Kærlighedens Kår.

Kærlighedens kår kan godt have det lidt klemt, når man er tidligt skadet, som jeg er det.
Det er svært at være (og i særdeleshed blive) i relationer. Jeg har svært ved at gennemskue hvor meget eller hvor lidt der skal kæmpes, om det er "godt nok", om det er værdigt eller uværdigt, om det er gengældt eller ej. Og så videre. Jeg ved kort sagt ikke hvordan man gør relationer.

Jeg har mødt kærligheden. Mange gange. I hvertfald den kærlighed der findes i fascinationen af et andet menneske. Jeg har på min måde elsket alle de mennesker jeg har været i relation med. Uanset hvor svær relationen var, og hvor meget drama der har været før/under/efter.

Jeg har altid haft svært ved at finde ud af hvad jeg ønskede mig. Jeg søgte meget. Prøvede mennesker på, for at se om de passede. Det har været svært. Både for mig, og dem jeg kasserede.

Jeg har både elsket mænd og kvinder og transkønnede. Og de har alle lært mig meget om mig selv. Og dem. Tak.


...


For et halvt år siden mødte jeg kærligheden igen. Jeg havde ikke helt set den komme, men den kom snigende og pludseligt var den der bare. Som en gave jeg ikke anede jeg ønskede mig.

Han er en del ældre end mig. Til hans næste fødselsdag bliver han 50. Jeg bliver 39. Han er lavere end mig. Han staver forfærdeligt og taler en skør og underholdende blanding af dansk med svensk grammatik og syntaks.

Jeg er et kritisk menneske. Det er et af mine største fejl. Jeg kræver meget af mennesker - og endnu mere af mig selv.

Men jeg er faldet for hans sprækker - og Leonard Cohen har helt ret, når han siger at det er der lyset kommer ind. Og ud. Det er i lyset af menneskers sprækker at man ser deres skønhed.
Jeg har så mange fejl, og det hjælper på min egen selvdestruktion at elske hans. For så bliver der også plads til mig og mine. Og på en eller anden måde bliver fejlene til ligegyldigheder og personlighed i stedet. Kærlighedens kår har det bedre end den har haft det længe, her hos mig. Jeg vokser på den skala. Jeg giver mig lidt mere hen, end jeg har turdet før. Jeg plejer bare at gøre mig slap, og stikke af, når det bliver for svært for mig at være i.

Jeg er spændt på at se hvad jeg magter denne gang.
Elsk hinanden. Elsk jer selv. Det er pissevigtigt. Og pissesvært. Men det er dét værd, tror jeg.

Jeg er work in progress.

Free Falling

Siden jeg erkendte at livet ikke kunne være anderledes, og at jeg var nødt til at erklære mig insolvent og personligt konkurs, har jeg haft Tom Pettys sang kørende på repeat i baghovedet.

"...Because I'm freeeeeeeee. Free Fallin'.."

I teksten sporer man en frihedsfølelse, som jeg har forsøgt at få grebet om. Jeg forsøger at slippe den knude i maven jeg har, når økonomien er svær og overskuddet er småt. Og nogle dage lykkes det bedre end andre. I dag føles virkeligheden meget tæt på.


...


Jeg er kommet på kontanthjælp. Jeg er gået over 8000 (ottetusinde!) kroner ned i udbetaling hver måned. Den slags kan altså mærkes helt ind i hovedstolen.

Før fik jeg SU på eneforsørgertakst, tog dobbelt lån og fik handikaptillæg, fordi jeg allerede for et par år siden, var for syg til at kunne arbejde ved siden af mit universitetsstudie. Jeg fik 18.500 udbetalt hver måned, og har naturligvis indrettet mit liv efter det.

Derudover har jeg jo læst på universitetet, med en forventet udsigt til en akademikerløn på den anden side.

...

Sådan blev det bare ikke. Slet ikke. Jeg blev mere og mere syg, og mistede grebet om min uddannelse. Min hukommelse virker ikke. Min indlæringsevne er forsvundet. Min krop smerter hver dag. Nogle dage så slemt at jeg føler jeg er ved at blive vanvittig. Jeg har mistet mig selv, min identitet, min nutid og min fremtid.

Jeg får nu 10.500 udbetalt pr.mdr. I juli fik jeg ingenting, fordi SU er forudbetalt og kontanthjælp er bagudbetalt. Jeg har gode mennesker i min crowd. Gudskelov, for jeg har ingen familie. Og én af disse engle har lånt mig penge til at komme igennem juli måned.

Jeg har slået næsten alle betalingsserviceaftaler fra. Jeg har ikke penge til det. Så lige om lidt kommer fogeden formentligt og banker på min dør.

Jeg er bange. Jeg har aldrig før ikke betalt regninger, og det er ikke et frit fald jeg nyder. For jeg kan mærke hvordan jeg ramler sammen indeni, og igennem samfundets nederste lag. Jeg håber jeg lander blødt dernede i dyndet, for krop og sind kan snart ikke klare mere.

Det kræver så meget styrke at være syg.