte fortællinger dengang på min sengekant. Jeg afskyr misbrug. Jeg blev gudskelov aldrig fristet til at prøve stofferne. Men jeg havde ondt af de mennesker der var viklet ind i det. Og jeg følte at de var de eneste mennesker, der ville mig det godt. At det var det eneste sted i verden jeg kunne være mig. Verden vender tit på hovedet på den måde. Sommetider giver de ting der burde give mindst mening, mere mening end noget andet. Jeg kom derfor i misbrugsmiljøerne, i de år jeg var allermest hudløs. Jeg lærte en del om underverdenen i Danmark. Og om dem de andre så som undermennesker. Jeg lærte at man aldrig kunne stole på dem. Jeg lærte at de var mennesker. At de ofte var fantastiske mennesker. Som var ødelagte. På den ene eller den anden måde. Jeg lærte at nogle af dem var farlige og at de allesammen var uforudsigelige, og at uforudsigeligheden var noget af det mest forudsigelige ved dem. Dét og den manglende tillid. Og i dette miljø lærte jeg også min ældste datters far at kende.
Jeg blev mor som 19-årig. Jeg blev, ligesom min mor, alene inden barnet bliver født. Jeg valgte barnet, fremfor faren, fordi faren havde et misbrug han ikke kan slippe. Jeg gentager dele af historien. Men det er i virkeligheden en helt anden historie.
Når man bliver forælder, sker der et skred indeni én. Et generationsskred. Der opstod et behov i mig om at se min ukendte fortid i øjnene. Mit genetiske ophav.
På min 20 års fødselsdag tog jeg mod til mig. Jeg ringede til oplysningen, og gav damen i den anden ende min fars navn og mulige by. Paul Julius Jørgensen. Vistnok bosat i Aabenraa. 10 sekunder efter stod jeg chokeret med hans nummer og adresse i hånden. Det tog mig at par dage, at sunde mig, og finde modet.
...
*Telefon ringer*
“Hallo, det er Paul.”
”Hallo. Hej. Mit navn er Line. ... Ved du hvem du taler med?”
“Ja! Du er min datter!”
...
Sådan lød de første par sætninger af vores første samtale. Og så kan jeg ikke huske mere. Men de næste par uger og måneder skriver vi breve til hinanden. Lange håndskrevne breve, hvori vi fortæller om os selv og vores liv. Og sender billeder af os selv, vores børn og den slags. Jeg modtager bl.a et billede af Paul, siddende i en uredt seng, i bar overkrop. Bagved ham hænger bambuspersiennen i laser, og på sengen ligger en dyne med dyreprintbetræk. Han har gråt hår, og en lang pisk i nakken. Hans arme er dækkede med kringlede gamle tatoveringer, og han kigger gavtyveagtigt ud til siden. Det er første gang jeg ser hvordan min far ser ud. Jeg har det meget ambivalent med det billede. Udover billedet af sig selv, sender han også billeder af en lille dreng ved navn Benjamin, og af hans mor Alexandra. Han elsker dem begge højt. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men sommetider er kærlighed ikke nok. Slet ikke i forældreskabet, og derfor er Benjamin blevet fjernet fra dem. Benjamin var 3 år på det her tidspunkt.
Pauls liv havde været hårdt, og var det stadig, da jeg etablerede kontakten. Han var på vej i afvænning i Hjørring. Jeg fortalte ham at jeg meget gerne ville forsøge at opbygge en relation med ham, så længe han færdiggjorde sin udtrapning, og forblev clean. Jeg var lige blevet mor, og jeg havde lagt afstand mellem mig selv og miljøet jeg før bevægede mig hjemmevant i. Jeg ville ikke have misbrug eller misbrugere i min og min datters liv.
Paul accepterede betingelsen, og jeg besøgte ham på afvænningshjemmet i Hjørring. Det var et af den slags bizarre møder, der kunne skrives lange bøger om, hvis man havde evnerne. Han gik til mig, som om vi havde kendt hinanden altid. Fortalte højt og levende om min mor - om hvor vild hun var, og hvor mange indbrud og røverier de havde lavet sammen. Blandt andet på apoteker. Jeg blev frastødt. Jeg følte mig svigtet. Både af min mor - som havde bygget sit liv på løgne, og af ham. Min mor havde trods alt forsøgt. Det havde han ikke. Jeg følte at svineretten i forhold til min mor var min, og at han overtrådte sine beføjelser.
Jeg var rystet i min grundvold, da jeg tog derfra.
Jeg lignede ham. Vi har fælles træk og samme højde og øjne. Men der stoppede forbindelsen også. Jeg følte mig meget fremmed fra ham. Og jeg besluttede at jeg ville være mere. Meget mere. Og måske var det i virkeligheden her mit mønsterbrud for alvor begyndte.
Vi holdt kontakten i ret kort tid efter. Pludseligt en dag fik jeg et opkald, hvor jeg kunne høre han var meget påvirket. Han mente ikke han fik nok metadon på afvænningshjemmet, så han var skredet derfra. Jeg mindede ham om vores aftale og mine betingelser, og fik sagt farvel. Jeg svarede ikke på de mange breve der kom efterfølgende. Til sidst røg de uåbnede i skraldespanden, og til sidst stoppede han med at skrive.
Og nu. Nu er han død. 20 år efter jeg tog kontakt til ham. Nu er alle muligheder for forsoning borte.
I onsdags åbnede jeg min postkasse, og fandt et brev fra en advokat. Han ville fortælle mig at min far er død, og at der muligvis er en lille arv. Han er ved at afklare hvor mange arvinger vi er. Og i den forbindelse kom jeg igen i tanker om Benjamin. Jeg har gemt billederne Paul sendte mig. Jeg har sendt ham mange bekymrede tanker i løbet af årene. Gudskelov viser det sig at han har klaret sig fantastisk. Han er opvokset hos en god plejefamilie, og er igang med en lang akademisk uddannelse. Han har resiliens. Han har modstandsdygtighed. Han har klaret sig. Og det gør mig simpelthen så glad.
De sidste par døgn, siden onsdag, har føltes surrealistiske og rutchebaneagtige. Jeg har mistet min far. Igen. Til gengæld har jeg fundet Benjamin på facebook. Jeg har skrevet til ham, men han har ikke svaret endnu. Han er pt i Texas, som en del af hans uddannelse. Jeg ved slet ikke om han er interesseret i kontakt.
Jeg har skrevet med et familiemedlem, fra hans nye familie. Og han oplyste mig om at der også er 2 eller 3 søstre. Pludseligt er jeg ikke alene i verden mere. Hvis altså det bliver til mere end blodsbeslægtelse. Hvis vi bliver familie. Jeg har ikke den store erfaring med familiekonceptet. Det skræmmer mig. Samtidigt med at jeg ønsker mig det. At være en del af noget.
Jeg føler mig rundtosset. Som om jeg går og falder. Og går og falder. Og hele tiden skal rejse mig igen.
Så nu venter jeg. På svar.
Eller afvisning.
Smerterne i kroppen. De smertesammenbidte kæber, der skal løsnes, i forbindelse med at jeg glider langsomt fra søvn til vågen tilstand. Søvnen er afbrudt hver nat, så der kan være langt fra den ene tilstand til den næste. Trætheden sidder fast i kroppen. Ligesom smerterne.
Jeg er kronisk syg mønsterbryder på kontanthjælp. Hvis vi skal beskrive mig i et slags maggitern.
Men denne onsdag er ikke helt ligesom alle andre onsdage. I hvertfald bød postkassen på en slags skred i universet, jeg ikke lige havde set komme. Ikke på denne måde, i hvertfald. Nyheden var ikke uventet. Den var heller ikke ventet, sådan skal det ikke forståes, men døden er vel aldrig helt uventet, når afdøde var narkoman.
Udover at være narkoman, var han også min far. Eller, det ved jeg egentligt ikke engang om man kan kalde ham. Han har aldrig rigtigt været en del af mit liv. Men han har alligevel trods alt givet mig halvdelen af min genmasse.
Og nu er han altså død. Sådan lidt ud af det blå. Og så som sagt alligevel ikke. Narkomaner dør altid tidligere. Deres liv er for hårde, og kroppene ender med at bukke under.
Hvordan sørger man over en far man aldrig har haft? Og hvad er det i så fald man sørger over? Ham? Det forsømte? Det der ikke var? Det der kunne være blevet?
Min mor var ung, da hun var sammen med ham. Jeg ved hun var forelsket. I ham. Og i heroin. De var unge og vilde. Alt for vilde. Det gik for vildt til. For vidt. Hun var 22, da hun fødte mig. Til den tid, var han over alle bjerge. Alvor, ansvar, arvefølge. Det var ikke lige ham. Åbenbart. Det endte med en faderskabssag, hvor han selvfølgelig blev dømt til at betale for hans udmærkede forplantningsevne.
Jeg ved at hun må have elsket ham. Jeg ved det, fordi hun hadede mig. Jeg mindede hende om ham, tror jeg. Og jeg mindede hende om det liv som blev tvunget ned over hovedet på hende. Min mor er et stolt menneske. Ingen skal tvinge hende til noget. Der ligner vi hinanden. Og jeg tror at jeg - i kraft af at jeg blev født - og hun skulle vælge mellem mig eller sit misbrug, endte med at repræsentere den tabte ungdom. Hun blev tvunget til at vælge. Myndighederne troppede op og tvang hende til at beslutte om de skulle tage mig med, og tvangsfjerne mig - eller om hun selv ville tage med - på afvænning. Hun endte desværre med at vælge det sidste. hun tilbragte 14 dage i et sommerhus, hvor hun gennemgik en kold tyrker, og jeg forestiller mig, hvordan hun må have skreget forbandelser over ud til både min far og jeg, mens abstinenssmerter og feber sled i hendes krop. Det må være den første af mange af den slags ture, for min mor blev først clean 4 år efter, og for evigt bitter.
Det var en hård barndom. Det var hårdt at være barn af en hård kvinde. Livet havde gjort hende hård. Kantet. Hun var aldrig blød og kærlig. Det var svært at være i nærheden af hende. Jeg følte mig altid i vejen, uvelkommen, uønsket.
Rationelt kan jeg godt forstå hende. Det må være svært at være så stolt, og føle sig ydmyget, som hun må have gjort det, da myndighederne begyndte at stramme grebet. Jeg ville ønske at de havde fjernet mig. Givet mig en chance. I stedet fik min mor alle chancerne. Hun var i afvænning, i fængsel, og bare væk. Mens jeg blev passet alverdens steder. Bl.a af en af hendes kærester, som kom til at dø af en overdosis, mens han passede mig. Hvor længe jeg sad i tremmesengen alene, ved jeg ikke. Og så kom vi i plejefamilie, sammen. Først den ene - så den anden. Indtil hun endeligt var på rette spor, og kun drak appelsinsodavand.
Sådan gik der nogle år. Hvor min søster kom til verden, og verden blev vendt på hovedet og på vrangen, men det er en anden historie. Lige nu holder vi os til en af de mange historier om misbrug og forældreskab.
Jeg fik altid at vide at min far var død. Jeg spurgte sommetider til ham, men fik altid samme svar. Så jeg sørgede indeni, og ønskede mig at det hele var en fejl. At jeg var havnet i den forkerte familie ved en fejl. Jeg måtte være forbyttet ved fødslen. Der måtte da være nogen der elskede mig. Kunne der virkeligt kun være hende? Jeg følte mig kvalt. Der måtte være mere end det? Men der var kun den ene sætning: “Din far er død.” Ingen fortællinger. Ingen anekdoter. Ingen billeder. Kun sammenligningen mellem ham og jeg, hvis jeg ikke behagede hende. Jeg var doven, sagde hun. Fuldstændig som min far. Det svært at blive sammenlignet med en fremmed, som hun tilsyneladende kun havde foragt tilbage for. Det var svært at forsvare sig.
Sådan fortsatte det. Indtil dengang jeg var omkring 15-16 år, og verden faldt fra hinanden omkring os. Vores relation havde altid været svær og belastet, men efter jeg blev teenager var den blevet næsten umulig. Hun var begyndt at drikke, og jeg havde svært ved at trække vejret i nærheden af hende.
En dag satte hun sig på min seng, på mit værelse, og begyndte at fortælle. Om min far som slet ikke var død, om hans “mange andre børn” - jeg var blot en i mængden, og om sin egen fortid - i meget sparsomme detaljer - som narkoman. Hun viste mig sine ar efter nålene. Jeg kan huske følelsen af chok. Vantro. Og en underlig følelse af svigt og tab. Han havde fandtes i al den tid, hvor jeg havde været verdens ensomste barn. Jeg følte mig berøvet for muligheden for at række ud. Uanset om han var det dårlige menneske min mor malede ham som, eller ej, så ville jeg sådan ønske jeg havde haft muligheden noget før.
Hun var dygtig med penslen. Om man så må sige. Hun malede ham i dystre, giftige farver. Og jeg mistede håbet og troen helt. Jeg følte at jeg mistede en forælder uden at have haft ham. Jeg følte mig ikke stærk nok til at tage kontakt til ham.
Jeg havde rigeligt at se til i mit eget liv. Jeg kunne ikke bo under samme tag som min mor mere, så jeg stak af. Jeg kunne ikke varetage mit HF-studie, og mit fritidsarbejde mistede jeg også. Det var for svært at få det hele til at hænge sammen, for jeg overnattede på en bænk i parken, i opgange eller hos venner.
Efter et par mdr, blev det for meget for min mor/kommunen, og jeg blev placeret i en plejefamilie langt ude på landet. En plejefamilie, med alt for mange plejebørn, alt for meget fokus på plejebørnenes arbejdsfunktion på gården og ifbm den B&B familien drev - og alt for lidt fokus på børnene og deres (/vores) trivsel. Der var ingen nær og konstruktiv voksenkontakt. Der var ingen tryghed. Jeg havde sådan brug for at lære at voksne var the good guys. At man ville mig det godt. At man viste mig interesse og fortalte mig at jeg var OK. Jeg boede i en kostald, og efter en måneds tid fik jeg nok, og tog mine ting og gik derfra. Jeg så mig aldrig tilbage.
Da jeg igen dukkede op på jordens overflade, efter at være stukket af fra plejefamilien, blev jeg sendt på Ungdomshøjskole. Jeg var 17 år, og jeg var bange for alt. Min tro på de voksne var væk, og det samme var vel egentligt mit håb. Jeg blev 18 på højskolen, og havde modtaget kontanthjælp i næsten et år inden. Da de 8 mdrs højskoleophold var slut, var kommunens ansvar ophørt, for nu var jeg voksen. De installerede mig i en af kommunens lejligheder, som var alt for dyr til min kontanthjælp. Jeg havde knap 800 kr tilbage, efter huslejen var betalt. Og så slap de mig. Jeg ville ønske der her var en voksen der lige havde taget fat i mig, og sagt: “Er du egentlig ok?” Jeg savnede inderligt en far eller en mor. En voksen. Som elskede mig.
Men jeg forsøgte at håndtere livet selv, så godt som jeg kunne. Jeg synes livet var svært. Kompliceret og tungt, og måske var det en af grundene til at jeg mere eller mindre skred fra det hele, og havnede i Holland. Her arbejdede jeg på en gård et par måneder. Jeg boede hos min hollandske kæreste og hans forældre i en lille havneby, og så blev jeg gravid. Jeg var ved at dø af skræk, og flygtede hjem til Danmark for at få en abort.
Jeg var fuldstændigt rodløs og hovedløs, efter jeg kom tilbage til Danmark. Jeg boede hos en veninde, og følte mig helt alene i verden. Min veninde havde et misbrug kørende, og jeg havde enormt svært ved at være i det, efter at have hørt min mors korte fortællinger dengang på min sengekant. Jeg afskyr misbrug. Jeg blev gudskelov aldrig fristet til at prøve stofferne. Men jeg havde ondt af de mennesker der var viklet ind i det. Og jeg følte at de var de eneste mennesker, der ville mig det godt. At det var det eneste sted i verden jeg kunne være mig. Verden vender tit på hovedet på den måde. Sommetider giver de ting der burde give mindst mening, mere mening end noget andet. Jeg kom derfor i misbrugsmiljøerne, i de år jeg var allermest hudløs. Jeg lærte en del om underverdenen i Danmark. Og om dem de andre så som undermennesker. Jeg lærte at man aldrig kunne stole på dem. Jeg lærte at de var mennesker. At de ofte var fantastiske mennesker. Som var ødelagte. På den ene eller den anden måde. Jeg lærte at nogle af dem var farlige og at de allesammen var uforudsigelige, og at uforudsigeligheden var noget af det mest forudsigelige ved dem. Dét og den manglende tillid. Og i dette miljø lærte jeg også min ældste datters far at kende.
Jeg blev mor som 19-årig. Jeg blev, ligesom min mor, alene inden barnet bliver født. Jeg valgte barnet, fremfor faren, fordi faren havde et misbrug han ikke kan slippe. Jeg gentager dele af historien. Men det er i virkeligheden en helt anden historie.
Når man bliver forælder, sker der et skred indeni én. Et generationsskred. Der opstod et behov i mig om at se min ukendte fortid i øjnene. Mit genetiske ophav.
På min 20 års fødselsdag tog jeg mod til mig. Jeg ringede til oplysningen, og gav damen i den anden ende min fars navn og mulige by. Paul Julius Jørgensen. Vistnok bosat i Aabenraa. 10 sekunder efter stod jeg chokeret med hans nummer og adresse i hånden. Det tog mig at par dage, at sunde mig, og finde modet.
...
*Telefon ringer*
“Hallo, det er Paul.”
”Hallo. Hej. Mit navn er Line. ... Ved du hvem du taler med?”
“Ja! Du er min datter!”
...
Sådan lød de første par sætninger af vores første samtale. Og så kan jeg ikke huske mere. Men de næste par uger og måneder skriver vi breve til hinanden. Lange håndskrevne breve, hvori vi fortæller om os selv og vores liv. Og sender billeder af os selv, vores børn og den slags. Jeg modtager bl.a et billede af Paul, siddende i en uredt seng, i bar overkrop. Bagved ham hænger bambuspersiennen i laser, og på sengen ligger en dyne med dyreprintbetræk. Han har gråt hår, og en lang pisk i nakken. Hans arme er dækkede med kringlede gamle tatoveringer, og han kigger gavtyveagtigt ud til siden. Det er første gang jeg ser hvordan min far ser ud. Jeg har det meget ambivalent med det billede. Udover billedet af sig selv, sender han også billeder af en lille dreng ved navn Benjamin, og af hans mor Alexandra. Han elsker dem begge højt. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men sommetider er kærlighed ikke nok. Slet ikke i forældreskabet, og derfor er Benjamin blevet fjernet fra dem. Benjamin var 3 år på det her tidspunkt.
Pauls liv havde været hårdt, og var det stadig, da jeg etablerede kontakten. Han var på vej i afvænning i Hjørring. Jeg fortalte ham at jeg meget gerne ville forsøge at opbygge en relation med ham, så længe han færdiggjorde sin udtrapning, og forblev clean. Jeg var lige blevet mor, og jeg havde lagt afstand mellem mig selv og miljøet jeg før bevægede mig hjemmevant i. Jeg ville ikke have misbrug eller misbrugere i min og min datters liv.
Paul accepterede betingelsen, og jeg besøgte ham på afvænningshjemmet i Hjørring. Det var et af den slags bizarre møder, der kunne skrives lange bøger om, hvis man havde evnerne. Han gik til mig, som om vi havde kendt hinanden altid. Fortalte højt og levende om min mor - om hvor vild hun var, og hvor mange indbrud og røverier de havde lavet sammen. Blandt andet på apoteker. Jeg blev frastødt. Jeg følte mig svigtet. Både af min mor - som havde bygget sit liv på løgne, og af ham. Min mor havde trods alt forsøgt. Det havde han ikke. Jeg følte at svineretten i forhold til min mor var min, og at han overtrådte sine beføjelser.
Jeg var rystet i min grundvold, da jeg tog derfra.
Jeg lignede ham. Vi har fælles træk og samme højde og øjne. Men der stoppede forbindelsen også. Jeg følte mig meget fremmed fra ham. Og jeg besluttede at jeg ville være mere. Meget mere. Og måske var det i virkeligheden her mit mønsterbrud for alvor begyndte.
Vi holdt kontakten i ret kort tid efter. Pludseligt en dag fik jeg et opkald, hvor jeg kunne høre han var meget påvirket. Han mente ikke han fik nok metadon på afvænningshjemmet, så han var skredet derfra. Jeg mindede ham om vores aftale og mine betingelser, og fik sagt farvel. Jeg svarede ikke på de mange breve der kom efterfølgende. Til sidst røg de uåbnede i skraldespanden, og til sidst stoppede han med at skrive.
Og nu. Nu er han død. 20 år efter jeg tog kontakt til ham. Nu er alle muligheder for forsoning borte.
I onsdags åbnede jeg min postkasse, og fandt et brev fra en advokat. Han ville fortælle mig at min far er død, og at der muligvis er en lille arv. Han er ved at afklare hvor mange arvinger vi er. Og i den forbindelse kom jeg igen i tanker om Benjamin. Jeg har gemt billederne Paul sendte mig. Jeg har sendt ham mange bekymrede tanker i løbet af årene. Gudskelov viser det sig at han har klaret sig fantastisk. Han er opvokset hos en god plejefamilie, og er igang med en lang akademisk uddannelse. Han har resiliens. Han har modstandsdygtighed. Han har klaret sig. Og det gør mig simpelthen så glad.
De sidste par døgn, siden onsdag, har føltes surrealistiske og rutchebaneagtige. Jeg har mistet min far. Igen. Til gengæld har jeg fundet Benjamin på facebook. Jeg har skrevet til ham, men han har ikke svaret endnu. Han er pt i Texas, som en del af hans uddannelse. Jeg ved slet ikke om han er interesseret i kontakt.
Jeg har skrevet med et familiemedlem, fra hans nye familie. Og han oplyste mig om at der også er 2 eller 3 søstre. Pludseligt er jeg ikke alene i verden mere. Hvis altså det bliver til mere end blodsbeslægtelse. Hvis vi bliver familie. Jeg har ikke den store erfaring med familiekonceptet. Det skræmmer mig. Samtidigt med at jeg ønsker mig det. At være en del af noget.
Jeg føler mig rundtosset. Som om jeg går og falder. Og går og falder. Og hele tiden skal rejse mig igen.
Så nu venter jeg. På svar.
Eller afvisning.
onsdag den 8. juni 2016
Kluddermor.
Jeg er stadig i den.
Relationen. Kærligheden.
Jeg forsøger efter bedste evne at navigere og holde balancen.
Men det er svært.
Det er aldrig bare nemt.
Jeg tænker meget. For meget.
Over hvad man kan og skal - eller må - forvente.
Og over hvad man ikke kan og skal - eller må - forvente.
Jeg ved stadig ikke hvordan man gør det. Gør relationer.
Eller bare er. I dem. Og ellers.
Han bliver ved med at sige at vi finder ud af det sammen.
Det trøster. Sommetider.
Andre gange gør det bare frustrationerne og forvirringen indeni mig større.
Hvis nogen spørger mig hvad det er som er så svært, ville jeg ikke ane hvad jeg skulle svare.
For jeg ved det ikke.
Det hele, tror jeg.
Jeg er så vant til at være alene, og til at klare mig selv, at jeg er så bange for at give slip - og give mig hen.
Jeg er bange for at blive afhængig af ham. Af nogen.
Jeg ved jo at jeg altid ender med at være alene igen.
Og hvordan skal jeg kunne klare det?
Oveni alt det andet.
Livet er så tungt og ensomt at bære.
Jeg synes det er for tungt.
Til at bære alene.
Men også alt for tungt og kompliceret at dele.
Hvordan skal man kunne lukke nogen ind, når man er så filtret sammen indeni, som jeg er?
Kan man være det bekendt?
Jeg ønsker mig en livsmanual.
En Livet for Dummies.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Eller gøre af mig selv.
Relationen. Kærligheden.
Jeg forsøger efter bedste evne at navigere og holde balancen.
Men det er svært.
Det er aldrig bare nemt.
Jeg tænker meget. For meget.
Over hvad man kan og skal - eller må - forvente.
Og over hvad man ikke kan og skal - eller må - forvente.
Jeg ved stadig ikke hvordan man gør det. Gør relationer.
Eller bare er. I dem. Og ellers.
Han bliver ved med at sige at vi finder ud af det sammen.
Det trøster. Sommetider.
Andre gange gør det bare frustrationerne og forvirringen indeni mig større.
Hvis nogen spørger mig hvad det er som er så svært, ville jeg ikke ane hvad jeg skulle svare.
For jeg ved det ikke.
Det hele, tror jeg.
Jeg er så vant til at være alene, og til at klare mig selv, at jeg er så bange for at give slip - og give mig hen.
Jeg er bange for at blive afhængig af ham. Af nogen.
Jeg ved jo at jeg altid ender med at være alene igen.
Og hvordan skal jeg kunne klare det?
Oveni alt det andet.
Livet er så tungt og ensomt at bære.
Jeg synes det er for tungt.
Til at bære alene.
Men også alt for tungt og kompliceret at dele.
Hvordan skal man kunne lukke nogen ind, når man er så filtret sammen indeni, som jeg er?
Kan man være det bekendt?
Jeg ønsker mig en livsmanual.
En Livet for Dummies.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Eller gøre af mig selv.
mandag den 2. maj 2016
En god begyndelse.
Det er på tide at vi taler lidt om kærlighed. Og ønsker og forventninger.
Hvad skal der til for at kærlighed opstår, og hvad skal der til for at vedligeholde den? Hvad leder man efter, og lever man selv op til de forventninger og krav, man har til en potentiel kommende partner?
Jeg synes det har været enormt svært at være ensom, og lede efter kærlighed, efter jeg blev syg. Især efter jeg havnede på kontanthjælp, og der heller ikke i fremtiden er perspektiver der taler for et normalt værdigt liv. Jeg havde (/har!) en grundlæggende følelse af at have mistet mit værd som menneske. Og hvad kunne jeg tillade mig at forvente hos andre, så?
Grundlæggende er mine ønsker ikke urealistiske. Jeg ønsker mig en mand som har grundlæggende samme humanistiske menneskesyn som jeg. Dvs alle der stemmer DF og LA er udelukket. Han er nødt til at være intelligent, så der kan diskuteres kunst, kultur og politik. Han behøver ikke vide de samme ting som mig, helst ikke faktisk, for så kan vi lære af hinanden, og udvikle os. Både hver for sig og sammen. Jeg ønsker mig en mand, som kan sætte sig lidt ind i (og gerne forstå) min fortid og mine sygdomme.
Men - og nu bliver jeg krævende - jeg ønsker mig også en mand, som kan sondre mellem sygdommene og mig. Altså, en der kan få øje på mig derinde et sted, inde bag alle smerterne og alle mine barndomsrelaterede clusterfucks. Erfaringen fortæller mig at det er svært at finde en mand, som kan rumme sygdommene, men også kan sondre og ikke gøre mig mere offeragtig end jeg nødvendigvist er. Altså - jeg vil ikke fastholdes i det dårlige, når jeg (endeligt) har en god dag. Og alle mine issues har ikke nødvendigvis noget med min baggrund at gøre. Sommetider er enten du (eller jeg) simpelthen bare et røvhul. Uden at det sikkert har noget med min fortid, mine diagnoser eller mine svigt at gøre. Punktum.
Jeg ved godt jeg forventer meget. For han skal både være følsom og stærk, og intelligent og dyb og have evnen til at gennemskue issues i mig selv, som jeg sommetider selv har svært ved. Eller gør han? Måske behøver han netop ikke gå ind i alle følelserne og analysere dem. Måske er det egentligt ok at han bare siger "vi finder ud af det sammen". Måske har jeg forventet at jeg skulle være "færdig" - at relationen skulle være defineret - allerede inden jeg gik ind i den.
Problemet er, at jeg ikke kan lære relationer selv. Det er jeg nødt til at gøre sammen med nogen. Men jeg har hele tiden haft en følelse af at der blev forventet af mig, at jeg skulle kunne det hele på forhånd. Og den forventning har også været i mig den anden vej. Min erfaring fortæller mig at enten har de kunne magte det/mig eller også har det ikke. Og alle gangene har det været "ikke". Så jeg byggede et endnu større værn/grænse op, inden jeg gik ind i den næste relation, og så fremdeles. Det har altid været noget med at issues skulle fixes. Og at jeg skulle ændre mig og få det bedre. Blive hel. Alting var defineret ret hurtigt. I hvertfald inde i mig. Jeg har aldrig før set relationer som processer, men som løsninger. Løsninger på mig. Problemet var mig og min lidelse. Relationer måtte være løsningen. Men jeg blev ikke mere hel, ukompliceret, rask (hverken fysisk eller mentalt), når jeg indgik i en relation. Tværtimod. Det var i virkeligheden først der problemerne begyndte. Selvfølgeligt. Jeg har været så naiv. Dum og naiv.
For ca 2 år siden var jeg på dating.dk. Det var eddermame et desillusionerende sted, når man taler om kærlighed, men den kan vi altid tage en anden gang. For 2 år siden var jeg på dating.dk, og der "mødte" jeg Gert. Han boede relativt tæt på mig. Han var politisk - på samme fløj som mig, boede relativt tæt på mig, han var feminist, boede relativt tæt på mig, var høj og mørk - og han kunne godt lide katte. Fik jeg nævnt at han boede relativt tæt på mig? Det kunne jeg slet slet ikke kapere, så jeg fandt mig en kæreste i KBH i stedet. Det var nemmere at håndtere. Fordi kontrol. Og fordi distance. Fordi space, så jeg ikke blev opslugt. Så Gert forsvandt ud af mit liv igen, indtil ca et år senere, da jeg tilfældigt så at han var venner med flere af mine venner på facebook. Jeg anmodede om venskab, og han accepterede. Længe var kontakten sporadisk og meget uskyldig. Kattebilleder, politik og den slags. Vi har flere gange aftalt at ses over en kop kaffe, men hver gang mistede jeg modet totalt. Jeg turde simpelthen ikke. Jeg har stadig ikke helt gennemskuet hvorfor. Formentligt fordi han boede så tæt på. Jeg var bange for at blive opslugt. Forpligtelser og druknefornemmelser. På forhånd.
Imellemtiden fandt jeg en ny kæreste. Fra Vejle. Distance og den slags. Han var en god mand, men jeg havde alligevel druknefornemmelser og jeg var ved at gå til i alle de "definitioner" jeg selv havde opstillet. På dette tidspunkt er jeg ved at have miste troen på kærlighed fuldstændigt. Jeg har altid været en drømmer, og har altid etellerandet sted stædigt troet på at den nok skulle være derude et sted. Det håb var ved at forsvinde, og jeg havde nogle måneder i dyb desillusion. Det har virkeligt været en hård vinter. En ensom vinter. Perspektivet til at jeg skulle leve og dø alene er simpelthen deprimerende.
For et par måneder siden begyndte indstillingen at ændre sig. Jeg begyndte at blive mere og mere ligeglad. Længslen indeni mig forandrede sig. Jeg skrev og læste, og jeg fandt ind til mig selv. Langsomt. Jeg har fået kontakt med nogle sider af mig selv, som jeg ikke har beskæftiget mig med siden jeg var helt ung. Inden jeg blev mor. Og jeg kunne mærke at disse facetter i mig skulle bydes velkommen, så jeg kunne blive et nogenlunde helt menneske, inden også Miranda flytter hjemmefra, og funktionen/identiteten Mor forsvandt. Så jeg begyndte at lytte til musik igen. Lytte til og læse digte. Var inde og røre ved følelser. Begyndte at mærke mig selv. Mit helt dybe autentiske jeg. (Kors, jeg hader det ord - autentisk. Det er næsten lige så slemt som ordet proces, men det er immervæk dækkende her.) Uden at skamme mig, og uden at gøre en stor ting ud af det. Begyndte simpelthen bare at lukke mig selv ind igen. Gøre plads. Og længslen efter en mand blev langsomt reduceret til en irritation over at savne at blive holdt om. Jeg blev faktisk frustreret over ikke at være en ø.
Så, måske fordi der ikke var alverden på spil for mig, det var ikke et spørgsmål om at blive hel eller blive fikset, tog jeg ind og mødte Gert for 3-4 uger siden. Vi snakkede i 4 timer. Om politik. Og det var fantastisk. Den næste gang vi mødtes snakkede vi politik og musik og fortidsfuck i 9 timer. Ni timer! Og sådan er det fortsat. Vi snakker og snakker og snakker. Og imellem alle snakkene, når jeg har været alene lidt og mine gamle dæmoner rører på sig, så bliver der også snakket om dem. Der er plads til mine clusterfucks og der er plads til at kæmpe mod dæmoner - på den mest udramatiske måde jeg nogensinde har oplevet, og uden at jeg skal fikses. Uden at der bliver gjort en stor ting ud af det. "Det finder vi ud af sammen", siger han. Og hver gang han siger det, kan jeg mærke at mine skuldre kommer lidt længere ned.
Jeg ved ikke om Gert er the one. Det tror jeg aldrig rigtigt man kan vide egentligt. Og slet ikke så tidligt. Vi er på nogle områder rørende ens, og på andre virkeligt forskellige. Men for første gang nogensinde tænker jeg at det egentligt er ligemeget. For der er plads nok til os begge. Vi behøver ikke begge to blive til Mig, eller Ham. Vi kan godt være her begge to. Det behøver ikke at blive defineret med det samme. Jeg/Han/Vi behøver ikke at være på en bestemt måde, for at være "rigtige". Hele min verden omhandler ikke ham, og hans har andre værdier end mig. Jeg har plads og lyst til at åbne op for veninder også. Jeg har plads til at være andet og mere. Jeg savner ham, når han ikke er her, men jeg går ikke i stykker. Jeg har stadig en fornemmelse af hvor min hud stopper og hans begynder.
Det er virkeligt en god begyndelse.
Hvad skal der til for at kærlighed opstår, og hvad skal der til for at vedligeholde den? Hvad leder man efter, og lever man selv op til de forventninger og krav, man har til en potentiel kommende partner?
Jeg synes det har været enormt svært at være ensom, og lede efter kærlighed, efter jeg blev syg. Især efter jeg havnede på kontanthjælp, og der heller ikke i fremtiden er perspektiver der taler for et normalt værdigt liv. Jeg havde (/har!) en grundlæggende følelse af at have mistet mit værd som menneske. Og hvad kunne jeg tillade mig at forvente hos andre, så?
Grundlæggende er mine ønsker ikke urealistiske. Jeg ønsker mig en mand som har grundlæggende samme humanistiske menneskesyn som jeg. Dvs alle der stemmer DF og LA er udelukket. Han er nødt til at være intelligent, så der kan diskuteres kunst, kultur og politik. Han behøver ikke vide de samme ting som mig, helst ikke faktisk, for så kan vi lære af hinanden, og udvikle os. Både hver for sig og sammen. Jeg ønsker mig en mand, som kan sætte sig lidt ind i (og gerne forstå) min fortid og mine sygdomme.
Men - og nu bliver jeg krævende - jeg ønsker mig også en mand, som kan sondre mellem sygdommene og mig. Altså, en der kan få øje på mig derinde et sted, inde bag alle smerterne og alle mine barndomsrelaterede clusterfucks. Erfaringen fortæller mig at det er svært at finde en mand, som kan rumme sygdommene, men også kan sondre og ikke gøre mig mere offeragtig end jeg nødvendigvist er. Altså - jeg vil ikke fastholdes i det dårlige, når jeg (endeligt) har en god dag. Og alle mine issues har ikke nødvendigvis noget med min baggrund at gøre. Sommetider er enten du (eller jeg) simpelthen bare et røvhul. Uden at det sikkert har noget med min fortid, mine diagnoser eller mine svigt at gøre. Punktum.
Jeg ved godt jeg forventer meget. For han skal både være følsom og stærk, og intelligent og dyb og have evnen til at gennemskue issues i mig selv, som jeg sommetider selv har svært ved. Eller gør han? Måske behøver han netop ikke gå ind i alle følelserne og analysere dem. Måske er det egentligt ok at han bare siger "vi finder ud af det sammen". Måske har jeg forventet at jeg skulle være "færdig" - at relationen skulle være defineret - allerede inden jeg gik ind i den.
Problemet er, at jeg ikke kan lære relationer selv. Det er jeg nødt til at gøre sammen med nogen. Men jeg har hele tiden haft en følelse af at der blev forventet af mig, at jeg skulle kunne det hele på forhånd. Og den forventning har også været i mig den anden vej. Min erfaring fortæller mig at enten har de kunne magte det/mig eller også har det ikke. Og alle gangene har det været "ikke". Så jeg byggede et endnu større værn/grænse op, inden jeg gik ind i den næste relation, og så fremdeles. Det har altid været noget med at issues skulle fixes. Og at jeg skulle ændre mig og få det bedre. Blive hel. Alting var defineret ret hurtigt. I hvertfald inde i mig. Jeg har aldrig før set relationer som processer, men som løsninger. Løsninger på mig. Problemet var mig og min lidelse. Relationer måtte være løsningen. Men jeg blev ikke mere hel, ukompliceret, rask (hverken fysisk eller mentalt), når jeg indgik i en relation. Tværtimod. Det var i virkeligheden først der problemerne begyndte. Selvfølgeligt. Jeg har været så naiv. Dum og naiv.
For ca 2 år siden var jeg på dating.dk. Det var eddermame et desillusionerende sted, når man taler om kærlighed, men den kan vi altid tage en anden gang. For 2 år siden var jeg på dating.dk, og der "mødte" jeg Gert. Han boede relativt tæt på mig. Han var politisk - på samme fløj som mig, boede relativt tæt på mig, han var feminist, boede relativt tæt på mig, var høj og mørk - og han kunne godt lide katte. Fik jeg nævnt at han boede relativt tæt på mig? Det kunne jeg slet slet ikke kapere, så jeg fandt mig en kæreste i KBH i stedet. Det var nemmere at håndtere. Fordi kontrol. Og fordi distance. Fordi space, så jeg ikke blev opslugt. Så Gert forsvandt ud af mit liv igen, indtil ca et år senere, da jeg tilfældigt så at han var venner med flere af mine venner på facebook. Jeg anmodede om venskab, og han accepterede. Længe var kontakten sporadisk og meget uskyldig. Kattebilleder, politik og den slags. Vi har flere gange aftalt at ses over en kop kaffe, men hver gang mistede jeg modet totalt. Jeg turde simpelthen ikke. Jeg har stadig ikke helt gennemskuet hvorfor. Formentligt fordi han boede så tæt på. Jeg var bange for at blive opslugt. Forpligtelser og druknefornemmelser. På forhånd.
Imellemtiden fandt jeg en ny kæreste. Fra Vejle. Distance og den slags. Han var en god mand, men jeg havde alligevel druknefornemmelser og jeg var ved at gå til i alle de "definitioner" jeg selv havde opstillet. På dette tidspunkt er jeg ved at have miste troen på kærlighed fuldstændigt. Jeg har altid været en drømmer, og har altid etellerandet sted stædigt troet på at den nok skulle være derude et sted. Det håb var ved at forsvinde, og jeg havde nogle måneder i dyb desillusion. Det har virkeligt været en hård vinter. En ensom vinter. Perspektivet til at jeg skulle leve og dø alene er simpelthen deprimerende.
For et par måneder siden begyndte indstillingen at ændre sig. Jeg begyndte at blive mere og mere ligeglad. Længslen indeni mig forandrede sig. Jeg skrev og læste, og jeg fandt ind til mig selv. Langsomt. Jeg har fået kontakt med nogle sider af mig selv, som jeg ikke har beskæftiget mig med siden jeg var helt ung. Inden jeg blev mor. Og jeg kunne mærke at disse facetter i mig skulle bydes velkommen, så jeg kunne blive et nogenlunde helt menneske, inden også Miranda flytter hjemmefra, og funktionen/identiteten Mor forsvandt. Så jeg begyndte at lytte til musik igen. Lytte til og læse digte. Var inde og røre ved følelser. Begyndte at mærke mig selv. Mit helt dybe autentiske jeg. (Kors, jeg hader det ord - autentisk. Det er næsten lige så slemt som ordet proces, men det er immervæk dækkende her.) Uden at skamme mig, og uden at gøre en stor ting ud af det. Begyndte simpelthen bare at lukke mig selv ind igen. Gøre plads. Og længslen efter en mand blev langsomt reduceret til en irritation over at savne at blive holdt om. Jeg blev faktisk frustreret over ikke at være en ø.
Så, måske fordi der ikke var alverden på spil for mig, det var ikke et spørgsmål om at blive hel eller blive fikset, tog jeg ind og mødte Gert for 3-4 uger siden. Vi snakkede i 4 timer. Om politik. Og det var fantastisk. Den næste gang vi mødtes snakkede vi politik og musik og fortidsfuck i 9 timer. Ni timer! Og sådan er det fortsat. Vi snakker og snakker og snakker. Og imellem alle snakkene, når jeg har været alene lidt og mine gamle dæmoner rører på sig, så bliver der også snakket om dem. Der er plads til mine clusterfucks og der er plads til at kæmpe mod dæmoner - på den mest udramatiske måde jeg nogensinde har oplevet, og uden at jeg skal fikses. Uden at der bliver gjort en stor ting ud af det. "Det finder vi ud af sammen", siger han. Og hver gang han siger det, kan jeg mærke at mine skuldre kommer lidt længere ned.
Jeg ved ikke om Gert er the one. Det tror jeg aldrig rigtigt man kan vide egentligt. Og slet ikke så tidligt. Vi er på nogle områder rørende ens, og på andre virkeligt forskellige. Men for første gang nogensinde tænker jeg at det egentligt er ligemeget. For der er plads nok til os begge. Vi behøver ikke begge to blive til Mig, eller Ham. Vi kan godt være her begge to. Det behøver ikke at blive defineret med det samme. Jeg/Han/Vi behøver ikke at være på en bestemt måde, for at være "rigtige". Hele min verden omhandler ikke ham, og hans har andre værdier end mig. Jeg har plads og lyst til at åbne op for veninder også. Jeg har plads til at være andet og mere. Jeg savner ham, når han ikke er her, men jeg går ikke i stykker. Jeg har stadig en fornemmelse af hvor min hud stopper og hans begynder.
Det er virkeligt en god begyndelse.
fredag den 8. april 2016
Problemet med at være et Offer.
Som altid, når jeg skriver, så sker der en eller anden form for mental oprydning, og jeg får samlet og sorteret alle de scramblede fragmenter af tanker og følelser, der roder og støjer.
Jeg har lige erkendt hvorfor jeg hader mine diagnoser - og især Borderlinediagnosen - så inderligt, som jeg gør: De gør mig til et offer. Og jeg har det så ambivalent med begrebet Offer. Det er et tveægget sværd.
Jeg er et offer. Jeg vil ikke være et offer. Det fratager mig kontrollen over mit eget liv. Men - jeg ér et offer.
På den ene side:
Jeg ér et offer. For min mors misbrug og ligegyldighed. Jeg blev svært skadet så tidligt, at jeg intet forsvar havde. Ingen mulighed for at forsvare mig og ændre det endelige udfald. Jeg ér skadet. Jeg ér ødelagt. Og jeg er slet ikke sikker på det kan fikses. Jeg ér ødelagt, og det var ikke min skyld, eller mit valg, eller mit ansvar. Jeg har brugt hele mit liv på damagecontrol. Og det er ligesom det eneste der er at gøre. Jeg kan ikke ændre på skaderne, jeg kan ikke gøre dem mindre. Desværre er der i samfundet en stor og bred enighed om at man "bare" skal tage sig sammen, og lade være med at se sig selv som offer. Det er et fy-ord. Og når man problematiserer det at være et offer, så lægger man automatisk ansvaret over på mig. Jeg skal sørge for at blive rask. Jeg skal rejse mig, og ikke se mig tilbage. Og hvor ér det bare ikke en konstruktiv måde at anskue problemet på, for det puster blot endnu mere til min indre kamp. Jeg kan ikke lykkes. Jeg er selv ude om det. Jeg er uværdig og uelskelig. Det er min egen skyld. Skam.
På den anden side:
Jeg hader at være et offer! Jeg vil ikke underkastes. Jeg kæmper fanme! Og jeg håber inderligt at al min kamp og damagecontrol engang vil tillade mig at leve et tåleligt liv. Jeg bliver aldrig fikset, hel eller "normal" (whatever that is), men jeg håber fanme at min kamp udmønter sig i en følelse af indre accept og at mit flossede Jeg bliver så stærkt og kapabelt at det også kan rumme andre - selvom det føles farligt og fremmed. Relationer.
Jeg har lige erkendt hvorfor jeg hader mine diagnoser - og især Borderlinediagnosen - så inderligt, som jeg gør: De gør mig til et offer. Og jeg har det så ambivalent med begrebet Offer. Det er et tveægget sværd.
Jeg er et offer. Jeg vil ikke være et offer. Det fratager mig kontrollen over mit eget liv. Men - jeg ér et offer.
På den ene side:
Jeg ér et offer. For min mors misbrug og ligegyldighed. Jeg blev svært skadet så tidligt, at jeg intet forsvar havde. Ingen mulighed for at forsvare mig og ændre det endelige udfald. Jeg ér skadet. Jeg ér ødelagt. Og jeg er slet ikke sikker på det kan fikses. Jeg ér ødelagt, og det var ikke min skyld, eller mit valg, eller mit ansvar. Jeg har brugt hele mit liv på damagecontrol. Og det er ligesom det eneste der er at gøre. Jeg kan ikke ændre på skaderne, jeg kan ikke gøre dem mindre. Desværre er der i samfundet en stor og bred enighed om at man "bare" skal tage sig sammen, og lade være med at se sig selv som offer. Det er et fy-ord. Og når man problematiserer det at være et offer, så lægger man automatisk ansvaret over på mig. Jeg skal sørge for at blive rask. Jeg skal rejse mig, og ikke se mig tilbage. Og hvor ér det bare ikke en konstruktiv måde at anskue problemet på, for det puster blot endnu mere til min indre kamp. Jeg kan ikke lykkes. Jeg er selv ude om det. Jeg er uværdig og uelskelig. Det er min egen skyld. Skam.
På den anden side:
Jeg hader at være et offer! Jeg vil ikke underkastes. Jeg kæmper fanme! Og jeg håber inderligt at al min kamp og damagecontrol engang vil tillade mig at leve et tåleligt liv. Jeg bliver aldrig fikset, hel eller "normal" (whatever that is), men jeg håber fanme at min kamp udmønter sig i en følelse af indre accept og at mit flossede Jeg bliver så stærkt og kapabelt at det også kan rumme andre - selvom det føles farligt og fremmed. Relationer.
Navlepilleri og kamelslugning.
Foråret er så småt igang - og jeg havde fuldstændigt fået minderne om sidste års agony slettet fra min interne harddisk. Fibromyalgi og omskifteligt vejr er virkeligt ikke særligt kompatible. Temmeligt mange af mine dage går med at forsøge at bevare mit mentale helbred - smerter kan gøre én vanvittig.
Heldigvis har foråret andet og mere end smerter med til mig. Jeg katalyserer stadig i den der proces jeg er igang med. Og selvom det er opslidende at være i, bringer det også en sælsom form for ro med sig.
Jeg er mere afgrænset, end jeg har været det længe. Det er som om jeg har fået en bedre fornemmelse af hvor jeg går til. Hvor jeg slutter og andre begynder. Det er rart. Det er et godt tegn, tænker jeg.
...
Jeg sluger også kameler. Og erkender. Og alt det der som er så uendeligt kedeligt at skrive om - og sikkert også at læse om. Mit navlepilleri. En af kamelerne hedder Borderline Personlighedsforstyrrelse. Det er den af mine diagnoser jeg beskæftiger mig mindst med - det er den jeg har allersværest ved at erkende. Den mest skamfulde. Samtidig er det desværre også den der er mest dominerende i min personlighed. Jeg plejer at fokusere på PTSD-delen og de kroniske smerter. De fylder ved gud også meget, men Borderline er den stille dræber. Den internaliserede børnelærdom. Den der ødelægger livet, relationerne og fremtiden (med eller uden arbejdsduelighed) for mig. Det er i den min tvivl, mit manglende selvværd, mine katastrofetanker, min manglende tillid og farvede forståelse og perception ligger. Det er den der har defineret hvem jeg er, på trods af min livslange kamp for at bekæmpe den.
Jeg bliver aldrig bedre, hvis jeg ikke ser trolden i øjnene. Stirrer den lige ind i dens grimme fjæs, og siger dens navn højt. Det er sådan jeg - på trods af alt - er nået dertil hvor jeg er i dag. Hvor end det er. Jeg er ret sikker på, at hvis ikke jeg havde været fandenivoldsk og stædig, hvad angår mit mentale helbred, så ville jeg sidde med en nål i armen i dag. Det er hårdt at bekrige sig selv et helt liv. At bruge et liv på at forsøge at afkræfte sine forældre i at man ikke er værdig eller værd at elske. Den slags børnelærdom har det med at hænge ved, uanset hvor meget man kæmper. Og lad os bare sige at min mor var grundig. At skulle kæmpe mod det - som er totalt internaliseret - bliver til en kamp mod ens egne instinkter. Det er opslidende, og benhårdt arbejde. Der er ikke noget at sige til at jeg lever rationelt, i stedet for at føle. Følelserne er simpelthen for farlige. Og altudslettende. At skulle insistere på at man er god nok - at man fortjener at være her, bare fordi man er menneske, at man ikke behøver "præstere" for at være værdig, at men fortjener kærlighed og relationer og lykkebobler, på lige fod med alle andre, selvom stemmen indeni råber "LØGNER!" tilbage med det samme.
Jeg er træt.
Af at insistere og kæmpe.
Jeg er vred.
Over at være nødt til at fortsætte.
At give op er ikke en mulighed.
Jeg er træt.
...
Jeg har fået en knallert. Min frihed er blevet større, og min radius ligeså. Jeg ser frem til mere lys og varme - færre invaliderende smerter og lidt mere håb for fremtiden.
Når vejret bliver varmere og mere stabilt, vil jeg besøge min store datter i Århus. Hun læser på universitetet, og bor i et skønt bofællesskab. Jeg har ikke haft mulighed for at besøge hende en eneste gang endnu. Det vil jeg snart.
Når det bliver varmere, og jeg bliver lidt mere menneske igen.
Heldigvis har foråret andet og mere end smerter med til mig. Jeg katalyserer stadig i den der proces jeg er igang med. Og selvom det er opslidende at være i, bringer det også en sælsom form for ro med sig.
Jeg er mere afgrænset, end jeg har været det længe. Det er som om jeg har fået en bedre fornemmelse af hvor jeg går til. Hvor jeg slutter og andre begynder. Det er rart. Det er et godt tegn, tænker jeg.
...
Jeg sluger også kameler. Og erkender. Og alt det der som er så uendeligt kedeligt at skrive om - og sikkert også at læse om. Mit navlepilleri. En af kamelerne hedder Borderline Personlighedsforstyrrelse. Det er den af mine diagnoser jeg beskæftiger mig mindst med - det er den jeg har allersværest ved at erkende. Den mest skamfulde. Samtidig er det desværre også den der er mest dominerende i min personlighed. Jeg plejer at fokusere på PTSD-delen og de kroniske smerter. De fylder ved gud også meget, men Borderline er den stille dræber. Den internaliserede børnelærdom. Den der ødelægger livet, relationerne og fremtiden (med eller uden arbejdsduelighed) for mig. Det er i den min tvivl, mit manglende selvværd, mine katastrofetanker, min manglende tillid og farvede forståelse og perception ligger. Det er den der har defineret hvem jeg er, på trods af min livslange kamp for at bekæmpe den.
Jeg bliver aldrig bedre, hvis jeg ikke ser trolden i øjnene. Stirrer den lige ind i dens grimme fjæs, og siger dens navn højt. Det er sådan jeg - på trods af alt - er nået dertil hvor jeg er i dag. Hvor end det er. Jeg er ret sikker på, at hvis ikke jeg havde været fandenivoldsk og stædig, hvad angår mit mentale helbred, så ville jeg sidde med en nål i armen i dag. Det er hårdt at bekrige sig selv et helt liv. At bruge et liv på at forsøge at afkræfte sine forældre i at man ikke er værdig eller værd at elske. Den slags børnelærdom har det med at hænge ved, uanset hvor meget man kæmper. Og lad os bare sige at min mor var grundig. At skulle kæmpe mod det - som er totalt internaliseret - bliver til en kamp mod ens egne instinkter. Det er opslidende, og benhårdt arbejde. Der er ikke noget at sige til at jeg lever rationelt, i stedet for at føle. Følelserne er simpelthen for farlige. Og altudslettende. At skulle insistere på at man er god nok - at man fortjener at være her, bare fordi man er menneske, at man ikke behøver "præstere" for at være værdig, at men fortjener kærlighed og relationer og lykkebobler, på lige fod med alle andre, selvom stemmen indeni råber "LØGNER!" tilbage med det samme.
Jeg er træt.
Af at insistere og kæmpe.
Jeg er vred.
Over at være nødt til at fortsætte.
At give op er ikke en mulighed.
Jeg er træt.
...
Jeg har fået en knallert. Min frihed er blevet større, og min radius ligeså. Jeg ser frem til mere lys og varme - færre invaliderende smerter og lidt mere håb for fremtiden.
Når vejret bliver varmere og mere stabilt, vil jeg besøge min store datter i Århus. Hun læser på universitetet, og bor i et skønt bofællesskab. Jeg har ikke haft mulighed for at besøge hende en eneste gang endnu. Det vil jeg snart.
Når det bliver varmere, og jeg bliver lidt mere menneske igen.
søndag den 13. marts 2016
Jeg er her.
Jeg trækker mit vejr.
Dybt.
Jeg er her.
Endnu.
Jeg er alene, men ensomheden er ikke så lammende mere, som den har været længe.
Jeg har slettet min Tinderprofil, og mine forventninger.
Jeg har slettet mine forventninger.
Til livet.
Jeg har slettet mine forhåbninger.
Om døden.
Jeg har slettet mine forventninger.
Jeg forventer intet mere.
Jeg forsøger bare at være.
Her.
Uden at ønske mig væk, eller ikke-alene.
Uden at have urealistiske forventninger.
Jeg forventer intet mere.
Jeg forventer intet.
Jeg forsøger blot at være.
Her.
Mens jeg trækker mit vejr.
Dybt.
Dybt.
Jeg er her.
Endnu.
Jeg er alene, men ensomheden er ikke så lammende mere, som den har været længe.
Jeg har slettet min Tinderprofil, og mine forventninger.
Jeg har slettet mine forventninger.
Til livet.
Jeg har slettet mine forhåbninger.
Om døden.
Jeg har slettet mine forventninger.
Jeg forventer intet mere.
Jeg forsøger bare at være.
Her.
Uden at ønske mig væk, eller ikke-alene.
Uden at have urealistiske forventninger.
Jeg forventer intet mere.
Jeg forventer intet.
Jeg forsøger blot at være.
Her.
Mens jeg trækker mit vejr.
Dybt.
onsdag den 17. februar 2016
Trajectory.
Hvis nogen spurgte mig, hvad der skulle til, hvor der skulle være grebet ind og hvordan, for at ændre mit livs trajectory - så ville der flere flere steder man kunne have sat ind.
- Da jeg var spæd. En narkoman, en brugende narkoman, skal ikke have så mange chancer som min mor fik. Det ødelagde det lille barn jeg var, at blive kastet rundt mellem alle mulige og umulige mennesker, fordi min mor ikke magtede opgaven. Der ville jeg i stedet ønske at nogen havde taget ansvaret, og havde fjernet mig permanent. At nogen havde turdet være den Voksne. Eventuelt med besøgsaftaler med min familie, så jeg ikke blev helt hægtet af. Dét at man i stedet insisterede på at mor og barn skulle blive sammen for enhver pris, resulterede i et totaltskadet barn, og en mor som ikke var opgaven voksen. Alle tabte. Også myndighederne, her 39 år senere, hvor jeg sidder og er syg og på overførselsindkomst.
- Da jeg kom i skole, og var det sære barn. Det udadreagerende og sorte barn. Der ofte havde blå mærker og havde svært ved at relatere til voksne. Jeg ville ønske mine skolelærere/psykologer havde set bag min mors facader, og havde taget hånd om mig. Jeg mistrivedes. I stedet så man et problembarn, der skulle afrettes, og en veltalende mor med undskyldningerne og forklaringerne i orden. “Det er HENDE der er problemet!”, sagde hun og pegede på mig.
- Da jeg var teenager, og boede i gaden. Jeg kunne ikke varetage mit HF-studie, og mit fritidsarbejde mistede jeg også. Det var for svært at få det hele til at hænge sammen, når man overnattede på en bænk i parken, i opgange eller hos venner. Efter et par mdr, blev det for meget for min mor/kommunen, og jeg blev placeret i en plejefamilie langt ude på landet. En plejefamilie, med alt for mange plejebørn, alt for meget fokus på plejebørnenes arbejdsfunktion på gården og ifbm den B&B familien drev - og alt for lidt fokus på børnene og deres (/vores) trivsel. Der var ingen nær og konstruktiv voksenkontakt. Der var ingen tryghed. Jeg havde sådan brug for at lære at voksne var the good guys. At man ville mig det godt. At man viste mig interesse og fortalte mig at jeg var OK. Jeg boede i en kostald, og efter en måneds tid fik jeg nok, og tog mine ting og gik derfra. Jeg så mig aldrig tilbage.
- Da jeg igen dukkede op på jordens overflade, efter at være stukket af fra plejefamilien, blev jeg sendt på Ungdomshøjskole. Jeg var 17 år, og jeg var bange for alt. Min tro på de voksne var væk, og det samme var vel egentligt mit håb. Jeg blev 18 på højskolen, og havde modtaget kontanthjælp i næsten et år inden. Da de 8 mdrs højskoleophold var slut, var kommunens ansvar ophørt, for nu var jeg voksen. De installerede mig i en af kommunens lejligheder, som var alt for dyr til min kontanthjælp. Jeg havde knap 800 kr tilbage, efter huslejen var betalt. Og så slap de mig. Jeg ville ønske der her var en voksen der lige havde taget fat i mig, og sagt: “Hvad skal vi stille op med dig? Hvad har du lyst til? Vis mig hvad du kan!” Men der var ingen forventninger til mig, så jeg drev bare rundt, og havnede i Holland. Hvor jeg blev gravid, og flygtede hjem til Danmark for at få en abort.
- Da jeg havde været hjemme i Danmark nogle mdr, mødte jeg Maries far. Jeg bliver svimlende forelsket, og bliver lynhurtigt gravid igen. Jeg er stadig på kontanthjælp, og driver formålsløst rundt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gribe og gøre i. Der er ingen forventninger til mig, og jeg afskærer mig selv mere og mere fra en retning, der gav mening. Jeg ville ønske at nogen havde taget fat i mig og sagt “Nå, Line. Nu er du vist voksen nok til at der skal ske noget. Hvad vil du? Hvad kan du?” - men jeg drev videre. Væk fra arbejdsmarkedet, uddannelser og fremtid. Og mistede mere og mere troen på mig selv.
…
Og sådan gik mine 20’ere…
Jeg flygtede fra Ikast, da Marie var knap 2 år gammel. Hendes far var rigtig usund for mig, jeg udviklede en spiseforstyrrelse og fik mine første angstanfald. Jeg havde svært ved at være i mig selv, og måtte væk. Jeg havnede i Århus. Jeg vidste jeg var nødt til at gøre etellerandet, for at udfylde mine dage, så jeg aftalte med min socialrådgiver at jeg skulle starte på Byhøjskolen. En forberedende kunstskole til akademiet. Jeg elskede det. Men jeg var ikke ambitiøs nok. Jeg var på en måde ikke ung nok. Jeg havde et barn, og havde svært ved at blive en del af det miljø der var. Jeg var hele tiden ude i periferien. Ikke rigtigt med. Og stadig drev jeg længere og længere væk fra arbejdsmarkedet og virkeligheden.
Da Byhøjskolen var slut, og jeg havde haft nogle flere måneders driven formålsløst omkring, startede jeg på Grafisk Skole. Det var en ambitiøs skole, og jeg lærte så meget. Mens jeg gik der, blev jeg gravid med Miranda. Og blev alene igen. Jeg havde svært ved at overskue et liv alene med to børn, og drømmen om at komme på akademiet eller designhøjskolen døde langsomt ud. Jeg havde hverken talentet, albuerne eller et liv der kunne bære det.
Jeg var stadig på kontanthjælp, og jeg kunne mærke hvordan skruen begyndte at stramme lige så stille. Kravene begyndte at dukke op. Og i mangel på pejling, tænkte jeg at det ville give mening at få taget den HF, jeg sprang fra som ung, så jeg startede på VUC enkeltfag. Jeg begyndte at drømme. Jeg var for alvor igang med terapi, og min ambition om mønsterbrud var begyndt samtidigt med at jeg blev mor. Jeg kunne mærke at mit intellekt kunne bære, og fik langsomt pejlet mig ind på at akademiker måske var muligt. Det havde jeg aldrig turde drømme om som barn eller ung. For det første fordi at livet og de tæv det gav, var i vejen - men også fordi at Universitetet var sådan et sted “de rige” kom hen. Sgudda ikke en billig tøs som mig.
Så jeg tog VUC. Over mange år. For jeg kunne nøjes med 17 undervisningstimer, og stadig få SU, fordi jeg havde små børn. SU-lånet begyndte at vokse. På min 27-års fødselsdag blev jeg indlagt - med beskeden om, at hvis ikke jeg var kommet ind den nat, så var jeg aldrig vågnet igen. Jeg havde gået med en ubehandlet stofskiftesygdom i mange år, og mine organer var ved at sætte ud. Mine levertal var skyhøje og mit hjerte var ved at give op. Det var det der gjorde så ondt. Det var derfor jeg blev indlagt. Jeg havde ondt i hjertet. Sygdommen - og nærdødsoplevelsen - slog mig helt ud, og det tog lang tid for mig at komme helt tilbage til studierne igen. Og distancen mellem mig og arbejdsmarkedet blev bare større og større. Jeg arbejdede lidt freelance som ren-tegner for et firma der indrettede daginstitutioner, ved siden af studierne. Min daværende kæreste arbejdede for firmaet, og gav mig chancen. Det gav godt, udover SU’en, og det var et spændende og relativt nemt arbejde for mig. Men da forholdet gik i stykker, forsvandt jobbet også. Jeg var frivillig hos Mødrehjælpen en kort periode, men det tog for meget tid, ved siden af studierne, når jeg også skulle hente børn og være fuldtidsmor. Miranda har aldrig haft kontakt med sin far, så hun var min fuld tid. Da jeg var syg, og holdt pause fra studierne, var jeg i aktivering/jobtilskud i et fotokunstgalleri. Her mødte jeg Signe. Hun var et år yngre end mig, og uddannet kaospilot. Hun var hamrende dygtig og ambitiøs - og så så hun mig. Vi havde mange lange samtaler, og hun gødede håbet om at jeg “kunne blive til noget”. At jeg rent faktisk kunne lykkes med mit mønsterbrud. Jeg kunne blive akademiker. Der er aldrig nogen der har troet på mig, som Signe gjorde det. Det havde dyb impact på min intellektuelle selvforståelse. Desværre er et selvværd ikke lige sådan at genoprette, så da jeg stoppede med at arbejde dernede (fordi jeg genoptog studierne) forsvandt troen på mig selv langsomt igen.
…
Og sådan gik mine 30’ere…
Jeg fik endelig færdiggjort de enkeltfag der skulle til for at søge ind på Universitetet, med et kort afbræk inden jeg fik gjort de sidste to fag færdige på selvstudie, fordi marie fik epilepsi og det tog fokus fra mig. Eller i hvertfald troede jeg at jeg havde de fag der skulle til, for da jeg stod på Syddansk Universitet med ansøgningen til Religionsstudier i hånden, havde jeg lige overset den detalje at jeg manglede et sprogfag. “Men hey, du kan søge ind på old!”, sagde damen bag skranken. Havde ingen pejling, så det gjorde jeg - og døde langsomt over de to semestre det tog mig at færdiggøre oldgræsk, som viste sig adgangsgivende til Religionsstudier. Hvorfor jeg søgte ind på religionsstudier? Det var det mest humanistiske studie, der fandtes på SDU, der ikke involverede at man havde tysk på gymnasieniveau. Så det blev det. Det var et spændende studie, men jeg brændte ikke for det helt inde i kernen. Jeg følte mig fortabt, og de kroniske smerter der havde været undervejs længe, tog mere og mere til i styrke. Jeg slugte en rulle treo hver dag. Jeg var udmattet, angst og i knæ. Jeg var bange for fremtiden. Jeg var bange for hvad der skulle ske på den anden side af et studie jeg ikke brændte for. Hvordan skulle jeg nogensinde finde et job, når jeg ikke har et CV, ingen referencer. Jeg følte ikke jeg slog til, og følte mig fuldstændigt intimideret af mine medstuderendes ungdom og muligheder. Jeg fandt mig et arbejde ved siden af studiet. Som fundraiser for NGO’er og velgørenhed. Jeg var dygtig. Faktisk var jeg landets bedste i flere måneder (firmaet havde 4 afdelinger - og jeg var den bedste af alle de ansatte alle 4 steder), og det gjorde mig hamrende stolt. Men lykken var kort. Jeg kunne ikke klare både et fuldtidsstudie, at være alene med to børn og et job. Jeg kunne ikke klare presset. Jeg blev mere og mere syg.
…
Og nu bliver jeg snart 40.
Jeg er sygemeldt. Er droppet ud af mit studie. Er løbet tør for SU og ekstra klip. Er på kontanthjælp - syg af kroniske smerter og diverse psykiske diagnoser. Uden pejling.
Så hvad skal der til for at ændre trajectory nu:
En rummelig arbejdsplads. Et sted, hvor man kan se mine muligheder og evner, og ikke kun mine begrænsninger. Dem har jeg haft alt for meget fokus på alt for længe. Jeg har brug for at nogen har brug for mig, og det jeg kan. Jeg har brug for at genfinde lidt værdighed.
Hvad kan jeg, spørger du? Jeg kan skrive. Jeg kan formulere tekster. Jeg er endda god til det, siges der. Jeg kan oven i købet tegne lidt, hvis det er nødvendigt. Jeg kan så meget, hvis blot der er nogen der tror på mig, - ligesom Signe gjorde den gang jeg arbejdede på Galleri Image. Hun så mig. Hun dyrkede mine evner, og jeg voksede. Jeg er sikker på at jeg kan en masse ting. Men jeg har brug for støttehjul og masser af hep. Længe. Jeg kan ikke klare flere frie fald, hvor jeg bliver sluppet, inden vingerne er klar til at bære mig. Jeg har brug for at der er nogen der tager min hånd lidt, og fortæller mig alting nok skal gå. At jeg ikke skal bekymre mig. At jeg godt kan.
- Da jeg var spæd. En narkoman, en brugende narkoman, skal ikke have så mange chancer som min mor fik. Det ødelagde det lille barn jeg var, at blive kastet rundt mellem alle mulige og umulige mennesker, fordi min mor ikke magtede opgaven. Der ville jeg i stedet ønske at nogen havde taget ansvaret, og havde fjernet mig permanent. At nogen havde turdet være den Voksne. Eventuelt med besøgsaftaler med min familie, så jeg ikke blev helt hægtet af. Dét at man i stedet insisterede på at mor og barn skulle blive sammen for enhver pris, resulterede i et totaltskadet barn, og en mor som ikke var opgaven voksen. Alle tabte. Også myndighederne, her 39 år senere, hvor jeg sidder og er syg og på overførselsindkomst.
- Da jeg kom i skole, og var det sære barn. Det udadreagerende og sorte barn. Der ofte havde blå mærker og havde svært ved at relatere til voksne. Jeg ville ønske mine skolelærere/psykologer havde set bag min mors facader, og havde taget hånd om mig. Jeg mistrivedes. I stedet så man et problembarn, der skulle afrettes, og en veltalende mor med undskyldningerne og forklaringerne i orden. “Det er HENDE der er problemet!”, sagde hun og pegede på mig.
- Da jeg var teenager, og boede i gaden. Jeg kunne ikke varetage mit HF-studie, og mit fritidsarbejde mistede jeg også. Det var for svært at få det hele til at hænge sammen, når man overnattede på en bænk i parken, i opgange eller hos venner. Efter et par mdr, blev det for meget for min mor/kommunen, og jeg blev placeret i en plejefamilie langt ude på landet. En plejefamilie, med alt for mange plejebørn, alt for meget fokus på plejebørnenes arbejdsfunktion på gården og ifbm den B&B familien drev - og alt for lidt fokus på børnene og deres (/vores) trivsel. Der var ingen nær og konstruktiv voksenkontakt. Der var ingen tryghed. Jeg havde sådan brug for at lære at voksne var the good guys. At man ville mig det godt. At man viste mig interesse og fortalte mig at jeg var OK. Jeg boede i en kostald, og efter en måneds tid fik jeg nok, og tog mine ting og gik derfra. Jeg så mig aldrig tilbage.
- Da jeg igen dukkede op på jordens overflade, efter at være stukket af fra plejefamilien, blev jeg sendt på Ungdomshøjskole. Jeg var 17 år, og jeg var bange for alt. Min tro på de voksne var væk, og det samme var vel egentligt mit håb. Jeg blev 18 på højskolen, og havde modtaget kontanthjælp i næsten et år inden. Da de 8 mdrs højskoleophold var slut, var kommunens ansvar ophørt, for nu var jeg voksen. De installerede mig i en af kommunens lejligheder, som var alt for dyr til min kontanthjælp. Jeg havde knap 800 kr tilbage, efter huslejen var betalt. Og så slap de mig. Jeg ville ønske der her var en voksen der lige havde taget fat i mig, og sagt: “Hvad skal vi stille op med dig? Hvad har du lyst til? Vis mig hvad du kan!” Men der var ingen forventninger til mig, så jeg drev bare rundt, og havnede i Holland. Hvor jeg blev gravid, og flygtede hjem til Danmark for at få en abort.
- Da jeg havde været hjemme i Danmark nogle mdr, mødte jeg Maries far. Jeg bliver svimlende forelsket, og bliver lynhurtigt gravid igen. Jeg er stadig på kontanthjælp, og driver formålsløst rundt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gribe og gøre i. Der er ingen forventninger til mig, og jeg afskærer mig selv mere og mere fra en retning, der gav mening. Jeg ville ønske at nogen havde taget fat i mig og sagt “Nå, Line. Nu er du vist voksen nok til at der skal ske noget. Hvad vil du? Hvad kan du?” - men jeg drev videre. Væk fra arbejdsmarkedet, uddannelser og fremtid. Og mistede mere og mere troen på mig selv.
…
Og sådan gik mine 20’ere…
Jeg flygtede fra Ikast, da Marie var knap 2 år gammel. Hendes far var rigtig usund for mig, jeg udviklede en spiseforstyrrelse og fik mine første angstanfald. Jeg havde svært ved at være i mig selv, og måtte væk. Jeg havnede i Århus. Jeg vidste jeg var nødt til at gøre etellerandet, for at udfylde mine dage, så jeg aftalte med min socialrådgiver at jeg skulle starte på Byhøjskolen. En forberedende kunstskole til akademiet. Jeg elskede det. Men jeg var ikke ambitiøs nok. Jeg var på en måde ikke ung nok. Jeg havde et barn, og havde svært ved at blive en del af det miljø der var. Jeg var hele tiden ude i periferien. Ikke rigtigt med. Og stadig drev jeg længere og længere væk fra arbejdsmarkedet og virkeligheden.
Da Byhøjskolen var slut, og jeg havde haft nogle flere måneders driven formålsløst omkring, startede jeg på Grafisk Skole. Det var en ambitiøs skole, og jeg lærte så meget. Mens jeg gik der, blev jeg gravid med Miranda. Og blev alene igen. Jeg havde svært ved at overskue et liv alene med to børn, og drømmen om at komme på akademiet eller designhøjskolen døde langsomt ud. Jeg havde hverken talentet, albuerne eller et liv der kunne bære det.
Jeg var stadig på kontanthjælp, og jeg kunne mærke hvordan skruen begyndte at stramme lige så stille. Kravene begyndte at dukke op. Og i mangel på pejling, tænkte jeg at det ville give mening at få taget den HF, jeg sprang fra som ung, så jeg startede på VUC enkeltfag. Jeg begyndte at drømme. Jeg var for alvor igang med terapi, og min ambition om mønsterbrud var begyndt samtidigt med at jeg blev mor. Jeg kunne mærke at mit intellekt kunne bære, og fik langsomt pejlet mig ind på at akademiker måske var muligt. Det havde jeg aldrig turde drømme om som barn eller ung. For det første fordi at livet og de tæv det gav, var i vejen - men også fordi at Universitetet var sådan et sted “de rige” kom hen. Sgudda ikke en billig tøs som mig.
Så jeg tog VUC. Over mange år. For jeg kunne nøjes med 17 undervisningstimer, og stadig få SU, fordi jeg havde små børn. SU-lånet begyndte at vokse. På min 27-års fødselsdag blev jeg indlagt - med beskeden om, at hvis ikke jeg var kommet ind den nat, så var jeg aldrig vågnet igen. Jeg havde gået med en ubehandlet stofskiftesygdom i mange år, og mine organer var ved at sætte ud. Mine levertal var skyhøje og mit hjerte var ved at give op. Det var det der gjorde så ondt. Det var derfor jeg blev indlagt. Jeg havde ondt i hjertet. Sygdommen - og nærdødsoplevelsen - slog mig helt ud, og det tog lang tid for mig at komme helt tilbage til studierne igen. Og distancen mellem mig og arbejdsmarkedet blev bare større og større. Jeg arbejdede lidt freelance som ren-tegner for et firma der indrettede daginstitutioner, ved siden af studierne. Min daværende kæreste arbejdede for firmaet, og gav mig chancen. Det gav godt, udover SU’en, og det var et spændende og relativt nemt arbejde for mig. Men da forholdet gik i stykker, forsvandt jobbet også. Jeg var frivillig hos Mødrehjælpen en kort periode, men det tog for meget tid, ved siden af studierne, når jeg også skulle hente børn og være fuldtidsmor. Miranda har aldrig haft kontakt med sin far, så hun var min fuld tid. Da jeg var syg, og holdt pause fra studierne, var jeg i aktivering/jobtilskud i et fotokunstgalleri. Her mødte jeg Signe. Hun var et år yngre end mig, og uddannet kaospilot. Hun var hamrende dygtig og ambitiøs - og så så hun mig. Vi havde mange lange samtaler, og hun gødede håbet om at jeg “kunne blive til noget”. At jeg rent faktisk kunne lykkes med mit mønsterbrud. Jeg kunne blive akademiker. Der er aldrig nogen der har troet på mig, som Signe gjorde det. Det havde dyb impact på min intellektuelle selvforståelse. Desværre er et selvværd ikke lige sådan at genoprette, så da jeg stoppede med at arbejde dernede (fordi jeg genoptog studierne) forsvandt troen på mig selv langsomt igen.
…
Og sådan gik mine 30’ere…
Jeg fik endelig færdiggjort de enkeltfag der skulle til for at søge ind på Universitetet, med et kort afbræk inden jeg fik gjort de sidste to fag færdige på selvstudie, fordi marie fik epilepsi og det tog fokus fra mig. Eller i hvertfald troede jeg at jeg havde de fag der skulle til, for da jeg stod på Syddansk Universitet med ansøgningen til Religionsstudier i hånden, havde jeg lige overset den detalje at jeg manglede et sprogfag. “Men hey, du kan søge ind på old!”, sagde damen bag skranken. Havde ingen pejling, så det gjorde jeg - og døde langsomt over de to semestre det tog mig at færdiggøre oldgræsk, som viste sig adgangsgivende til Religionsstudier. Hvorfor jeg søgte ind på religionsstudier? Det var det mest humanistiske studie, der fandtes på SDU, der ikke involverede at man havde tysk på gymnasieniveau. Så det blev det. Det var et spændende studie, men jeg brændte ikke for det helt inde i kernen. Jeg følte mig fortabt, og de kroniske smerter der havde været undervejs længe, tog mere og mere til i styrke. Jeg slugte en rulle treo hver dag. Jeg var udmattet, angst og i knæ. Jeg var bange for fremtiden. Jeg var bange for hvad der skulle ske på den anden side af et studie jeg ikke brændte for. Hvordan skulle jeg nogensinde finde et job, når jeg ikke har et CV, ingen referencer. Jeg følte ikke jeg slog til, og følte mig fuldstændigt intimideret af mine medstuderendes ungdom og muligheder. Jeg fandt mig et arbejde ved siden af studiet. Som fundraiser for NGO’er og velgørenhed. Jeg var dygtig. Faktisk var jeg landets bedste i flere måneder (firmaet havde 4 afdelinger - og jeg var den bedste af alle de ansatte alle 4 steder), og det gjorde mig hamrende stolt. Men lykken var kort. Jeg kunne ikke klare både et fuldtidsstudie, at være alene med to børn og et job. Jeg kunne ikke klare presset. Jeg blev mere og mere syg.
…
Og nu bliver jeg snart 40.
Jeg er sygemeldt. Er droppet ud af mit studie. Er løbet tør for SU og ekstra klip. Er på kontanthjælp - syg af kroniske smerter og diverse psykiske diagnoser. Uden pejling.
Så hvad skal der til for at ændre trajectory nu:
En rummelig arbejdsplads. Et sted, hvor man kan se mine muligheder og evner, og ikke kun mine begrænsninger. Dem har jeg haft alt for meget fokus på alt for længe. Jeg har brug for at nogen har brug for mig, og det jeg kan. Jeg har brug for at genfinde lidt værdighed.
Hvad kan jeg, spørger du? Jeg kan skrive. Jeg kan formulere tekster. Jeg er endda god til det, siges der. Jeg kan oven i købet tegne lidt, hvis det er nødvendigt. Jeg kan så meget, hvis blot der er nogen der tror på mig, - ligesom Signe gjorde den gang jeg arbejdede på Galleri Image. Hun så mig. Hun dyrkede mine evner, og jeg voksede. Jeg er sikker på at jeg kan en masse ting. Men jeg har brug for støttehjul og masser af hep. Længe. Jeg kan ikke klare flere frie fald, hvor jeg bliver sluppet, inden vingerne er klar til at bære mig. Jeg har brug for at der er nogen der tager min hånd lidt, og fortæller mig alting nok skal gå. At jeg ikke skal bekymre mig. At jeg godt kan.
tirsdag den 16. februar 2016
Klaustrofobi.
Jeg læser meget i disse dage. Drømme og rastløshed fæstner mere og mere rod.
Angsten har haft taget i mig så længe. Og jeg forsøger at slippe væk fra den. Og virkeligheden, måske.
I virkeligheden er angsten mere amputerende og invaliderende end smerterne.
Jeg har fantomsmerter. Jeg længes. Efter et liv. Med bevægelse og mennesker. Men jeg er ved at drukne i min egen klaustrofobi. Smerterne er en slags allestedsnærværende biting. Som begrænser mig fysisk. Men det værste er det mentale fængsel, jeg lever i. For jeg lever jo ikke. Ikke rigtigt.
Jeg føler mig som en snylter.
Jeg snylter på andres mod og muligheder.
Og andres fortællinger.
Jeg nasser på deres overskud og det er hamrende patetisk.
Jeg vil så gerne tage kampen selv, men jeg tør fanme ikke alene.
Det kræver en modpart.
En medspiller.
En medsammensvoren.
En fælle.
Jeg er ikke en ø, og jeg er ved at kæntre i mit ensomme hav!
Jeg ønsker mig væk.
Jeg ønsker mig at klumpen i halsen vil forsvinde, og skyggerne for mit indre blik vil blæse væk. Eller blot lette lidt. Løfte sløret for noget Håb, for helvede.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg ville være lige så ødelagt som menneske, hvis jeg flyttede ud i skoven.
Om skoven ville kunne revitalisere mig og regenerere mit ødelagte sind og min syge krop.
Jeg ønsker mig at finde overskuddet til at besøge Andrea og Jeppe en sommer, og prøve mig selv og teenageren af. Se om det bærer.
Jeg ønsker mig at vække hende fra sin iPad-døs og skærpe hendes sanser.
Jeg ønsker mig (et) liv.
Man skal sige sine ønsker højt.
Man skal skrive sine ønsker ned. Og ud.
Ovenpå synger teenageren dybtfølt med på følelsesladede sange.
Får afløb for sit indre.
Ligesom jeg gør det.
Jeg gør det bare med tårer.
Jeg føler mig klaustrofobisk og ønsker mere.
For hende og for mig.
Miranda kan sagtens mærke forandringen slå rod i mig. Hun vejrer forandring i luften. Hun snuser som en ulv mod vinden, og viser tænder. Snerrer.
Hun kan mærke min rastløshed, min klaustrofobi. Og den gør hende bange. Jeg har gjort det så mange gange. For mange gange. Revet hende op med trevlede rødder, og plantet hende om. Et nyt sted. Nye mennesker. Nyt. Nye. Ny. Som om man kunne gøre sig selv om hver gang.
Og Hun synger og synger og synger sin ungdom ud.
Og jeg græder og græder og græder min alderdom ind.
Jeg læste et ord forleden dag, som ramte mig. Artstræthed. Jeg er træt af vores art. Jeg er træt af mennesker. Mennesket. Som art. Artsy fartsy. Så korrumperet og forsmået. Så endegyldigt selvdestruktivt. Så længselsfulde efter vækst. Indre og ydre. Og økonomisk. Kapitalismen kvæler mig, og jeg hverken kan eller vil lege med på deres præmisser.
Jeg hører ikke til, og kan ikke bidrage med noget. Jeg er en paria. Uønsket. Jeg savner kræfterne til at kæmpe. Min indignation er svær at trække gennem mudderet, når kroppen forråder mig. Jeg trækker mig ind i mig selv, og selvhadet og klaustrofobien vokser bare. Mere og mere. Og angsten kvæler mig. Langsomt.
Jeg længes efter luft. Og frihed. Og Kærlighed, for helvede.
Angsten har haft taget i mig så længe. Og jeg forsøger at slippe væk fra den. Og virkeligheden, måske.
I virkeligheden er angsten mere amputerende og invaliderende end smerterne.
Jeg har fantomsmerter. Jeg længes. Efter et liv. Med bevægelse og mennesker. Men jeg er ved at drukne i min egen klaustrofobi. Smerterne er en slags allestedsnærværende biting. Som begrænser mig fysisk. Men det værste er det mentale fængsel, jeg lever i. For jeg lever jo ikke. Ikke rigtigt.
Jeg føler mig som en snylter.
Jeg snylter på andres mod og muligheder.
Og andres fortællinger.
Jeg nasser på deres overskud og det er hamrende patetisk.
Jeg vil så gerne tage kampen selv, men jeg tør fanme ikke alene.
Det kræver en modpart.
En medspiller.
En medsammensvoren.
En fælle.
Jeg er ikke en ø, og jeg er ved at kæntre i mit ensomme hav!
Jeg ønsker mig væk.
Jeg ønsker mig at klumpen i halsen vil forsvinde, og skyggerne for mit indre blik vil blæse væk. Eller blot lette lidt. Løfte sløret for noget Håb, for helvede.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg ville være lige så ødelagt som menneske, hvis jeg flyttede ud i skoven.
Om skoven ville kunne revitalisere mig og regenerere mit ødelagte sind og min syge krop.
Jeg ønsker mig at finde overskuddet til at besøge Andrea og Jeppe en sommer, og prøve mig selv og teenageren af. Se om det bærer.
Jeg ønsker mig at vække hende fra sin iPad-døs og skærpe hendes sanser.
Jeg ønsker mig (et) liv.
Man skal sige sine ønsker højt.
Man skal skrive sine ønsker ned. Og ud.
Ovenpå synger teenageren dybtfølt med på følelsesladede sange.
Får afløb for sit indre.
Ligesom jeg gør det.
Jeg gør det bare med tårer.
Jeg føler mig klaustrofobisk og ønsker mere.
For hende og for mig.
Miranda kan sagtens mærke forandringen slå rod i mig. Hun vejrer forandring i luften. Hun snuser som en ulv mod vinden, og viser tænder. Snerrer.
Hun kan mærke min rastløshed, min klaustrofobi. Og den gør hende bange. Jeg har gjort det så mange gange. For mange gange. Revet hende op med trevlede rødder, og plantet hende om. Et nyt sted. Nye mennesker. Nyt. Nye. Ny. Som om man kunne gøre sig selv om hver gang.
Og Hun synger og synger og synger sin ungdom ud.
Og jeg græder og græder og græder min alderdom ind.
Jeg læste et ord forleden dag, som ramte mig. Artstræthed. Jeg er træt af vores art. Jeg er træt af mennesker. Mennesket. Som art. Artsy fartsy. Så korrumperet og forsmået. Så endegyldigt selvdestruktivt. Så længselsfulde efter vækst. Indre og ydre. Og økonomisk. Kapitalismen kvæler mig, og jeg hverken kan eller vil lege med på deres præmisser.
Jeg hører ikke til, og kan ikke bidrage med noget. Jeg er en paria. Uønsket. Jeg savner kræfterne til at kæmpe. Min indignation er svær at trække gennem mudderet, når kroppen forråder mig. Jeg trækker mig ind i mig selv, og selvhadet og klaustrofobien vokser bare. Mere og mere. Og angsten kvæler mig. Langsomt.
Jeg længes efter luft. Og frihed. Og Kærlighed, for helvede.
fredag den 12. februar 2016
Hemmelighed.
Da jeg var 6-8 år, kørte jeg med min mor og hendes mand forbi det Psykiatiske Hospital i Herning. Jeg kan ikke huske hvad præcis de sagde om stedet, som gjorde mig nysgerrig, men jeg spurgte hvem der var indlagt dér. Svaret kom prompte, og har hængt fast lige under huden på mig lige siden. "Det er sådan nogen der hiver håret af sig selv!", sagde min mor, med et hårdt blik. Jeg blev bange. Og lige siden da har det været min hemmelighed. Èn af mine skamfulde hemmeligheder.
Det er på tide at der bliver åbnet op for de der dybe hemmeligheder og skamfulde sandheder, jeg bærer rundt på om og i mig selv. Jeg har aldrig fortalt det her til nogen. Ikke engang mine psykologer/psykiatere/terapeuter.
Jeg hiver håret af mig selv. Jeg har gjort det lige så længe jeg kan huske. Jeg tror jeg gør det fordi det løsner min kropslige stress, og det er mere udtalt i perioder hvor jeg er presset eller depressiv.
Det er egentligt utroligt at jeg stadig har hår på hovedet, omend det er lidt tyndt de steder som er mest udsat.
Jeg er nødt til at åbne op. Helt op. Helt ind.
Min mor nævnte det aldrig siden. Eller før, for den sags skyld. Det var vel bare hendes måde at fortælle mig at hun godt vidste det, men ikke vidste hvad hun skulle stille op. Hun har flere gange fortalt mig, da jeg var yngre, at hun var sikker på at jeg var sådan en der ville ende på skt.Hans. Det tog mig lang tid, før jeg fandt ud af hvad det der skt.Hans var. Da jeg fandt ud af det blev jeg simpelthen så ked af det. Og skuffet. Og vred. Tænk hvor meget det ville have ændret, hvis hun i stedet for at gøre sig hård, gjorde sig blød, og trøstede lidt. Forsøgte at finde ud af hvad der lå til grund for mine mange coping-mekanismer.
Men fortiden kan ikke ændres. Det kan kun fremtiden. Jeg er nødt til at gøre det selv.
Det er på tide at der bliver åbnet op for de der dybe hemmeligheder og skamfulde sandheder, jeg bærer rundt på om og i mig selv. Jeg har aldrig fortalt det her til nogen. Ikke engang mine psykologer/psykiatere/terapeuter.
Jeg hiver håret af mig selv. Jeg har gjort det lige så længe jeg kan huske. Jeg tror jeg gør det fordi det løsner min kropslige stress, og det er mere udtalt i perioder hvor jeg er presset eller depressiv.
Det er egentligt utroligt at jeg stadig har hår på hovedet, omend det er lidt tyndt de steder som er mest udsat.
Jeg er nødt til at åbne op. Helt op. Helt ind.
Min mor nævnte det aldrig siden. Eller før, for den sags skyld. Det var vel bare hendes måde at fortælle mig at hun godt vidste det, men ikke vidste hvad hun skulle stille op. Hun har flere gange fortalt mig, da jeg var yngre, at hun var sikker på at jeg var sådan en der ville ende på skt.Hans. Det tog mig lang tid, før jeg fandt ud af hvad det der skt.Hans var. Da jeg fandt ud af det blev jeg simpelthen så ked af det. Og skuffet. Og vred. Tænk hvor meget det ville have ændret, hvis hun i stedet for at gøre sig hård, gjorde sig blød, og trøstede lidt. Forsøgte at finde ud af hvad der lå til grund for mine mange coping-mekanismer.
Men fortiden kan ikke ændres. Det kan kun fremtiden. Jeg er nødt til at gøre det selv.
mandag den 25. januar 2016
Twitter-terapi.
Jeg accellererer. Jeg kan mærke en udvikling indeni mig, men jeg har ingen anelse om destinationen endnu. Jeg ved ikke hvem jeg er, men jeg kan mærke jeg så småt er ved at finde ud af det. Drypvist. Små erkendelser der tilsammen på et tidspunkt, forhåbentligt, kommer til at udgøre et hele.
Jeg bruger enormt meget krudt på at tænke over, og tale om, kærlighed. Både til mig selv, men også om forventningerne til en kommende partner. Hvor finder man den egentligt, kærligheden? Hvad og hvor meget giver man af sig selv? Hvornår og hvor hurtigt giver man hvad? Kan modparten mon klare hele pakken, og er det egentlig meningen han/hun skal kunne det? Og det som jeg har tænkt mest på i denne sammenhæng er, fortjener jeg kærligheden? Med den smule jeg har at tilbyde af materielle ting/karriere/fremtidsperspektiv. Jeg er jo syg. Og de sidste par år har sygdommen fuldstændigt defineret mig. Eller - jeg har ladet den definere mig. Fordi jeg simpelthen har så svært ved at få øje på andet. Efter at nutid og fremtid er rykket fra mig, er det svært at finde et andet perspektiv, når man ligger sønderskudt tilbage i et bombekrater. Det er svært at føle sig elskelig, lækker og sexet, når kroppen har taget så meget skade og er så fyldt med smerter og selvlede. Men jeg vil sgu! Jeg vil fortjene kærlighed. Jeg har brug for den.
En af de ting der har været allersværest for mig at erkende er, at jeg har brug for nogen. Jeg har altid klaret mig selv, og skubbet folk fra mig, når livet var svært. Og det har det været ret meget, så jeg har ikke ret meget øvelse i at have mennesker tæt på mig, når jeg har ondt. Hvadenten smerten er fysisk eller mental. Men jeg er træt af at skulle gøre mig hård og stærk. Jeg har brug for nærhed, og jeg har brug for at blive trøstet når jeg er ked af det. At LADE mig trøste. For let's face it. Det er jo ikke fordi der ikke har været mennesker i nærheden der ikke har forsøgt. Jeg har bare ikke været modig nok til at tage imod. Det er den der tillids-ting igen. Angsten for svigt, har gjort at jeg har svigtet mig selv. Jeg har simpelthen ikke givet mig selv lov til at have brug for andre.
De sidste par dage har jeg diskuteret Kærlighed og Relationer og Egenkærlighed og Sygdom og Identitet på Twitter. Og Twitter kan altså noget. De perspektiver jeg får derfra, hjælper mig mere end et halvt livs terapi. Fordi jeg får lov at spejle mig i mennesker med dybde og hjerte. Jeg får intet ud af at spejle mig i syge og ødelagte mennesker i en gruppeterapi. Jeg har masser af indsigt i egne fejl og mangler, hvad jeg ikke har er alternativer. Sunde og konstruktive alternativer. Jeg bilder mig ikke ind at alle på twitter er hele og sunde konstitutioner, men der kommer noget mere brugbart ud af mine samtaler med tweeps, end der gør af at sidde og høre på andres ødelagte liv. For mig.
Jeg har brug for at høre at andres liv ikke er perfekte. At andres liv også kan være komplicerede og svære - uden at det partout skal handle om svigt og overgreb. Jeg har idylliseret andres liv helt vildt, fordi jeg troede at alt hvad der var skidt i mit liv, et eller andet sted har været mit eget ansvar, eller min mors skyld, eller whatever. Sommetider er livet også bare røv, uden at der *behøver* at være dybereliggende traumatiske kausalkæder involveret. Dét hjælper mig. Dét får mig op af dyndet. At livet godt kan være svært, uden at det behøver at betyde at det er i stykker. At mennesket er i stykker. Måske kan jeg klinkes. Måske kan jeg godt få et helt almindeligt godt liv, selvom jeg er klinket. Fordi et godt liv ikke behøver at være et perfekt liv. De her erkendelser er så hamrende banale, at det er til at tude over, men det er først nu jeg begynder at kunne internalisere dem.
Jeg AFSKYR p-ordet. Men ja, jeg er i proces. Jeg processerer. Og accellererer.
Jeg bruger enormt meget krudt på at tænke over, og tale om, kærlighed. Både til mig selv, men også om forventningerne til en kommende partner. Hvor finder man den egentligt, kærligheden? Hvad og hvor meget giver man af sig selv? Hvornår og hvor hurtigt giver man hvad? Kan modparten mon klare hele pakken, og er det egentlig meningen han/hun skal kunne det? Og det som jeg har tænkt mest på i denne sammenhæng er, fortjener jeg kærligheden? Med den smule jeg har at tilbyde af materielle ting/karriere/fremtidsperspektiv. Jeg er jo syg. Og de sidste par år har sygdommen fuldstændigt defineret mig. Eller - jeg har ladet den definere mig. Fordi jeg simpelthen har så svært ved at få øje på andet. Efter at nutid og fremtid er rykket fra mig, er det svært at finde et andet perspektiv, når man ligger sønderskudt tilbage i et bombekrater. Det er svært at føle sig elskelig, lækker og sexet, når kroppen har taget så meget skade og er så fyldt med smerter og selvlede. Men jeg vil sgu! Jeg vil fortjene kærlighed. Jeg har brug for den.
En af de ting der har været allersværest for mig at erkende er, at jeg har brug for nogen. Jeg har altid klaret mig selv, og skubbet folk fra mig, når livet var svært. Og det har det været ret meget, så jeg har ikke ret meget øvelse i at have mennesker tæt på mig, når jeg har ondt. Hvadenten smerten er fysisk eller mental. Men jeg er træt af at skulle gøre mig hård og stærk. Jeg har brug for nærhed, og jeg har brug for at blive trøstet når jeg er ked af det. At LADE mig trøste. For let's face it. Det er jo ikke fordi der ikke har været mennesker i nærheden der ikke har forsøgt. Jeg har bare ikke været modig nok til at tage imod. Det er den der tillids-ting igen. Angsten for svigt, har gjort at jeg har svigtet mig selv. Jeg har simpelthen ikke givet mig selv lov til at have brug for andre.
De sidste par dage har jeg diskuteret Kærlighed og Relationer og Egenkærlighed og Sygdom og Identitet på Twitter. Og Twitter kan altså noget. De perspektiver jeg får derfra, hjælper mig mere end et halvt livs terapi. Fordi jeg får lov at spejle mig i mennesker med dybde og hjerte. Jeg får intet ud af at spejle mig i syge og ødelagte mennesker i en gruppeterapi. Jeg har masser af indsigt i egne fejl og mangler, hvad jeg ikke har er alternativer. Sunde og konstruktive alternativer. Jeg bilder mig ikke ind at alle på twitter er hele og sunde konstitutioner, men der kommer noget mere brugbart ud af mine samtaler med tweeps, end der gør af at sidde og høre på andres ødelagte liv. For mig.
Jeg har brug for at høre at andres liv ikke er perfekte. At andres liv også kan være komplicerede og svære - uden at det partout skal handle om svigt og overgreb. Jeg har idylliseret andres liv helt vildt, fordi jeg troede at alt hvad der var skidt i mit liv, et eller andet sted har været mit eget ansvar, eller min mors skyld, eller whatever. Sommetider er livet også bare røv, uden at der *behøver* at være dybereliggende traumatiske kausalkæder involveret. Dét hjælper mig. Dét får mig op af dyndet. At livet godt kan være svært, uden at det behøver at betyde at det er i stykker. At mennesket er i stykker. Måske kan jeg klinkes. Måske kan jeg godt få et helt almindeligt godt liv, selvom jeg er klinket. Fordi et godt liv ikke behøver at være et perfekt liv. De her erkendelser er så hamrende banale, at det er til at tude over, men det er først nu jeg begynder at kunne internalisere dem.
Jeg AFSKYR p-ordet. Men ja, jeg er i proces. Jeg processerer. Og accellererer.
mandag den 4. januar 2016
Grib mig.
2016 har virkelig ikke imponeret mig, indtil videre. Håber inderligt at kurven stadig i bøjelig, og at det kun kan betyde fremgang og bedre karma. Hvor fanden kommer al den dårlige karma fra? Er arvesynden virkeligt et koncept der skal tages bogstaveligt?
I dag modtog jeg den frygtede rudekuvert. Den allermest frygtede af dem alle. Dén der sender mig i fogedretten. Så er rockbottom ved at være nået. Alle parader er forlængst faldet, og jeg ligger fladt ned for everyone to see.
Jeg ønsker mig kærlighed i 2016. Og tilgivelse. Begge dele primært fra mig til mig. Men jeg ønsker mig også en (mentalt) stærk mand, som magter at gribe mig, når jeg ikke kan andet end at gøre mig slap. Jeg orker ikke at korkproppe mere.
I dag modtog jeg den frygtede rudekuvert. Den allermest frygtede af dem alle. Dén der sender mig i fogedretten. Så er rockbottom ved at være nået. Alle parader er forlængst faldet, og jeg ligger fladt ned for everyone to see.
Jeg ønsker mig kærlighed i 2016. Og tilgivelse. Begge dele primært fra mig til mig. Men jeg ønsker mig også en (mentalt) stærk mand, som magter at gribe mig, når jeg ikke kan andet end at gøre mig slap. Jeg orker ikke at korkproppe mere.
Abonner på:
Opslag (Atom)