onsdag den 20. maj 2015

Det skal ikke hedde sig.

I dag ville Elva være blevet 90 år, hvis hun stadig havde været iblandt os.
Det er hun desværre ikke. Hun stillede træskoene for 7 år siden. Hun vejede 37 kilo da hun døde. Alligevel føltes det som om at kisten vejede et ton, da vi bar hende ud fra kapellet. Usagte ord og hemmeligheder vejer mere end man tror.

Elva var nummer 11 i børneflokken,  den yngste. Hun voksede op i en familie hvor jeg har indtryk af at der var masser af kærlighed - og knaphed på alt andet. Tonen kunne sikkert godt blive lidt hård ind imellem. I hvertfald blev Elva selv en lidt hård knudekvinde, da hun voksede til. Hendes liv var ikke let. Hun kom ud og tjene som 13-årig, som alle andre på den tid. Hun var et lille nips. Mørkhåret, og med brune øjne, og må have været noget af en skønhed. Hun kom i ulykkelige omstændigheder, da hun var 17-18 år, og måtte bortadoptere den lille dreng, som omstændigheden viste sig at være. Han kom gudskelov i gode hænder, hos Elvas venindes familie, og Elva blev holdt orienteret om hans liv og levned.

Elva mødte relativt hurtigt efter en noget ældre mand. Albinus, hed han. Binus, blev han kaldt. Han var enkemand, og havde en 12-årig datter. Pusse, blev hun kaldt. Margrethe var hendes navn. Det var den helt store kærlighed mellem Elva og Albinus. Så stor at de blev gift og gav dem 3 børn mere.
Jørgen, Arne og Lone.

Det må have været hårdt at have 4 børn. Der kom en krig allerede inden de to yngste blev født. Den krig gjorde ondt langt ind i sjælen på familien, for Binus blev på et tidspunkt taget af Gestapo. Han blev taget i at køre rundt med noget modstandsmateriale i sin taxa. Det kostede ham et ophold i koncentrationslejren i Frøslev, og resten af familien dyrt. Der var knaphed på alt, og når man er ung og alene med børnene, mens man ikke ved hvad der skal blive af ens elskede, bliver man mærket af det for livet. Det gjorde Elva, i hvertfald. Binus tacklede det heller ikke særlig godt. Selvom han var heldig, og kom hjem med livet i behold, må der være slået en lille flig af et eller andet sted derinde i ham. Noget var gået i stykker.

I hvertfald var der et eller andet i familien der blev skævvredet. Forkert, på en måde. Forkert og fejet ind under gulvtæppet. For der er ikke én eneste af dem der kom hele ud på den anden side.

Elva var en lillebitte kvinde. Lille og fin. Og temmelig syrlig, til tider. Hun kunne godt lide at der var orden i tingene. Der skulle være rent og pænt. Og intet i den fine stue måtte berøres af fedtede børnefingre. Det skulle stå klar til stads, hvis der skulle komme nogen forbi der var fine nok til at betræde rummet. Der var lissom pyntet op til en fest, der aldrig kom nogen gæster til. Faktisk strakte hendes flid og rengøring sig helt ud til fortorvet. For det skulle ikke hedde sig. Derfor sad Elva på alle 4 og rensede fliserne med en tandbørste.

Alle Elvas børn udviklede et misbrug. De to drenge blev alkoholiserede mænd. Pigen, Lone, blev allerede som helt ung narkoman. Junkie. Sådan én der stikker sig med nåle og indfører heroinen i de vener der er tilgængelige. Det må have været forfærdeligt for en mor som Elva, som følte at alting skulle være pænt på de renskurede overflader, og at det ikke skulle hedde sig. Især må det have været svært, da Lone blev gravid som 21-årig. Paul var en rigtig charmør, men en charmør med nålemærker i armene. Ligesom Lone. Det holdt heller ikke mellem Lone og Paul. For Paul syntes ikke rigtigt han var klar til det der med børn og faste udgifter. Derfor skulle der en retssag til at stadfæste faderskabet. Det var én af de ting der gjorde Lone bitter. For det skulle ikke hedde sig!

Elva og Lone havde et meget nært forhold. Så nært, at når Lone var i fængsel eller i afvænning, så passede Elva den lille datter som Lone fik. Eller også blev barnet passet af andre i familien. På skift. For det skulle ikke hedde sig at Lone ikke selv kunne passe det her lille barn.

Elva og Lone vokser mere og mere ind i hinanden. Der går ikke én dag, hvor de ikke taler i telefon sammen. Mindst én gang. Hver dag. Elva kommer også tit på besøg, når altså ikke Lone bor hos Elva og Binus. Alting er jo næsten fryd og gammen. Og puh, en lettelse, nu hvor pigen er blevet født, og viser sig at være helt sund og rask, og gudskelov for det, og den lille pige ser jo ud til at trives, jamen det gør hun da. Se selv, hvor buttede arme hun har. Og hun spiser jo, pigen, dét gør hun. Faktisk bliver hun nærmest stopfodret, for det skal ikke hedde sig. Så hun må jo være i trivsel. Ikke?

Over de næste årtier - efter at Lone og pigen har boet i plejefamilie i et par år, mens Lone fik støtte og hjælp til at blive clean - kommer Elva og Binus tit på besøg hos Lone. Lone låner penge af dem, når økonomien strammer. Det gør den vist tit. Og Elvas rengøringsevner bliver udøvet hver gang der er besøg. Pigen kan genkende duften af de besøg mange år senere, i lugten af rengøringsmidler og cerutrøg. Elva røg nemlig cerutter. Og sådan en cerut kunne holde længe, når der skulle luftes ud, og sorteres og smides ud hjemme hos Lone og pigen.

Elva og Lone holder alt det der er sket hemmeligt. Der er ingen grund til at lufte sit snavsetøj offentligt. Og hvad vil folk ikke tænke, hvis de vidste?! Nej. Det skal ikke hedde sig.

...


Da min mormor blev begravet kom min tante til at sige nogle af de hemmeligheder højt over kaffebordet. Min mor var ved at skrælle linoleummet af bordet bagved, for hvis der er noget der er farligt og forkert i hendes verden, så er det at sige troldens navn højt. For det skal ikke hedde sig. Og ingen skal tænke dårligt om hende. Jeg stoppede samtalen over kaffebordet, og ringede til min tante om aftenen, en tante som jeg åbenbart har boet hos af flere omgange som helt lille, men som jeg intet synderligt har haft med at gøre siden min mor blev clean. Gad vide hvorfor? Måske min mor var bange for at sandhederne skulle komme frem. At trolden skulle få sit navn.

Inden min mormor døde, var hun min eneste familie. Jeg skar kontakten til min mor, da jeg var i slutningen af puberteten. Men min mormor var altid kun til låns. For jeg vidste godt at hun var min mors mere end hun var min. Hun har altid været fanget i midten mellem min mor og mig. Jeg manglede altid én der var "min". En Moder-type. Altid. Jeg har altid stået alene. For min mormor endte altid med at tage min mors parti. For det var der hemmelighederne var. Og de skulle for enhver pris beskyttes. Prisen endte med at blive høj. For høj, synes jeg. Og nu hvor hun er død, er min kærlighed til hende splittet, for kors hvor er jeg vred. Alt dét som hun har været vidne til. Og alligevel var det kun min mors tarv der blev taget hensyn til.

...


Jeg kan se nogle af de træk som jeg hader allermest ved min mors person i mig selv. Sommetider holder jeg alt for fast i min egen måde at gøre tingene på, og jeg bliver bange og ked af det, når folk tænker dårligt om mig. For det skal ikke hedde sig. Men helt ærligt? Alt dét som diverse ekser har sagt om mig, både til mit ansigt, og i ondskab til andre, er formentligt rigtigt. Jeg ér sikkert borderliner, og syg i bøtten. Jeg forstår ikke kærlighed og slet ikke relationer. Jeg ved dog en ting: jeg vil ikke ende som min mor. Jeg prøver at blive et bedre menneske. Det har jeg altid kæmpet for at blive. Så kære Læser. Hvis jeg har såret dig, ude i virkeligheden på et tidspunkt, så må du undskylde. Jeg gør det så godt jeg kan.

tirsdag den 19. maj 2015

Træthed, tanker og tabubrud.

- eller, hvordan man vender sig selv virtuelt på vrangen. Come what may.

Der har været stille i nogle dage. Sådan er det noglegange. Min krop lever sit eget liv, og jeg er nødt til at tilpasse mig og mit efter den. Derudover er der hovedets liv. Det har tilsyneladende også sine egne måder at gøre, eller ikke gøre, tingene på. Når der er for meget kaos her eller der, slukker begge dele. Og jeg tror det er det der har været tilfældet de sidste 4-5 dage. Jeg har været slukket.

Mens der har været lukket ned, har jeg været ude i Danmarks smukke natur, med et menneske som elsker mig. Det burde være pissenemt at nyde og tage ind. Men det er det ikke. Jeg er udstyret med et ret effektivt lag teflon. Jeg kan sagtens se smukheden, og jeg kan rationelt mærke kærligheden. Men den når lissom ikke ind i mig. Den hænger på ydersiden, til den falder af af sig selv. Jeg har svært ved at fastholde øjeblikkene, og gøre dem til en del af mig. Det gør mig så frustreret. Og ensom.

Samtalen med terapeuten forleden uge har sat ting igang indeni mig, som jeg slet ikke var forberedt på. For "jeg er sådan én der..." plejer at være pissegod til det der "terapi". Jeg gør bare som der bliver sagt, og fortsætter derudaf. Og rykker helt vildt. Kognitiv terapi er lige mig. Jeg kan sagtens ændre den narrative opfattelse af mig selv, så længe jeg siger tingene højt og tit nok. Jeg kan sagtens ændre mine tankemønstre og handlemønstre, men jeg kan fanme ikke mærke en skid. Jeg kan ikke mærke mig selv. Det eneste jeg kan fornemme indeni er tomhed. Træthed, ensomhed, ængstelighed og tomhed. Der er ingen kilde af kærlighed. Intet. Kun i tanker og handlinger, men intet helt inde i kernen.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg holdt op med at føle noget. Jeg ved ikke om det er nyt eller gammelt. Jeg vidste ikke engang at de ikke var der, følelserne, før terapeuten pegede.
Gad vide om jeg har opbrugt min kvote. Findes der EU-kvoter for den slags? For så vil jeg gerne nedlægge veto lige dér. Jeg kan sgudda ikke fortsætte uden følelser. Er det et liv?

Nu hvor det er gået op for mig, at alle de fortællinger jeg har bygget op omkring min personlighed, min identitetsforståelse, mine facetter, udelukkende er bygget på rationaler og narrative fortællinger, føler jeg mig som én stor bunke løgn og tomhed. Jeg føler alle mine facetter smuldrer. Jeg aner ikke hvem jeg er. Og de ting, som jeg forsøger at holde fast i, bryder jeg mig egentligt ikke om. Eller også virker de som fortid. Eller løgn. Eller misforståelser, baseret på en forventning om hvem jeg gerne selv ville være, eller hvad andre forventede af mig at jeg skulle blive.

Jeg føler jeg står lige midt i uendelig stilhed. Midt i orkanens øje, og rundt om mig hvirvler fragmenterede identitetsforståelser, som ikke passer sammen i et hele. Eller som ikke er kompatible med de vilkår jeg havde, har eller får.

Jeg har brug for hjælp. Jeg har virkeligt brug for hjælp. For jeg drukner i det her.




onsdag den 13. maj 2015

Pælerødder og hundeprutter.

Ordene skvulper rundt indeni mig efter jeg har startet denne blog.
Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal gribe det her an. Det er jo et temmeligt stort projekt, jeg har sat mig for. At skrive mig i bedring. Gad vide om det overhovedet kan lade sig gøre. Det vil vel vise sig.

Måske skal jeg forsøge at få skrevet fortiden ud først. Alt det der gør mig så vred. Og bitter. Alt det der gør at jeg føler jeg træder vande i kviksand og aldrig kommer videre. Måske kommer der gentagelser, og det må I bære over med. Der er utroligt meget vrede gemt indeni mig.

Jeg er vred, fordi jeg føler at en anden har sørget for at jeg har tabt slaget om/i dette liv. Allerede inden jeg egentlig var. Min mors heroinmisbrug har formentligt ødelagt nogle synapser og transmitorer i min hjerne, allerede mens jeg lå inde i hendes mave. Og hvis ikke dét gjorde det af med mig, så har alle de svigt jeg var udsat for i de første år, i hvertfald gjort deres til det.

Jeg har, som tidligere nævnt, boet rigtig mange steder. Haft mange forskellige addresser. Hos mange forskellige mennesker. De første 4 år af mit liv var ekstremt nomadisk og turbulent. 14 dage her, 2 mdr der, 3 uger her, 4 mdr der. Og så fremdeles. Jeg har nu i alt haft 40 forskellige addresser hos folkeregistret. Og endnu flere i virkeligheden. 

Sommetider var jeg også overladt til mere eller mindre tilfældige mennesker. 
Fx var jeg på et tidspunkt overladt til min mors elsker i et ukendt antal timer. Alene. Problemet var såmen ikke at jeg var overladt til hendes kæreste. Han var sikkert sød nok. Næh, problemet opstod, da han tog en overdosis, mens han passede mig, og kom til at dø af den. Mens jeg lå i tremmesengen. Overladt til mig selv. Jeg var 10 mdr gammel.

Det var formentligt i den forbindelse - eller én lignende - at myndighederne kom forbi. Min mor fik valget: enten tager vi dig med, eller også tager vi barnet med. Hun fik to timer til at beslutte sig. Derefter tog de min mor med til et afsidesliggende sommerhus, hvor hun skulle martres med en kold tyrker. Det tog et par uger, og i den tid var jeg hos min mormor og morfar.

Desværre holdt det ikke, det der med at forblive clean. Det må have været en virkelig hård kamp for hende. Og med det in mente, er der måske ikke så meget at sige til at hendes afsky og foragt for mig voksede. Min mor er et meget stolt menneske (på det punkt ligner vi hinanden), og dét at andre mennesker har taget beslutninger for hende og tvunget hende til at gennemgå forfærdelige abstinenser, må have været forfærdeligt for hende. Både for hendes krop og hendes sind. Jeg forstår hendes vrede. Jeg forstår hendes foragt. Men jeg har stadig ikke fortjent den. Det var trods alt ikke mit valg at blive født. Men dét at jeg kan forstå hende, gør det også bare så svært at komme videre, for mig. For jeg er så splittet mellem rationalet og følelserne. Og det har altid været mit rationale der vægter mest. Det nytter bare ikke noget i denne situation, for jeg kan ikke rationalisere følelserne af massiv omsorgssvigt væk. 

Nogle år efter kommer vi i plejefamilie på Fyn. Både min mor og jeg. Det var ret vigtigt dengang i halvfjerdserne, at tage hensyn til moderen også. Det bedste og vigtigste var at holde mor og barn sammen. I dag ville jeg ønske de havde fjernet mig som spæd. Måske havde jeg haft en chance, så.

Min mor blev ikke clean. I hvertfald ikke lige med det samme. Vi boede i plejefamilien på Fyn i halvandet år. På et tidspunkt tager min mor mig med til Odense. For at købe stoffer. Heroin. 
Gudskelov opdagede plejefamilien det, og konfiskerede stofferne. Men ikke mig. Hvorfor var grænsen for hvad der var acceptabelt så flydende?! Hvorfor konfiskerede de ikke mig? Jeg var 4 år gammel.

Jeg var kun et lille barn, da mit hjerte blev uigenkaldeligt knust. For hvad er man værd som menneske, hvis man ikke engang ens mor kan elske én. Jeg ville sådan ønske at nogen havde taget mig, og givet mig en chance.

Vi skulle igennem to plejefamilier dengang, før hun endeligt blev clean. Først på Fyn, så i Nordjylland. I mange år (fra jeg var 4 eller 5 til jeg var i starten af puberteten) rørte hun ikke andet end appelsinsodavand. Men så skal jeg ellers også love for at hun tog revanche. Med alkohol. I starten var det mest rødvin (for man er jo ikke rigtigt alkoholiker hvis man er kultiveret nok til at drikke sig stiv i vin, vel?!), og senere blev det også øl. Og værtshuse. Noglegange var hun væk i dagevis. Det var ikke særlig hensigtsmæssigt, for i mellemtiden havde jeg jo fået en lillesøster. Hende hentede jeg, når jeg opdagede at hun havde været alene, og jeg forsøgte at være voksen og ansvarlig, samtidig med at jeg var vred og såret.

Jeg var væk forlængst. Jeg kunne ikke være i samme hjem som min mor. Foragten og det usagte fyldte hele rummet imellem os, og det var svært at trække vejret. Jeg gjorde oprør, jeg var vred og det gik ikke særlig godt i skolen. Ingen spurgte hvorfor. Man konstaterede lissom bare at jeg var "utilpasset". Et problembarn. Så jeg stak af i tide og utide, og senere kom jeg i plejefamilie langt ude på landet. Her boede jeg i et kammer i en kostald, sammen med en 13-årig pige. Jeg var omkring 16. Der var rigtig mange plejebørn på den gård. De kørte et Bed & Breakfast, og vi unger kørte showet for turisterne. Følte mig som en slave, og kunne ikke holde stanken af ko ud, den sad i alle mine ting og i alt mit tøj. Selv i min hud. Så jeg stak af efter en måneds tid. Jeg havde kun en kuffert fyldt med ting. Til gengæld var der ikke mange busser derude på landet, mellem Vrads og Silkeborg, så jeg gik og gik og gik med den her åndssvage kuffert, som var gået op i den ene rem. Til sidst fik jeg et lift tilbage til Ikast. 

Jeg har glemt hvad han hed, men jeg genkendte drengen fra gyngen, i manden med vanviddet malet i øjnene. Han var anbragt i samme plejefamilie som jeg. Derude, langt ude på landet. Dengang var han omkring 11 år, og helt resigneret i øjnene. Det blik glemmer jeg aldrig. Det var sent efterår, da jeg så ham i Århus, og han havde bare tæer. Jeg havde lyst til at give ham et kram, og sige "Jeg ser dig. Jeg ved hvem du var." Men jeg turde ikke. Han var grunden til at jeg fandt modet til at stikke af. Jeg kunne simpelthen ikke bære at forsvinde helt på den måde. Jeg har altid haft den her livsdrift indeni mig. En eller anden udefinerbar stædighed og opsathed på at klare mig. Jeg har været vred og sagt Troldens navn højt. Jeg var en "dramadronning", sagde de. Og det må have været så svært for min familie, som allerhelst så alting glemt og fejet ind under gulvtæppet.

Det er også derfor jeg ingen familie har i dag. Jeg er slettet. Blokeret på facebook og ikke velkommen. Det er i princippet ok. Det var mig der startede med at vælge dem fra i mange år.
Jeg kunne ikke bære al den skyld og gift og galde, der blev spyet ud. Men der er ensomt herude i kulden. Det er svært at være så alene. Min grundfølelse har altid været ensomhed. Jeg føler mig altid alene. Uanset hvor mange der er omkring mig. Jeg kan huske at det gjorde min mor vred, da jeg var barn. "Hvorfor kan du ikke bare lade være med at være sådan en dramadronning?! Hvorfor skal du gøre det hele så svært!!?" Og ja, hvorfor egentligt? Gid alting var ukompliceret og smertefrit. Men det er det ikke. Al medmenneskelig interaktion er forbundet med smerte, angst og en gigantisk kraftanstrengelse, for at mobilisere overskud nok til at opbygge et værn der er tilstrækkeligt stærkt til at holde mig tilstrækkelig ekskluderet, så relationen ikke forpligter, eller koster mig noget. Jeg ønsker mig brændende Nære Relationer, men mestrer og magter dem ikke. Og det er alt for omkostningsfuldt at engagere mig i dem. På den måde føles det ofte mere nænsomt at holde mig ude af dem.

Det er blandt andet derfor jeg ikke kan bo i byen mere. Ensomheden skærer mig i huden, når jeg konfronteres med andres tilsyneladende manglende brister. Deres evner til selvopretholdelse uden omkostninger. Og isolationen er på en eller anden måde nemmere at bære, når man er omgivet af grønt. Og lugten af kolort. Det er gudskelov sværere at være (dramadronning) melankolsk og sorgfuld, når man ligger under dynen og gisper efter luft, fordi hunden igen har slået en skid i mørket.

Hunde og landlivet gør mig godt. Det giver mig noget at stå op til. Noget at være til for. Selvom mit liv på uendeligt mange måder er reduceret til ingenting.

Det er lillebitte og kan knapt nok rumme mig selv og mit følelsesregister. 








(Jeg ønsker mig en pælerod. Og en Voksen.)

Da jeg var lille.

Da jeg var lille, stjal jeg penge i min mors pung. Engang kom jeg til at forveksle en halvtredser med en plovmand, og for at skille mig af med de overskydende penge (efter at have købt det snolder jeg turde) efterlod jeg små bunker af penge, rundt omkring i byen, til "de fattige". På en måde følte jeg at skylden blev ophævet på den måde.

Da jeg var lille, skrabede jeg mine knæ hen af asfalten, så blodet piplede frem. Jeg fik aldrig den trøst jeg hungrede efter. 

Da jeg var lille, lod jeg i en periode som om at jeg faldt ud af sengen. Jeg lå og dunkede hovedet hårdt mod det stride gulvtæppe, i håbet om at Hun ville komme ind og finde mig. Liggende der. Klynkende efter kærlighed. Hun kom aldrig. Jeg var 7 år gammel.

Da jeg var lille, vidste jeg ikke hvad jeg ville være når jeg blev voksen. Det ved jeg stadig ikke.

tirsdag den 12. maj 2015

Den svære sequal.

Sikke en velkomst. Tak! Hvordan kommer jeg videre herfra, uden at fejle stort?!

Det gik jeg og tænkte på, da jeg luftede hundene.
Jer der følger med på andre medier ved, at jeg har to kreaturstore sankt bernhardshunde ved navn Else og Myrna. Og altså, jeg gik tur med de her hunde. Eller rettere, de gik med mig.

Og jeg tænkte og tænkte. Og lyttede til fuglene, og tog farverne og duftene ind. Landlivet er the shit, hvis I skulle være i tvivl.

Og imens jeg tænkte, og gjorde mig umage, for ikke at styrte i grøften, fik jeg øje på 4 harer der legede på mælkebøttemarken. De var helt uanfægtede af os. Og helt tovlige i deres harehoveder.
Det syn gjorde mig nærmest helt rørstrømsk, og jeg var lige ved at hengive mig helt i mine følelsers vold, da der kom to biler og vi var nødt til at rette lidt ind. Det sker ikke så tit at der kommer TO biler, så fokus skiftede et øjeblik. Og dér, lige ved siden af rabatten fik jeg øje på en lille krop. Den var smuk og helt død, og det første jeg tænkte var "åh, bare det ikke er haremoderen!". Det var det ikke. Det var værre. Det var et rådyrkid. Lillebitte og fin og med smukke brune øjne.

Og så slog det mig. Det er jo dét det hele handler om, når vi får skrællet alle lagene af. Livet. Døden. Hvordan forvalter vi vores liv, og hvem står tilbage og sørger over én når man er væk. Og hvad er så alt det der indimellem? Følelser. Interpersonelle relationer. Alt det der svære stads, som man vælter ind i og har lyst til at børste af sig igen, når det bliver svært. Og det gør det jo hele tiden. Livet er komplekst og hamrende kompliceret. Så nu vil jeg forsøge at fortælle lidt om mit og mig, så I får en lidt dybere forståelse for hvorfor jeg er nødt til at skrive mig igennem den her krise. For det er vel dybest set dér jeg er. I identitetskrise. Hvem fanden er jeg egentlig?!

Jeg har altid forsøgt at gøre mig umage og være et ordentligt menneske. Jeg har alligevel såret en masse mennesker på min vej. For jeg synes ikke det er nemt at være menneske. Det er som om jeg ikke kender reglerne. Jeg skal altid tænke mig til det. Udtænke det. Rationalisere.

Dét fik jeg også at mærke forleden, da jeg var til den første samtale hos en ny psykoterapeut forleden. Hun spurgte mig på et tidspunkt: "Hvordan får det dig til at føle?" - jeg satte straks igang med en lang plade og blablabla, indtil det gik op for mig at hun ligesom fjernede opmærksomheden fra det jeg sagde, og så mig lidt skrapt ind i øjnene og sagde: "Dét der er ikke en følelse."

Wait. WHAT? "Det skal du da ikke bestemme!" tænkte jeg, og tav.

Jeg har altid troet at jeg var pisseskarp på følelser.  Jeg mener, jeg har gået i føleterapi siden jeg var 15. Det er immervæk snart 25 år. Femogtyve!!! Og så kommer der sådan en dum dame og peger, og viser mig at jeg i virkeligheden ikke har styr på en skid. Og hun er selvfølgelig kun dum, fordi jeg kan mærke at hun har ret. Det er vel også derfor jeg aldrig kommer videre og aldrig bliver dygtigere til de der relationer, jeg har så svært ved. Jeg har ikke været i nogle lange forhold i hele mit liv. Det længste var til min ekskone, som jeg var sammen med i ca 3 år. Hvoraf vi var gift i halvanden. Det var en katastrofe for os begge to. Vi er begge komplicerede mennesker, men jeg har helt sikkert en stor del af ansvaret, fordi jeg ikke investerede (følelser) nok. Jeg investerede i stedet beslutninger, rationaler, og "kom-nu-gør-vi-det"-engagement. Jeg har altid været god til at tage beslutninger. Jeg er et ekstremt handlekraftigt menneske. Og jeg gør hvad jeg sætter mig for. Det ender bare altid med at smadre noget i mig (og andre?) også.

Da jeg var til samtale på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser i Århus, i forbindelse med fibromyalgi, smerter og BDS, talte jeg længe med en læge, som først bad mig gennemgå min livshistorie. Denne skrev han op som en tidslinje på en tavle. Derefter bad han mig fortælle hvilke smerter jeg havde, og hvor og hvornår de var opstået. Der var intet at tage fejl af. Jeg bliver syg i relationer. Jeg ødelægger noget i inde i mig selv hver gang. Og nu står jeg her, hvor det føles som om det hele er tabt. Både det liv jeg har haft og det liv jeg havde besluttet at jeg skulle have. Både hvad angår det relationelle, men også det indhold, den værdi, som livet også skal have. Status, om man vil. For mig blev det på et eller andet tidspunkt vigtigt at have, eller tage, en position her i samfundet. Jeg kommer fra socialklasse 5, og jeg har knoklet for at blive noget andet. Især, først og fremmest, i andres øjne. For det er dér jeg spejler mig selv. Min identitet og selvforståelse er bygget op af andres syn på mig, og jeg mærkede en tydelig forskel i den måde andre talte til mig, da jeg pludselig var "stud.mag". Det gjorde kæmpestort indtryk på mig. Derfor har det også altid været svært for mig, når folk siger at det jo slet ikke betyder noget i virkeligheden. For jo. Det gør det eddermame. Men måske skal man komme fra bunden, for at mærke det?

Jeg kommer fra en pauvert barndom. Er barn af to narkomaner. Den ene for evigt fraværende, og den anden skiftede det ene misbrug ud med et andet. Der har ikke været nærhed og jeg kan ikke mindes et eneste tidspunkt jeg har følt mig tryg. Sådan rigtig varm, rolig og tryg. Inden jeg blev 4 havde jeg boet over 10 steder, og havde ingen primær voksen som lille. Har boet hos min mor, min tante og onkel, min mormor og morfar og i plejefamilier sammen med min mor. Min mor var fraværende i perioder, hvor hun var henholdsvis i fængsel og i afvænning. Ingen ro. Kaos, opbrud og uro.

Derfor har jeg altid været fast besluttet på at bryde mønstret. Alle min mormors børn har/havde et misbrug. Det ville jeg ikke. Og jeg ville være en bedre mor for mine egne børn. En nærværende mor. En ærlig mor. Og det er lykkes. Det er jeg stolt af. Marie bliver student lige om lidt, og er en følsom og empatisk pige. Miranda er lige blevet konfirmeret, og er en stærk og stolt lille kvart-inuit.

"Mor" er halvdelen af min identitet. Jeg blev trods alt Mor før jeg blev voksen. Men jeg ville mere end det. Jeg ville lykkes, sådan rigtigt.

Jeg boksede i nogle år med at finde ud af om jeg skulle gå den kreative vej, og tog flere forskellige kurser på flere forskellige Kunstskoler. Både i Silkeborg og i Århus. Men da jeg begyndte at lægge an til at søge på akademiet, var tiden rendt fra mig, og de "klassiske dyder" var hamrende uinteressante. Jeg var maler. Og de eneste malere der blev optaget, var dem der malede som Tal-R. Det var mediekunst og installationskunst, der var the shit. Det var slet slet ikke mig. Så jeg måtte finde nye veje. Så det gjorde jeg. Jeg ville være akademiker. Jeg har knoklet hele mine børns barndom for først at opnå de adgangsgivende fag, og derefter et fejlskud af studie, hvor jeg overlevede at komme igennem 2 semestre af oldgræsk. OLDGRÆSK! For derefter at lande på religionsstudier på Syddansk Universitet. Jeg nåede at blive næsten færdig med min BA og var halvvejs på mit tilvalg i Globalisering og kulturel identitet. Det har kostet dyrt. Både i SU-lån (som nærmer sig en million. Ja, du læste rigtigt.) - men også personligt. De sidste år er mine kognitive evner blevet dårligere og dårligere. Min hukommelse er ikke-eksisterende, hvilket ikke er særligt kompatibelt med et universitetsstudie. Derudover har jeg svært ved at koncentrere mig. Jeg tager ikke ordene ind. Ikke engang skønlitteratur kan jeg overskue mere. Og guderne skal vide at jeg savner det. Jeg savner at blive væk i ord. Jeg har altid læst meget, og jeg har så mange bøger til at stå, som jeg så gerne vil fortære. Med jeg når aldrig videre end 20 sider, så giver jeg fortabt. Det er en kæmpe sorg. Jeg har forsøgt med lydbøger. Det er helt håbløst. Jeg glemmer at høre efter og kan ikke følge med i handlingen. Men jeg nægter at give op. Jeg bliver ved med at prøve.

Summa summarum. Hvad er der nu tilbage af mig? Jeg er stadig Mor. Ja. Men min praktiske funktion bliver mindre og mindre. Marie er flyttet hjemmefra, og Miranda er et rimeligt autonomt barn. Min fremtid er i ruiner. I hvertfald den fremtid (og den indkomst) jeg havde forestillet mig at jeg skulle have. Med tabet af den, forsvinder også den status i samfundet, jeg forsøgte at forklare tidligere. Jeg er reduceret til et kognitivt svagt menneske i en tyk krop. Jeg ser stadig på billederne af mig selv fra for 3 år siden, og får en lige stor mavepuster hver gang. Jeg savner mig selv. Jeg savner min krop. Der  kom 25 kg på i løbet af et par måneder, da jeg startede på antidepressiva for 3 år siden. Den er vigtig, medicinen, og den hjælper mig (formentligt) også. Den skal bedøve mine nervespidser, så jeg ikke har så mange smerter, og så ængsteligheden dæmpes. Men de 25 kg, og den selvopfattelse der følger, kunne jeg eddermame godt undvære.

Men identitetskriser og tøjkriser hænger åbenbart uløseligt sammen.

I begyndelsen var der Ordet.

Og Ordet det var ... Judas.

For det er nok mest dét denne blog kommer til at handle om. En uredelighed af bibelske proportioner, omhandlende min krops Judas-forræderi og den manglende, eller i hvertfald udfordrede (!) evne til at lave endnu en Lazarus. At præstere endnu en genopstandelse af Selvet, af kroppen, Jeg'et, identiteten, hele den forbistrede masse af whatever i hedehulehelvede det nu er som er Mig.

Jeg er gået i stykker, forstår du, Kære Læser. Jeg er i stykker, og har været det så længe, at jeg mentalt og fysisk er begyndt at smuldre og fortæres. Som af psykosocialt svindsot. Jeg opsluges af denne ublide følelse af at forsvinde for mine egne øjne. Trods det faktum at der fysisk bliver mere og mere af mig. Men Jeg bliver væk. Forstår du? Giver jeg mening? Rabler jeg? Rabler det for mig? Ja. Jeg ved det godt. Jeg kender svaret. Ordene har boblet indeni mig så længe. Og nu hvor jeg slipper dem fri, og spyr dem ud, ender de i uorden og kaotiske rablerier.

Jeg trætter dig vel ikke allerede. Vent. Bliv lidt endnu. Lad mig forklare.

Jeg er diagnosticeret med alverdens djævelskab*, og summa summarum af det hele er at min krop smerter og mit Jeg forsvinder. Jeg er stoppet på mit studie, og min fremtid er i ruiner. Min nutid består af frit fald og de flakserier det naturligt afstedkommer. (Læs. panik er ikke et fremmed koncept på denne matrikel)

Alt dette er jeg nødt til at forholde mig til. Jeg får hjælp. Jamen, selvfølgelig gør jeg det. Jeg har jo præsteret at vælte sammen i alle interne etager på samtlige sociale medier, og gudskelov var der nogen der greb min udstrakte hånd. Men jeg er også nødt til at forholde mig til mine egne ord. Og bruge det til noget. Bruge MIG til noget. Mit liv er blevet lillebittesmåt, og jeg er bange for helt at forsvinde, hvis jeg ikke giver mig selv lov til at manifestere mig. Om ikke andet, så virtuelt. Hér.

Så derfor: velkommen kære Læser. Dette er mit vidnesbyrd på et liv på standby. På vej til småt brandbart. Amen.

* Djævelskab: Svær BDS (bodily distress syndrome), fibromyalgi, slidgigt, generaliseret angst, kronisk depression, formentligt noget borderline personlighedsforstyrrelse pga tidlig svigt. Og derudover besidder jeg en overvældende sorg og bitterhed over livets fesne vilkår og en gudsbenådet evne til at overleve. Trods alt.