mandag den 13. juli 2015

Come what may.

Jeg er her stadig. Selvom jeg har været stille i lang tid.
Der er sket en del. Og alligevel er der ikke sket en skid.
Ordene har været forsvundet, og det har været svært at finde dem igen. Jeg har været bange, ked af det, ydmyg, taknemmelig, angst og modig i mellemtiden.

Livet er stadig svært. Eller - ikke svært, men udfordrende. Jeg har jo et lidt stramt forhold til begrebet tillid. Og det kræver ret meget tillid til omverden at være i frit fald, og satse på at nogen griber.

For siden april har jeg været i frit fald. Jeg lod mig selv droppe ud over kanten en tirsdag i april. Jeg kunne ikke mere. Jeg gav slip og gav fortabt. Jeg var klar til at overdrage stafetten til nogle andre.

Jeg har altid haft en stærk livsvilje, men det blev for meget. Der har været alt for meget. Og der er åbenbart grænser for hvad man kan byde et menneske før det giver fortabt. Jeg gav fortabt.

Men inden afgrunden omsluttede mig, fik jeg åbenbart sendt en livline afsted, for nogen læste mig. Nogen hørte mig. Og nogen greb mig. Jeg blev hentet af tungt bevæbnet politi og ambulance, inden det var for sent, og blev eskorteret, med en uniformeret politibetjent på hver flanke, på psykiatrisk skadestue. Her startede faldet.

Sammen med tabet af ansigt/værdighed.
Og tilføjelsen af diagnoser og ydmyghed overfor hvad livet har at byde mig. Trods alt.

...

Jeg har nu en ret imponerende håndfuld diagnoser at tage af (fra det fysiske til det psykiske): Graves/Basedow-stofskiftesygdom, fibromyalgi, slidgigt, svær BDS, generaliseret angst, depression, stress, borderline personlighedsforstyrrelse (den vender jeg tilbage til) og den nyeste - PTSD.

I sidste uge var jeg til en lang samtale, hos den nye læge jeg er blevet tilknyttet, på Lokalpsyk i Randers. Han var, som den første jeg har talt med derinde, grundig. Og han stillede mange og gode spørgsmål. Til sidst præsenterede han mig for hans bud på hvad jeg slås med/mod. Post Traumatisk Stress Disorder. PTSD. Fucked up som en fucking kriger fra starten, med andre ord.

Det er dén af alle de psykiske diagnoser jeg har fået, der giver allermest mening, og rammer allermest plet, i forhold til de symptomer og problematikker jeg slås med. Jeg synes generelt at de mennesker jeg har talt med på psyk har været ret hurtige til at sætte diagnoser på mig, - diagnoser som jeg ikke rigtigt har følt passede på mig. Følte mig proppet i en for lille og forkert kasse, da en læge jeg kun havde talt kort tid med (og som "syntes jeg var spændende og farverig") mente at jeg måtte have borderline personlighedsforstyrrelse. Altså - ja, der er sikkert nogle ting der passer, men vi har alle træk fra diverse "diagnoser" eller personlighedskarakteristika.

Sjovt nok har den nye diagnose på en underlig måde lettet mig. PTSD anerkender at mit liv har været svært. At det lille barn jeg var, blev gjort forfærdeligt fortræd. At jeg er blevet uopretteligt svigtet. Og at jeg har taget skade af det. Man kommer ikke hel ud af at blive ødelagt. Den fratager mig "skylden", jeg har følt, når jeg ikke bare har kunne fikse mig selv via kognitiv terapi. Jeg har ikke kunne tænke, handle, rationalisere mig frem til en heling. Det er ikke bare dumme vaner eller uheldige mønstre der skal rettes op. Det er et liv, der bærer tydelige konsekvenser af, at et lillebitte menneske blev gjort fortræd.

Men jeg er ok. Jeg bliver ok. Jeg gør det så godt jeg kan.
Mit hoved føles lettere. Mit frie fald føles friere. De sidste par dage har jeg ikke følt mig så bundet og (for)dømt, som jeg plejer. Det er som om mit hoved er fyldt med luft, i stedet for rationaler. Jeg har (i meget korte perioder, men det gældes fanme!) følt mig elsket. Der sker bittesmå forandringer. Jeg kan mærke det nede i maven.

Men som altid må man tage det sure med det søde. Denne nye opdagelse - følelserne - gør nemlig at jeg kan mærke tomheden, eller fraværet af følelser, endnu tydeligere. Og når jeg mærker denne tomhed, slår hovedet automatisk til. Dét skal jeg lære at styre. For jeg bliver ret hurtigt ramt af noget, som nok bedst kan forklares som flugt-legitimering. Hvilket forklarer hvorfor jeg ikke har været i stand til at være i lange forhold. Jeg kan ikke. Jeg er nødt til at afvikle og frakoble mig, fordi det er sårbart, følsomt, ømt, farligt, forkert, utrygt - eller hvad jeg nu kan finde på af undskyldninger, for ikke at interagere eller blive i relationen. Jeg ved simpelthen ikke hvordan man "gør" relationer. Derfor gør jeg det ikke. Jeg slås med mig selv. Hele tiden. Og det gør mig simpelthen så træt. Både fysisk og psykisk. Oveni fibro/BDS-trætheden. I dagene efter sidstnævnte diagnose, sov jeg mellem 14-16 timer i døgnet. Det er utroligt at min kæreste gider mig, for jeg er fanme ikke særlig sjov og spas.

Tak fordi du holder ud endnu - og ikke presser mig for hårdt, Frederik.

...

Den 29.maj 2015 fik jeg min sidste SU udbetalt.

Jeg er nu officielt ikke studerende mere. Jeg har frygtet det her i over et år, og nu er det sket. Jeg har stået i kø på det lokale jobcenter, og ansøgt om kontanthjælp. Der mistede jeg det sidste af min værdighed. Det sidste lag fernis af stolthed forsvandt. Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg er tilbage i socialklasse 5.

Det er det mest håbløse og ydmygende sted at befinde sig.

Sjovt nok er der ingen i min omgangskreds som har dømt mig ude endnu. Tvært imod. Jeg bliver grebet - big time. Min stærkeste livline i det her liv hedder Twitter. Her findes de mest fantastiske folk, som jeg vil gøre alt hvad jeg kan for. De har min ryg, når jeg ramler, og de er mine krykker, når jeg vakler. De reddede bogstaveligt talt mit liv, da jeg var ved at slutte det, og de mobiliserer hære, når verden er uretfærdig. Tak til jer alle, I ved hvem I er. Men især Esma og Vulle. Uden jer var jeg her ikke.

...

Jeg er ved at rejse mig. Jeg kan mærke at livsgnisten er på vej tilbage. Jeg er ikke alene i verden. Jeg er ved at blive modig nok til at tage imod. Der er nok i Verden. Også til mig.
Jeg har tabt hvad der er at tabe, og derfor har jeg ren røv at trutte i. Når først man har mistet sin værdighed, så er der ikke så meget mere at komme efter. Jeg kan ikke miste mere. Jeg kan næppe falde dybere.

Come what may!