fredag den 8. april 2016

Problemet med at være et Offer.

Som altid, når jeg skriver, så sker der en eller anden form for mental oprydning, og jeg får samlet og sorteret alle de scramblede fragmenter af tanker og følelser, der roder og støjer.

Jeg har lige erkendt hvorfor jeg hader mine diagnoser - og især Borderlinediagnosen - så inderligt, som jeg gør: De gør mig til et offer. Og jeg har det så ambivalent med begrebet Offer. Det er et tveægget sværd.

Jeg er et offer. Jeg vil ikke være et offer. Det fratager mig kontrollen over mit eget liv. Men - jeg ér et offer.

På den ene side:
Jeg ér et offer. For min mors misbrug og ligegyldighed. Jeg blev svært skadet så tidligt, at jeg intet forsvar havde. Ingen mulighed for at forsvare mig og ændre det endelige udfald. Jeg ér skadet. Jeg ér ødelagt. Og jeg er slet ikke sikker på det kan fikses. Jeg ér ødelagt, og det var ikke min skyld, eller mit valg, eller mit ansvar. Jeg har brugt hele mit liv på damagecontrol. Og det er ligesom det eneste der er at gøre. Jeg kan ikke ændre på skaderne, jeg kan ikke gøre dem mindre. Desværre er der i samfundet en stor og bred enighed om at man "bare" skal tage sig sammen, og lade være med at se sig selv som offer. Det er et fy-ord. Og når man problematiserer det at være et offer, så lægger man automatisk ansvaret over på mig. Jeg skal sørge for at blive rask. Jeg skal rejse mig, og ikke se mig tilbage. Og hvor ér det bare ikke en konstruktiv måde at anskue problemet på, for det puster blot endnu mere til min indre kamp. Jeg kan ikke lykkes. Jeg er selv ude om det. Jeg er uværdig og uelskelig. Det er min egen skyld. Skam.

På den anden side:
Jeg hader at være et offer! Jeg vil ikke underkastes. Jeg kæmper fanme! Og jeg håber inderligt at al min kamp og damagecontrol engang vil tillade mig at leve et tåleligt liv. Jeg bliver aldrig fikset, hel eller "normal" (whatever that is), men jeg håber fanme at min kamp udmønter sig i en følelse af indre accept og at mit flossede Jeg bliver så stærkt og kapabelt at det også kan rumme andre - selvom det føles farligt og fremmed. Relationer.

Navlepilleri og kamelslugning.

Foråret er så småt igang - og jeg havde fuldstændigt fået minderne om sidste års agony slettet fra min interne harddisk. Fibromyalgi og omskifteligt vejr er virkeligt ikke særligt kompatible. Temmeligt mange af mine dage går med at forsøge at bevare mit mentale helbred - smerter kan gøre én vanvittig.

Heldigvis har foråret andet og mere end smerter med til mig. Jeg katalyserer stadig i den der proces jeg er igang med. Og selvom det er opslidende at være i, bringer det også en sælsom form for ro med sig.

Jeg er mere afgrænset, end jeg har været det længe. Det er som om jeg har fået en bedre fornemmelse af hvor jeg går til. Hvor jeg slutter og andre begynder. Det er rart. Det er et godt tegn, tænker jeg.

...

Jeg sluger også kameler. Og erkender. Og alt det der som er så uendeligt kedeligt at skrive om - og sikkert også at læse om. Mit navlepilleri. En af kamelerne hedder Borderline Personlighedsforstyrrelse. Det er den af mine diagnoser jeg beskæftiger mig mindst med - det er den jeg har allersværest ved at erkende. Den mest skamfulde. Samtidig er det desværre også den der er mest dominerende i min personlighed. Jeg plejer at fokusere på PTSD-delen og de kroniske smerter. De fylder ved gud også meget, men Borderline er den stille dræber. Den internaliserede børnelærdom. Den der ødelægger livet, relationerne og fremtiden (med eller uden arbejdsduelighed) for mig. Det er i den min tvivl, mit manglende selvværd, mine katastrofetanker, min manglende tillid og farvede forståelse og perception ligger. Det er den der har defineret hvem jeg er, på trods af min livslange kamp for at bekæmpe den.

Jeg bliver aldrig bedre, hvis jeg ikke ser trolden i øjnene. Stirrer den lige ind i dens grimme fjæs, og siger dens navn højt. Det er sådan jeg - på trods af alt - er nået dertil hvor jeg er i dag. Hvor end det er. Jeg er ret sikker på, at hvis ikke jeg havde været fandenivoldsk og stædig, hvad angår mit mentale helbred, så ville jeg sidde med en nål i armen i dag. Det er hårdt at bekrige sig selv et helt liv. At bruge et liv på at forsøge at afkræfte sine forældre i at man ikke er værdig eller værd at elske. Den slags børnelærdom har det med at hænge ved, uanset hvor meget man kæmper. Og lad os bare sige at min mor var grundig. At skulle kæmpe mod det - som er totalt internaliseret - bliver til en kamp mod ens egne instinkter. Det er opslidende, og benhårdt arbejde. Der er ikke noget at sige til at jeg lever rationelt, i stedet for at føle. Følelserne er simpelthen for farlige. Og altudslettende. At skulle insistere på at man er god nok - at man fortjener at være her, bare fordi man er menneske, at man ikke behøver "præstere" for at være værdig, at men fortjener kærlighed og relationer og lykkebobler, på lige fod med alle andre, selvom stemmen indeni råber "LØGNER!" tilbage med det samme.

Jeg er træt.
Af at insistere og kæmpe.
Jeg er vred.
Over at være nødt til at fortsætte.
At give op er ikke en mulighed.
Jeg er træt.

...

Jeg har fået en knallert. Min frihed er blevet større, og min radius ligeså. Jeg ser frem til mere lys og varme - færre invaliderende smerter og lidt mere håb for fremtiden.
Når vejret bliver varmere og mere stabilt, vil jeg besøge min store datter i Århus. Hun læser på universitetet, og bor i et skønt bofællesskab. Jeg har ikke haft mulighed for at besøge hende en eneste gang endnu. Det vil jeg snart.

Når det bliver varmere, og jeg bliver lidt mere menneske igen.