Som altid, når jeg skriver, så sker der en eller anden form for mental oprydning, og jeg får samlet og sorteret alle de scramblede fragmenter af tanker og følelser, der roder og støjer.
Jeg har lige erkendt hvorfor jeg hader mine diagnoser - og især Borderlinediagnosen - så inderligt, som jeg gør: De gør mig til et offer. Og jeg har det så ambivalent med begrebet Offer. Det er et tveægget sværd.
Jeg er et offer. Jeg vil ikke være et offer. Det fratager mig kontrollen over mit eget liv. Men - jeg ér et offer.
På den ene side:
Jeg ér et offer. For min mors misbrug og ligegyldighed. Jeg blev svært skadet så tidligt, at jeg intet forsvar havde. Ingen mulighed for at forsvare mig og ændre det endelige udfald. Jeg ér skadet. Jeg ér ødelagt. Og jeg er slet ikke sikker på det kan fikses. Jeg ér ødelagt, og det var ikke min skyld, eller mit valg, eller mit ansvar. Jeg har brugt hele mit liv på damagecontrol. Og det er ligesom det eneste der er at gøre. Jeg kan ikke ændre på skaderne, jeg kan ikke gøre dem mindre. Desværre er der i samfundet en stor og bred enighed om at man "bare" skal tage sig sammen, og lade være med at se sig selv som offer. Det er et fy-ord. Og når man problematiserer det at være et offer, så lægger man automatisk ansvaret over på mig. Jeg skal sørge for at blive rask. Jeg skal rejse mig, og ikke se mig tilbage. Og hvor ér det bare ikke en konstruktiv måde at anskue problemet på, for det puster blot endnu mere til min indre kamp. Jeg kan ikke lykkes. Jeg er selv ude om det. Jeg er uværdig og uelskelig. Det er min egen skyld. Skam.
På den anden side:
Jeg hader at være et offer! Jeg vil ikke underkastes. Jeg kæmper fanme! Og jeg håber inderligt at al min kamp og damagecontrol engang vil tillade mig at leve et tåleligt liv. Jeg bliver aldrig fikset, hel eller "normal" (whatever that is), men jeg håber fanme at min kamp udmønter sig i en følelse af indre accept og at mit flossede Jeg bliver så stærkt og kapabelt at det også kan rumme andre - selvom det føles farligt og fremmed. Relationer.
Kæreste Line
SvarSletHar du fortalt det før, eller har jeg bare haft det på fornemmelsen? (Og det altså kun fordi jeg har arbejdet med mennesker med borderline)
Ikke desto mindre er det sejt at stå frem. Du er sej.
Jeg kan godt forstå at det er en diagnose du har det svært med. Men jeg har altså aldrig set dig som et offer. Mere en krigerinde. En amazone. Og de har altså sår og skræmmer (og mangler måske endda et bryst, omend frivilligt).
Dbh Matilde