onsdag den 2. december 2015

Træder vande i kviksand.

Jeg er snart trappet helt ud af al psykofarmaka. Jeg er hudløs, skrællet nøgen, og skal vænne mig til at mærke alle følelserne igen, efter tilsyneladende at have været mere eller mindre numb i flere år.  Jeg har grædt flere dage i træk, og jeg kan mærke mørket trække i mig.

Jeg forsøger at stå det imod. Jeg vil det her. Jeg vil det her. Livet. Selvom det føles som om jeg træder vande i kviksand.

Jeg kæmper og knokler og bliver træt, og falder og falder i søvn og vågner igen, og det hele starter forfra igen og igen. Jeg er træt og har lyst til bare at gøre mig slap og lade livet være og vende det hele ryggen og bare være. Eller sove. Eller falde. I søvn eller omkuld, whatever comes first.

Jeg er begyndt at lytte til musik igen. Jeg tegner lidt. Jeg mærker.

Jeg forsøger at nå tilbage i livet og række ud og frem og få fat i det der er tilbage af mig, fra dengang jeg endnu ikke havde ødelagt alt og mig selv, i kampen for at blive hel og et bedre menneske. Jeg forsøger at række ud og tilbage og nå mig selv. Eller en del af mig selv. Min ungdom føles så langt væk, og alligevel så utroligt tæt på, jeg kan mærke mig selv ånde mig selv i nakken, og jeg vil så gerne kunne rumme mig, og omfavne mig, alt hvad der er mig, alt hvad der var mig, og alt hvad jeg skal blive. Jeg ved ikke hvem jeg er, eller hvor jeg er på vej hen. Jeg ved bare at jeg så gerne vil have mig selv med.

Hvert år. Hvert eneste år. Jeg ramler i alle etager, når julelysene bliver tændt, på træer og i børns øjne. Jeg hader at sorgen aldrig går over, og sårene aldrig heler.

onsdag den 18. november 2015

Same procedure as every year.

Nu kommer den. Jeg kan mærke den kommer snigende.
Den der selvmodsigende stemning, som altid indfinder sig omkring juletid.
Splittelsen mellem at glæde sig, og samtidig mærke hjertet briste. Igen.
Same procedure as every year.

Jeg tror aldrig jeg lærer at bære sårene smukt. Jeg lærer aldrig at være så tykhudet, at Livet ikke kan røre mig. Og slå benene væk under mig. Både hvad angår Kærlighed og Smerter.
Dét at være grundlæggende alene, bliver aldrig en vane. Det bliver aldrig trygt. Eller giver en følelse af at komme hjem. At føle sig alene er umenneskeligt. Det hører ikke vores art til. Vi er flokdyr.

Og nu er det jul igen og nu er det jul igen... og jeg er, som alle de andre år, i tvivl om hvad jeg skal stille op med mig selv, og mine venner og veninder har deres egne familier at tage sig af. Vennejul er ikke det samme som det var engang.

I år er vi fattige. Sådan rigtigt fattige. Både hvad angår penge og mennesker. Og jeg kan ikke holde det ud. Det er nemmere når der er overskud, på mindst ét af punkterne. Det er nemmere at give, når man har overskud. Jeg ville meget hellere give.

mandag den 9. november 2015

Who Am I?

Min macbook har været afgået ved døden, men som en anden Lazarus er den blevet genoplivet.
Det er blandt andet derfor jeg har været stille her. Men det er ikke den eneste grund. Sådan er livet i al sin enkelthed jo aldrig særlig enkelt, når det kommer til stykket. Livet er komplekst, og til tider kompliceret. Ligesom mennsker. Vi består af så mange facetter, lag, dybder og nuancer, og sommetider kan det være svært at få øje på sig selv mere, når man føler man er faret vild i spejlsalen. Uanset hvem vi interagerer med foregår der en spejling af os selv. Andres perceptioner og idéer om hvem vi er. 

Forleden var jeg til endnu et af de fantastiske sammenkomster vi holder, os mennesker på Twitter. Det var, som altid en dejlig oplevelse. Men denne gang var det også udfordrende. Det gav mig noget at tænke over. 

Jeg fik nogle kommentarer som satte mig lidt til vægs. Jeg bliver tilsyneladende opfattet som et meget levende og markant menneske, et udadvendt menneske, med et liv hvor der sker meget. Dette er ikke umiddelbart en fejlperception, det er blot en lille del af mit hele billede. Og en særdeles lille del af hvordan jeg selv ser mig. Jeg er jo mig. Jeg hænger på mig selv hele tiden. Sådan er det jo at være menneske, et grundvilkår. Og det er - og har altid været - vigtigt for mig, at kende mig selv indgående. Der var intet nyt i kommentarerne forleden, men de ramte mig på en måde, de ikke har ramt mig før. Som en mavepuster lige i solar plexus. Jeg forstår ikke selv hvorfor, det er derfor jeg rabler det ud her. Jeg er nødt til at finde mening eller betydning. For det føles vigtigt. Jeg er andet og mere end Hende Der Sidder Og Har Smerter. 

I forbindelse med min opvækst, min sygdom, mit frie fald har det været svært for mig at se de spejlinger jeg laver. Jeg har utroligt nemt ved at aflæse andre, men utroligt svært ved at aflæse mig selv. Jeg ved dybest set ikke hvem jeg er. Min identitet har altid været selvkonstrueret udfra et paradigme der hed Mønsterbrud. Jeg har knoklet hele mit liv for at blive "noget andet" end min mor. Og jeg ved det er lykkes. Jeg *er* noget andet. En anden. Men jeg kan ikke finde ud af HVEM jeg er.

Min identitet har altid været baseret på roller og konstruktioner. Jeg er Mor. På dén måde som jeg nu engang har formået at være Mor på. Når jeg ser på mine børn, ved jeg at det er lykkes. Men nu er de så store at den del af mig er igang med at blive redefineret. Den afgiver mere og mere plads til andre ting. Den plads har før været fyldt ud med rollen som Stud.Mag. Det var en ekstrem oplevelse for mig, da det gik op for mig, hvor anderledes jeg blev mødt, når jeg fortalte at jeg læste på universitetet. Jeg er sikker på mange er uenige, men jeg har prøvet det på egen hud. Man skal nok have været helt nede i socialklasse 5 for at mærke differencen. For den er der.

Nu hvor rollen som Mor er blevet praktisk mindre, er pladsen pludselig ledig. Tom. Jeg er ikke studerende mere. Jeg er syg, men forsøger at gøre alt hvad jeg kan for ikke at være min sygdom og mine diagnoser. Det er svært. Især, når man skal lære nye mennesker at kende. Et af problemerne er, at jeg altid føler jeg er blevet defineret af andre. Som Problembarn, Vred Teenager, Ung Mor, Studerende... Jeg aner ikke hvem Jeg er. Hvordan definerer I andre jer? Hvad består jeres kerne af? Er det det musik man hører? Ens politiske observans? Hvor grimt man danser? Hvor mange farver ens tøj har?

Når jeg forsøger at definere mig selv, synes jeg det ender med at blive meget overfladisk, og når ikke rigtigt ind i kernen af mig. Desuden har jeg også den her fornemmelse af at kernen er dynamisk. Jeg føler mig ikke altid ens. Forskellige ting kan animere mig, eller i hvertfald ændre mine grundstemninger. Musik kan ændre mig i forskellige retninger. Kunst. Kærlighed. 

Jeg er socialist. Jeg er feminist. Jeg er farverig. Jeg er rummelig, især i forhold til menneskelige sprækker og revner. Jeg er god til at mærke andre mennesker, og have en fornemmelse for deres behov. Jeg elsker stærkt og dybt, men sjældent længe. Jeg er bange for at blive ensom, og jeg ved kærligheden kan være flygtig. Jeg har aldrig prøvet at blive elsket af et andet menneske i lang tid ad gangen. Kærligheden har en levedygtighed på et par år, så bliver jeg i tvivl om hvordan man fortsætter og pakker følelserne sammen. Jeg forstår ikke ordet Kontinuitet med min krop og mit hjerte. Jeg forstår alting rationelt. Jeg er intelligent. Men jeg kan ikke finde ud af basale menneskelige ting, som at elske modigt og længe. Jeg bliver bange og løber min vej, når jeg bliver i tvivl om, om den er gengældt. Ensomhed er mit største monster. At miste værdigheden mit værste mareridt.

Hvordan øver man sig i Kærlighed og Relationer, hvis man dybest set mangler tilliden til at man er elskelig? Hvordan kan man vide sig sikker? Det ved jeg godt - det kan man ikke. Men hvordan holder I så ud? Hvordan fortsætter I?

Jeg har for nyligt mødt et menneske som rammer nogle genkendelige strenge i mig. Det føles som Ungdom. Det føles som Frihed. Som masser af Muligheder. Som Håb. Det her Menneske får mig til at smage Håb.

Jeg bliver mere og mere draget af de tangenter der bliver ramt i mig. Jeg længes tilbage, og jeg længes frem. Til en gammel version af mig selv. Et håb om at jeg kan genskabe noget af det jeg kunne have været, eller måske har været. Noget som gik tabt i mig, eller i hvertfald blev tilsidesat da jeg blev Mor som 19-årig. Jeg har aldrig været rigtig ung, og nu føler jeg ikke rigtigt jeg er klar til at være rigtigt gammel. Der var noget der blev overset. Der er etellerandet jeg har glemt at dyrke. Nogle frø indeni mig, der kræver næring nu. Jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal gribe det an. Jeg ved ikke hvordan jeg finder hjem i mig selv. Men jeg er igang. Jeg er igang.



onsdag den 14. oktober 2015

Relationship status: Netflix, Tinder and Sweatpants.

Jeg er alene igen.
Det er så smertefuldt at tage de rigtige beslutninger, når der er følelser i klemme.

Jeg er endelig nået dertil, hvor jeg er begyndt at åbne lidt op i gruppeterapien.
Jeg vil have det bedre.
Jeg *vil* have det bedre.
Jeg VIL have det bedre!

Det betyder også at der skal tages ved alt det smertefulde.
Alt dét der får mig til at ramle sammen i etagerne.
Relationer og identitet - og at lære at leve med indeholdet af min rygsæk.
Hvordan kommer man videre (/igang) med sit liv, når den mentale og følelsesmæssige fjällräv er for tung at slæbe med videre.
Hvordan får man lortet deponeret, og hvad skal man have med videre, for at kunne (for)blive intakt.
Det er hard work, og rykker én rundt helt ind i hovedstolen.
Og så har det omkostninger, som man måske ikke havde forestillet sig.

Jeg har før skrevet om hvor svære relationer er for mig at blive i. Derfor føles det også som en kapitulation at afslutte noget, der på mange måder var rigtigt og fint.
Nogle ting koster mig for dyrt at være en del af. At afslutte det var den eneste mulighed.

Jeg har grædt og grædt, og snakket og snakket. Det er den rigtige beslutning. Også selvom det niver.

mandag den 5. oktober 2015

Random ramble

Det er blevet efterår.
Den smukke døds tid.
Farvernes, duftenes, det magiske lys' tid.
Jeg elsker efterår.

De sidste par dage har det været så tåget, at mine solcellelamper i haven slet ikke har haft noget lys at lade op af. Her har været buldermørkt om natten. Nætterne herude i mørket kan et eller andet. Det gør mig tryg. Men tågen. Den er tung. Jeg kæmper lidt for at holde mig ovenvande, og forsøger at gøre gode ting for mig selv, så jeg ikke drukner i den. Det er lidt som at træde vande i kviksand. Jeg har snart brug for noget lys.

...

Der er blevet stille i mit lille hvide hus. Myrna er flyttet hjem til en anden familie. Beslutningen om at hun skulle flytte har været længe undervejs, og har været svær at nå frem til. Mine behov var lidt modstridende med hvad der var bedst for hende. Hun flyttede tirsdag i sidste uge, og at dømme ud fra de billeder jeg har set fra hendes nye familie, stortrives hun. Så alt er som det skal være.

Else har det også godt. Hun sover lidt mere end hun plejer, og er mere opsøgende, når hun er vågen. Det er dejligt at der er ro til nus. Tidligt om morgenen kravler hun diskret op i min seng, og så sover vi lige et par timer mere. I ske. Hvis du aldrig har sovet i ske med en bernhard, kan det virkeligt anbefales.

Jeg har opsagt Myrnas hundeforsikring, og for de overskydende forsikringspenge har jeg købt tegnegrej til mig selv. Jeg har længe haft lyst til at tegne igen, men har ikke haft remedierne. Nu skal det være.

...

Derudover har jeg gang i et andet, og mere vigtigt eksperiment. Jeg er begyndt på medicinsk cannabisolie. Jeg er i løbet af de sidste par år blevet spurgt mange gange, hvorfor jeg ikke prøvede det, og jeg er efterhånden løbet tør for gode grunde. Så nu får det et skud. Efterår og vinter er en frygtelig tid for mig. Min fibro springer læk, og lægger mig i dok.

Det kommer i form af chokoladebønner, med cannabisolie i. Det kræver lidt tid at finde en dosis der passer, så det både smertedækker - og ikke gør mig skæv. Et par gange har jeg taget for meget, så jeg blev svimlende rundtosset. Det var virkeligt ikke rart. På den anden side meget rart at vide at der ikke er basis for et misbrug.

Det virker. Det tager toppen af smerterne (er langt fra smertefri, men lidt har også ret), så jeg slipper for at tage så mange smertestillende piller. Før tog jeg håndkøbspræparater 3-4 gange dagligt. Nu er det én gang om dagen. Det må siges at være fremskridt. Derudover sover jeg meget bedre og dybere, end jeg har gjort i mange mange år. Jeg plejer at vågne hver gang jeg skal flytte på mig. Det gør jeg ikke mere. Til gengæld har jeg haft knaldende hovedpine de sidste par døgn. Det viser sig at jeg ikke kan sove med min dyre anatomisk korrekte tempurpude mere. Jeg prøvede forsøgsvis at sove med en anden pude i nat, og det hjalp. Jeg er vågnet uden hovedpine. Det er simpelthen så underligt. Man bliver vant til alle smerterne. De bliver ligesom en del af én. Og når de ikke er der, er det som om noget mangler. Meget meget mærkelig fornemmelse. Jeg tror man skal være smertepatient for at forstå det.

Til gengæld er Judaskroppen ved at afstøde begge mine ben, så på den måde er der en slags balance i kosmos. Eller det der. (av!)

...

Ligesom jeg var sidste sidste forår, skal jeg med mine tatovører til convention i slutningen af oktober. Jeg får et af lærlingens værker på min øvre ryg. Det bliver en fantastisk fødselsdagsgave - for jeg har fødselsdag på fredag, og vi starter på lørdag. Vi kan ikke nå at lave det hele på convention, da de titler vi stiller op i, ligger forholdsvist tidligt på dagen. Jeg får heldigvis lidt at skulle have sagt i forhold til designet, og jeg har set og godkendt de foreløbige skitser. Den bliver smuk!




onsdag den 16. september 2015

Relations-relateret rodehoved

Jeg ved ikke hvornår en relation er "ok". Hvor dyb den skal være, hvornår dybden bliver usund, eller kræver for meget. Af dig. Mig. Os. Jeg har ingen fornemmelse for hvornår jeg bliver afhængig af en anden person. Jeg tror mine advarselslamper starter lang tid før dine. Jeg er bange helt ind i hovedstolen.

Jeg er så bange for at miste min selvstændighed. Kontrollen. Værdigheden.
Jeg er konstant bange for at blive ydmyget.
Jeg er bange for illoyalitet og forræderi.
Jeg er så bange for at være "sølle" og "krævende".
Jeg ved ikke hvor langt man kan gå ind i en relation, før det bliver uværdigt for os begge.
Hvor meget skal man give, før den anden får druknefornemmelser, og hvor meget er jeg berettiget til at tage imod.
Hvor meget fortjener jeg.
Hvor elskelig er jeg.
Er jeg værdig.

Jeg er konstant i tvivl. Jeg tester verden, mennesker og modparten, - og rykker frem og tilbage i relationen, fordi jeg hele tiden skal fornemme og aflæse stemninger, reaktioner og handlinger.
Jeg er hele tiden usikker.

Relationer er hamrende opslidende og hårdt mentalt arbejde. Det gør mig dødtræt.

Men jeg vil det så gerne. Jeg vil jo egentlig bare gerne elskes.

tirsdag den 15. september 2015

Winter is coming

Det er længe siden jeg har skrevet. Undskyld. Men jeg er træt. Grundtræt. Af mig selv, mit liv - og hele den politiske situation i Danmark og resten af verden. Kan vi ikke nok snart få en verden der vender nogenlunde rigtigt igen? Det hele er på vrangsiden. Politikerne er blevet blinde, dumme og ligeglade. Mere end nogensinde før. Og mit hjerte kan snart ikke bære mere. Jeg kan ikke holde ud at penge er mere værd end mennesker.

...

Herhjemme er økonomien håbløs. Enderne når ikke tilnærmelsesvist sammen, og det er svært ikke at blive påvirket af konstant underskud. Men jeg har et generøst netværk, som hjælper når det hele brænder på. Det er jeg uendeligt taknemmelig for. Selvom det er svært. Jeg balancerer mellem at være ydmyg og føle mig ydmyget, og min stolthed lider mange knæk. Men det kan ikke være anderledes. Jeg kan ikke selv. Jeg har mareridt om Fogeden, og skammen føles som en knude i maven. Hver dag gør jeg alt hvad jeg kan, for at holde hovedet oppe og ryggen nogenlunde rank. Jeg orker ikke depressionen nu. Jeg får mere og mere lede over alt det unødvendige forbrug, som præger vores verden. Jeg har lyst til at flytte over til Andrea Hejlskov ovre i Sveriges skove, og melde mig helt ud af det hele. Gid kroppen kunne. Så gjorde jeg det.

...

Kærligheden er kompliceret. Jeg har svært ved at være i en relation, og nu har jeg været sammen med min kæreste i et halvt år. Mine relations-tics begynder at vise sig. Jeg komplicerer tingene. Føler mig svag og uelskelig. Forsøger skiftevist at fange og frigøre mig selv. Jeg kan se mønstrene gentage sig, og gør alt hvad jeg kan for at holde panikken stangen. Jeg vil så gerne. Distancen er god for mig. De ugentlige timeout'er der giver mig tid og ro til reflektion. Samtidig med at jeg hader mellemrummene. For jeg savner, og føler mig lille, mindre og mindre proportionelt med at kroppens smerter vokser. Jeg har svært ved at balancere og navigere i det. Jeg roder mudder op og kan ikke rigtigt finde hoved og hale i mig selv. Indtil videre holder han (mig) ud. Det håber jeg han bliver ved med.

...

Jeg elsker efterår. Altså ELSKER! Jeg har altid fået et ordentligt energiboost når lyset og farverne ændrer sig, og kulden træder i forgrunden. Jeg får altid lyst til at spidse mine blyanter og cykle derudaf. Snuse farverne dybt ind i sjælen. Men ikke mere. Ikke efter smerterne har taget bolig i min krop. De er tiltagende for tiden, og jeg ved fra de sidste par år, at vinteren er den værste tid på året for mig. Så jeg frygter den, og føler mig lidt fanget i en krop der ikke dur. Jeg sover meget. Stadigvæk. Trods alverdens tilskud af vitaminer, jern og vilje. Jeg føler mig som en komatøs koma-tøs. I dag har jeg lige knap holdt mig vågen i 10 timer. Det holder hårdt. Jeg er dødtræt. Grundtræt.

...

Pas på hinanden, ikke? Vi har alle brug for at give og få lidt ekstra kærlighed i disse dage.

fredag den 14. august 2015

Kærlighedens Kår.

Kærlighedens kår kan godt have det lidt klemt, når man er tidligt skadet, som jeg er det.
Det er svært at være (og i særdeleshed blive) i relationer. Jeg har svært ved at gennemskue hvor meget eller hvor lidt der skal kæmpes, om det er "godt nok", om det er værdigt eller uværdigt, om det er gengældt eller ej. Og så videre. Jeg ved kort sagt ikke hvordan man gør relationer.

Jeg har mødt kærligheden. Mange gange. I hvertfald den kærlighed der findes i fascinationen af et andet menneske. Jeg har på min måde elsket alle de mennesker jeg har været i relation med. Uanset hvor svær relationen var, og hvor meget drama der har været før/under/efter.

Jeg har altid haft svært ved at finde ud af hvad jeg ønskede mig. Jeg søgte meget. Prøvede mennesker på, for at se om de passede. Det har været svært. Både for mig, og dem jeg kasserede.

Jeg har både elsket mænd og kvinder og transkønnede. Og de har alle lært mig meget om mig selv. Og dem. Tak.


...


For et halvt år siden mødte jeg kærligheden igen. Jeg havde ikke helt set den komme, men den kom snigende og pludseligt var den der bare. Som en gave jeg ikke anede jeg ønskede mig.

Han er en del ældre end mig. Til hans næste fødselsdag bliver han 50. Jeg bliver 39. Han er lavere end mig. Han staver forfærdeligt og taler en skør og underholdende blanding af dansk med svensk grammatik og syntaks.

Jeg er et kritisk menneske. Det er et af mine største fejl. Jeg kræver meget af mennesker - og endnu mere af mig selv.

Men jeg er faldet for hans sprækker - og Leonard Cohen har helt ret, når han siger at det er der lyset kommer ind. Og ud. Det er i lyset af menneskers sprækker at man ser deres skønhed.
Jeg har så mange fejl, og det hjælper på min egen selvdestruktion at elske hans. For så bliver der også plads til mig og mine. Og på en eller anden måde bliver fejlene til ligegyldigheder og personlighed i stedet. Kærlighedens kår har det bedre end den har haft det længe, her hos mig. Jeg vokser på den skala. Jeg giver mig lidt mere hen, end jeg har turdet før. Jeg plejer bare at gøre mig slap, og stikke af, når det bliver for svært for mig at være i.

Jeg er spændt på at se hvad jeg magter denne gang.
Elsk hinanden. Elsk jer selv. Det er pissevigtigt. Og pissesvært. Men det er dét værd, tror jeg.

Jeg er work in progress.



søndag den 2. august 2015

Free Falling

Siden jeg erkendte at livet ikke kunne være anderledes, og at jeg var nødt til at erklære mig insolvent og personligt konkurs, har jeg haft Tom Pettys sang kørende på repeat i baghovedet.

"...Because I'm freeeeeeeee. Free Fallin'.."

I teksten sporer man en frihedsfølelse, som jeg har forsøgt at få grebet om. Jeg forsøger at slippe den knude i maven jeg har, når økonomien er svær og overskuddet er småt. Og nogle dage lykkes det bedre end andre. I dag føles virkeligheden meget tæt på.


...


Jeg er kommet på kontanthjælp. Jeg er gået over 8000 (ottetusinde!) kroner ned i udbetaling hver måned. Den slags kan altså mærkes helt ind i hovedstolen.

Før fik jeg SU på eneforsørgertakst, tog dobbelt lån og fik handikaptillæg, fordi jeg allerede for et par år siden, var for syg til at kunne arbejde ved siden af mit universitetsstudie. Jeg fik 18.500 udbetalt hver måned, og har naturligvis indrettet mit liv efter det.

Derudover har jeg jo læst på universitetet, med en forventet udsigt til en akademikerløn på den anden side.

...

Sådan blev det bare ikke. Slet ikke. Jeg blev mere og mere syg, og mistede grebet om min uddannelse. Min hukommelse virker ikke. Min indlæringsevne er forsvundet. Min krop smerter hver dag. Nogle dage så slemt at jeg føler jeg er ved at blive vanvittig. Jeg har mistet mig selv, min identitet, min nutid og min fremtid.

Jeg får nu 10.500 udbetalt pr.mdr. I juli fik jeg ingenting, fordi SU er forudbetalt og kontanthjælp er bagudbetalt. Jeg har gode mennesker i min crowd. Gudskelov, for jeg har ingen familie. Og én af disse engle har lånt mig penge til at komme igennem juli måned.

Jeg har slået næsten alle betalingsserviceaftaler fra. Jeg har ikke penge til det. Så lige om lidt kommer fogeden formentligt og banker på min dør.

Jeg er bange. Jeg har aldrig før ikke betalt regninger, og det er ikke et frit fald jeg nyder. For jeg kan mærke hvordan jeg ramler sammen indeni, og igennem samfundets nederste lag. Jeg håber jeg lander blødt dernede i dyndet, for krop og sind kan snart ikke klare mere.

Det kræver så meget styrke at være syg.

mandag den 13. juli 2015

Come what may.

Jeg er her stadig. Selvom jeg har været stille i lang tid.
Der er sket en del. Og alligevel er der ikke sket en skid.
Ordene har været forsvundet, og det har været svært at finde dem igen. Jeg har været bange, ked af det, ydmyg, taknemmelig, angst og modig i mellemtiden.

Livet er stadig svært. Eller - ikke svært, men udfordrende. Jeg har jo et lidt stramt forhold til begrebet tillid. Og det kræver ret meget tillid til omverden at være i frit fald, og satse på at nogen griber.

For siden april har jeg været i frit fald. Jeg lod mig selv droppe ud over kanten en tirsdag i april. Jeg kunne ikke mere. Jeg gav slip og gav fortabt. Jeg var klar til at overdrage stafetten til nogle andre.

Jeg har altid haft en stærk livsvilje, men det blev for meget. Der har været alt for meget. Og der er åbenbart grænser for hvad man kan byde et menneske før det giver fortabt. Jeg gav fortabt.

Men inden afgrunden omsluttede mig, fik jeg åbenbart sendt en livline afsted, for nogen læste mig. Nogen hørte mig. Og nogen greb mig. Jeg blev hentet af tungt bevæbnet politi og ambulance, inden det var for sent, og blev eskorteret, med en uniformeret politibetjent på hver flanke, på psykiatrisk skadestue. Her startede faldet.

Sammen med tabet af ansigt/værdighed.
Og tilføjelsen af diagnoser og ydmyghed overfor hvad livet har at byde mig. Trods alt.

...

Jeg har nu en ret imponerende håndfuld diagnoser at tage af (fra det fysiske til det psykiske): Graves/Basedow-stofskiftesygdom, fibromyalgi, slidgigt, svær BDS, generaliseret angst, depression, stress, borderline personlighedsforstyrrelse (den vender jeg tilbage til) og den nyeste - PTSD.

I sidste uge var jeg til en lang samtale, hos den nye læge jeg er blevet tilknyttet, på Lokalpsyk i Randers. Han var, som den første jeg har talt med derinde, grundig. Og han stillede mange og gode spørgsmål. Til sidst præsenterede han mig for hans bud på hvad jeg slås med/mod. Post Traumatisk Stress Disorder. PTSD. Fucked up som en fucking kriger fra starten, med andre ord.

Det er dén af alle de psykiske diagnoser jeg har fået, der giver allermest mening, og rammer allermest plet, i forhold til de symptomer og problematikker jeg slås med. Jeg synes generelt at de mennesker jeg har talt med på psyk har været ret hurtige til at sætte diagnoser på mig, - diagnoser som jeg ikke rigtigt har følt passede på mig. Følte mig proppet i en for lille og forkert kasse, da en læge jeg kun havde talt kort tid med (og som "syntes jeg var spændende og farverig") mente at jeg måtte have borderline personlighedsforstyrrelse. Altså - ja, der er sikkert nogle ting der passer, men vi har alle træk fra diverse "diagnoser" eller personlighedskarakteristika.

Sjovt nok har den nye diagnose på en underlig måde lettet mig. PTSD anerkender at mit liv har været svært. At det lille barn jeg var, blev gjort forfærdeligt fortræd. At jeg er blevet uopretteligt svigtet. Og at jeg har taget skade af det. Man kommer ikke hel ud af at blive ødelagt. Den fratager mig "skylden", jeg har følt, når jeg ikke bare har kunne fikse mig selv via kognitiv terapi. Jeg har ikke kunne tænke, handle, rationalisere mig frem til en heling. Det er ikke bare dumme vaner eller uheldige mønstre der skal rettes op. Det er et liv, der bærer tydelige konsekvenser af, at et lillebitte menneske blev gjort fortræd.

Men jeg er ok. Jeg bliver ok. Jeg gør det så godt jeg kan.
Mit hoved føles lettere. Mit frie fald føles friere. De sidste par dage har jeg ikke følt mig så bundet og (for)dømt, som jeg plejer. Det er som om mit hoved er fyldt med luft, i stedet for rationaler. Jeg har (i meget korte perioder, men det gældes fanme!) følt mig elsket. Der sker bittesmå forandringer. Jeg kan mærke det nede i maven.

Men som altid må man tage det sure med det søde. Denne nye opdagelse - følelserne - gør nemlig at jeg kan mærke tomheden, eller fraværet af følelser, endnu tydeligere. Og når jeg mærker denne tomhed, slår hovedet automatisk til. Dét skal jeg lære at styre. For jeg bliver ret hurtigt ramt af noget, som nok bedst kan forklares som flugt-legitimering. Hvilket forklarer hvorfor jeg ikke har været i stand til at være i lange forhold. Jeg kan ikke. Jeg er nødt til at afvikle og frakoble mig, fordi det er sårbart, følsomt, ømt, farligt, forkert, utrygt - eller hvad jeg nu kan finde på af undskyldninger, for ikke at interagere eller blive i relationen. Jeg ved simpelthen ikke hvordan man "gør" relationer. Derfor gør jeg det ikke. Jeg slås med mig selv. Hele tiden. Og det gør mig simpelthen så træt. Både fysisk og psykisk. Oveni fibro/BDS-trætheden. I dagene efter sidstnævnte diagnose, sov jeg mellem 14-16 timer i døgnet. Det er utroligt at min kæreste gider mig, for jeg er fanme ikke særlig sjov og spas.

Tak fordi du holder ud endnu - og ikke presser mig for hårdt, Frederik.

...

Den 29.maj 2015 fik jeg min sidste SU udbetalt.

Jeg er nu officielt ikke studerende mere. Jeg har frygtet det her i over et år, og nu er det sket. Jeg har stået i kø på det lokale jobcenter, og ansøgt om kontanthjælp. Der mistede jeg det sidste af min værdighed. Det sidste lag fernis af stolthed forsvandt. Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg er tilbage i socialklasse 5.

Det er det mest håbløse og ydmygende sted at befinde sig.

Sjovt nok er der ingen i min omgangskreds som har dømt mig ude endnu. Tvært imod. Jeg bliver grebet - big time. Min stærkeste livline i det her liv hedder Twitter. Her findes de mest fantastiske folk, som jeg vil gøre alt hvad jeg kan for. De har min ryg, når jeg ramler, og de er mine krykker, når jeg vakler. De reddede bogstaveligt talt mit liv, da jeg var ved at slutte det, og de mobiliserer hære, når verden er uretfærdig. Tak til jer alle, I ved hvem I er. Men især Esma og Vulle. Uden jer var jeg her ikke.

...

Jeg er ved at rejse mig. Jeg kan mærke at livsgnisten er på vej tilbage. Jeg er ikke alene i verden. Jeg er ved at blive modig nok til at tage imod. Der er nok i Verden. Også til mig.
Jeg har tabt hvad der er at tabe, og derfor har jeg ren røv at trutte i. Når først man har mistet sin værdighed, så er der ikke så meget mere at komme efter. Jeg kan ikke miste mere. Jeg kan næppe falde dybere.

Come what may!


mandag den 22. juni 2015

Ombord på Moderskibet.

Nogle gange er der krappe bølger, andre gange er der blikstille. Men det er altid i bevægelse. Vandende under Moderskibet. Moderskabet.

Jeg synes moderskabet er et af de største udfordringer mit liv har budt på. For det har altid lagt mig så nært på sinde at være bedre, rundere, kærligere - end det moderskab jeg selv var underkastet som barn. Der var ikke meget elastik, kommunikation eller kærlighed der.

Dét at være mor, og især dét at være alenemor, kræver at man tager ansvar. At man er voksen. Og at man er udfordringerne moden. Jeg var 19 år gammel da jeg blev mor første gang. Jeg var hverken særlig ansvarlig eller voksen, da jeg fandt ud af at jeg var gravid. Men jeg blev det - hurtigt. Fordi jeg vidste hvor meget der var på spil for det barn som skulle blive mit.

Jeg har læst mig til alt hvad jeg ved om Moderskibsnavigation. Jesper Juuls "Dit kompetente barn" var min bibel, og mange af mine terapitimer gik med evaluering af mit Moderskab. Jeg ville ikke være min mor.

Fra mine piger var helt små har jeg kæmpet en brav kamp for at bryde alle mønstre. Det er ikke altid gået lige godt eller nemt, og jeg har begået så mange fejl. Men jeg har altid været stædig og indædt nok til at fortsætte kampen.

Jeg har haft flere forskellige parametre til at måle min succes. En af disse var hvordan mine børn indgik i sociale og relationelle interaktioner, en anden var hvor vellidte de var i daginstuitutioner/skoler, og selvfølgelig hvordan min nærmeste omgangskreds opfattede dem.

Jeg har været en hård mor. En konsekvent mor. Og en kærlig mor. Jeg synes selv jeg er lykkes nogenlunde. Faktisk er Moderskabet min største og eneste bedrift i det her liv. Men det gældes. For jeg har sendt to dejlige mennesker ud i verden, og en af dem står allerede nu på egne ben. Og i morgen skal jeg sætte studenterhuen på hendes hoved.

At få mine børn igennem uddannelsessystemet har været så uendeligt vigtigt for mig, for det er så hårdt at kæmpe sig igennem det, når man er voksen og har fået børn. At Marie bliver student i morgen føles derfor ikke kun som hendes bedrift, men også som min. Det føles som et af de vigtigste succesparametre. Jeg er så stolt af at det er lykkes. Og jeg er så glad og taknemmelig for at det er mig som skal sætte huen på hendes smukke knold.

Tillykke Marie. Mit lille liv. Tillykke!

søndag den 14. juni 2015

Blinde vinkler.

Maja bliver født i maj i 1982.
Hun er et kærlighedsbarn. Et ønskebarn. Både mor og far glæder sig til hendes ankomst.

Det andet barn er 5 år. Hun kan ikke helt forholde sig til det der barn. Tingene er sket så hurtigt efter hinanden. Først kaos overalt. Så den ene plejefamilie, så den anden plejefamilie, så alene med Mor. Og sommetider bare... alene. For Mor går i byen. Det er der for så vidt intet i vejen med, hvis der fx havde været en babysitter. Men det er der ikke. Pigen er helt alene og bryder sig ikke om at vågne alene i mørket i et tomt hus. Det sker flere gange. Hun sover i dobbeltsengen, og her krammer hun krampagtigt sin brune bamse. Pelsen er syntetisk, og stikker lidt. Men det er ligemeget. Barnet kender allerede følelsen af at være alene helt ind i marven, så hun tager den tryghed bamsen har at give. Det er ikke meget, og hun klemmer øjnene hårdt i, så skyggerne ikke skal nå hende.

Mor er i byen for at finde en mand. Det lykkes den nat pigen er blevet 4 år. På barnets fødselsdagsnat finder Mor en "far" til hende. Han kan trylle tyggegummi frem fra barnets øre og is ud af ingenting. Det er ren magi og barnet er betaget. Hun er ikke helt tryg ved mænd. Eller fremmede. Men magien og godbidderne virker. Manden flytter ind, og snart flytter de videre til en ny by. Mor er gravid. Og pigen skal have en lillesøster.

Babyen skriger meget. Og gylper endnu mere. Amning er ikke noget for Mor, heller ikke denne gang, så det er modermælkserstatningsgylp. Det stinker. Og fordrer ikke nærhed mellem søstrene.


...


Maja kommer ind i vores liv, da det endeligt er lykkes for min mor at blive - og forblive - clean.
Hun dumper ned i en drømmetid, hvor det eneste min mor drikker ved sociale sammenkomster er squash sodavand. Aldrig alkohol. Ingen stoffer. Helt clean. Jeg er 5 år gammel da Maja bliver født.

Det er en drømmetid. Det ligner en kernefamilie udenfra. Men skaden er sket, og den er uoprettelig.
Relationen mellem min mor og jeg er et åbent sår, og erindringerne om alt det vi har været igennem sammen fortrænges og fornægtes af min mor, og det er her og nu løgnene begynder. Livsløgnene, som først bliver afsløret og rettet, fra jeg er 15-16 år og frem til i dag. Indtil da er historien at min far er død. Og alt hvad der er sket med og mellem os indtil jeg er 4 år, tales der ikke om. Overhovedet. Under nogen omstændigheder. Elva og Mor holder løgnenes knuder strammet så hårdt, at intet kan løse dem. Der er stadig alt for mange uløste knuder.


...


Vi er flyttet til en lille indre missionsk landsby nord for Limfjorden, og alle i landsbyen byder os velkomne med åbne arme. Vi forstår ikke ret meget af hvad de siger, dem fra landsbyen, det lyder som om de har en kartoffel i munden når de taler, så Mor bliver ret hurtigt - uden at det helt går op for hende - valgt ind som kasserer i Husmoderforeningen. Vi integrerer os. Vi leger familie og som den kamæleon min mor er, skifter hun farve og kulør, så vi passer ind.

Vi får røgede ål og sandkager som gaver, og der er masser af børn i landsbyen at lege med. Sproget bliver hurtigt lettere, og snart er den lille voksende familie helt integreret i lokalsamfundet.
Jeg var 4 år da vi flyttede dertil, og 6 år, da vi flyttede derfra. Jeg nåede at gå lidt i børnehaveklasse og i søndagsskole. Og jeg lærte at blæse tyggegummibobler og cykle uden støttehjul. Det var her jeg tabte en ordentlig dunk sildelage ned i min onkels nye kokostæppe, og jeg styrtede på cykel for alvor første gang. Det var også her at jeg lærte at ensomheden var et vilkår. Mit vilkår. For da jeg fik en lillesøster mistede jeg også min nye far. Det blodsbeslægtede barn, som var så yndigt, kom jo selvfølgelig først. Det var i disse par år jeg begyndte at udtænke strategier for hvordan jeg kunne stikke af hjemmefra, om jeg mon var adopteret, og det var her jeg fandt ud af, helt bevidst, at jeg var insignifikant. Så jeg begyndte så småt at gøre oprør. Småbitte ord og handlinger som spirede indeni mig. Jeg begyndte at gemme mad, til de lange stuearrester - og til Flugten. Jeg vidste ret tidligt at jeg ikke passede ind. Jeg var forkert i den familie. Jeg var overflødig. Så jeg ville så gerne væk derfra. Jeg pakkede tøj og mad og forsøgte flere gange at stikke af hjemmefra. Der var ikke nogen Mor der bad mig blive. Der var ingen der fortalte mig at jeg var ønsket. Desværre vidste jeg også godt selv, at jeg var for lille til sådan at stikke af for alvor. Hvor skulle jeg tage hen? Jeg havde jo ikke nogen. Så vreden indeni mig voksede bare. Følelsen af forkerthed og trods voksede også.


...



Alt dette var Maja så lille (og elsket) at hun selvfølgelig ikke hverken vidste eller forstod. Hun kendte ikke vores kampe. Min mors svigt. Hun dumpede lige ned i det heldige intermezzo, der var i min mors misbrug. Hendes tidlige barndom blev tryg og god. For hun havde en mor, og ikke mindst en far, som forgudede hende. Hun havde kernefamilie og leverpostej, og en søster der følte sig fortabt midt i den nydelige hverdag.

Min søster er omkring 10-11 år, da min mor begynder at vakle. Hun begynder at drikke vin. Mere og mere. Til sidst også øl. Mange øl. Det sker efter skilsmissen fra Majas far, og i særdeleshed efter hun møder den mand der ender med at blive far til vores lillebror Mads.
Maja kommer på efterskole allerede i 8 klasse, og bor derefter hos sin far. De få år hun nåede at opleve med min mors druk, har hun fortrængt. Hun vil ikke tale om det. Hun kan ikke holde ud at "svigte" min mor. Hun forstår intet af mit oprør eller min vrede. Hun har glemt alle de gange hvor jeg hentede hende, fordi min mor var for fuld, eller havde været på druk i flere dage. Hun vil ikke huske. Det er alt for smertefuldt.

Maja har selv valgt nogle af sine blinde vinkler. Hun har valgt at forblive loyal overfor min mor. At tie det ihjel. Jeg bebrejder hende for så vidt ikke. Hun har ikke oplevet samme massive svigt som jeg. Hendes sår er nemmere at tilgive, tilsyneladende.

Men de blinde vinkler har kostet mig en søster. Et vidne på noget - omend kun en lille del - af mit liv. En fællesnævner og en blodsbeslægtet. Og jeg savner dét der kunne have været.


...



Vi har allesammen blinde vinkler i vores liv. På den ene eller den anden måde.
Blinde vinkler kostede mig min søster.


onsdag den 3. juni 2015

Radiostilhed og støj.

Jeg ved det godt, indlæggene kommer ikke særligt stabilt. Det er ikke dig. Det er mig.

Hoved og krop samarbejder ikke særligt godt for tiden. Og der er så meget i spil, og så mange bolde i luften, som er nødt til at forblive svævende lidt endnu, at mit tilbageholdte åndedrag gør mig lidt svimmel.

Lad mig forklare.

Mit liv sejler. Så kort kan det siges. Men de 3 små ord er ligesom ikke fyldige nok, til at formidle følelsen af at kvæles langsomt. Jeg føler jeg træder vande i kviksand.

Jeg har arbejdet så hårdt for at blive uddannet. Med og mod alle de odds og åndssvage vilkår, som jeg har. Først, mens pigerne var små, en vildfarelse udi Kunstverdenen, sidenhen VUC - og til sidst Universitet. Jeg har, som I ved allerede, været alene om alt det meste af tiden. Og det betyder også alene og på bar bund økonomisk. Ingen buffer. Ingen forældre til at sende mad eller penge sidst på måneden. Ingen og intet. Fra jeg var 16-17 år. Og hvis I ikke er klar over det, kan jeg fortælle at det er dyrt at være fattig i Danmark.

Især hvis man har børn. For så er der nogle sociale standarder der skal imødekommes, for ikke at stigmatisere og ekskludere dem fra fællesskabet. De skal have en mobiltelefon, en skolecomputer, de skal på skoleudflugter, lejrture, udlandbesøg. Og det hele koster. Miranda har stadig ikke prøvet at få en ny telefon. Hun har altid fået brugte.

Derudover er der vintertøj, sommertøj, sko, støvler, fødselsdage, julegaver, højtider og alt det andet gøgl, som følger med, hvis man forsøger at holde livet normalt og bare nogenlunde ligeværdigt med de andre. Mine børn er aldrig blevet materielt forkælet, og vi har aldrig været sådan rigtigt på ferie sammen, men alligevel har det været dyrt. For dyrt. Jeg har stået med ét barn der havde en stor familie (på sin fars side) og ét barn som kun havde mig. Og ingen andre. Og der er selvfølgelig blevet forsøgt kompenseret. For det har gjort ondt på mig. Jeg ved jo hvordan det er at føle sig alene. Ferierne er blevet brugt på gratis glæder og lejlighedsbytte med gode venner. Og det gældes. Bestemt. Men de har tit ønsket sig andet og mere. Sådan var vores vilkår bare ikke. Og det er også ok.

Nå - men min pointe er at jeg har sat mig i gæld. Jeg har været nødt til at købe ting (møbler, briller, elektronik, hvidevarer...) på afbetaling, og at tage nogle dumme forbrugslån. Hvilket betyder at jeg nu samlet har en gæld på omkring 110.000 kr i forbrugslån, og at jeg skylder omkring en million (ja, du læste rigtigt) i SU-lån. Jeg har været studerende i uendeligt mange år, og jeg har været enlig forsørger det meste af tiden. Og jeg har lånt hvad jeg kunne i studielån.

For jeg havde jo en akademikerløn at se frem til.

...

Faktum er at jeg er på min sidste måneds SU. Jeg har trukket den akkurat så lang tid som overhovedet muligt. Det betyder at jeg den 1.juli skal møde op på jobcentret og søge kontanthjælp. Det er så svært for mig. Så svært at jeg næsten ikke kan trække vejret ved tanken. For nu ryger jeg lige tilbage i socialklasse 5. Den "klasse" som jeg har kæmpet så hårdt og længe for at komme væk fra og ud af.

Jeg har for første gang nogensinde ikke betalt alle mine regninger. Jeg har skrevet mails til kreditorerne, og lavet en aftale med én af dem. Den aftale holder 2 mdr, så skal jeg afdrage helt igen. Det kan jeg under ingen omstændigheder. Så denne blog bliver nu også en dokumentation på et menneske på økonomisk deroute. Jeg går personligt fallit. Og min stolthed er smadret. Jeg er ydmyget og i knæ. Og dét at dele det her, er som at sænke de sidste parader, og overdrage min sidste bastion.

Jeg kommer på Kontanthjælp. Jeg bliver én af dem hele Danmark sparker nedad på. Jeg kommer på røven på den grimme måde. Jeg er syg, men ikke syg på en måde som samfundet vil anerkende, så jeg er så usigeligt bange for hvad jeg vil blive udsat for og sendt ud i, når først jeg er under deres kontrol. Nogle gange har jeg svært ved at komme i bad, fordi det koster alle mine skeer.* Hvordan skulle jeg kunne klare en aktivering?

Jeg starter i psykoanalyse i næste uge. Havde første samtale med endnu en ny terapeut i sidste uge. Hun har en gruppe der passer til mig. Og jeg er bange. Helt ind i hovedstolen-bange. Jeg har altid arbejdet kognitivt. Og det er jeg pissegod til. Rationale og handlinger - det er lige mig. Følelser? Not so much.

Så - nu er jeg her. I frit fald. På alle områder af mit liv.
Jeg føler jeg drukner.




* Google: Spoontheory

onsdag den 20. maj 2015

Det skal ikke hedde sig.

I dag ville Elva være blevet 90 år, hvis hun stadig havde været iblandt os.
Det er hun desværre ikke. Hun stillede træskoene for 7 år siden. Hun vejede 37 kilo da hun døde. Alligevel føltes det som om at kisten vejede et ton, da vi bar hende ud fra kapellet. Usagte ord og hemmeligheder vejer mere end man tror.

Elva var nummer 11 i børneflokken,  den yngste. Hun voksede op i en familie hvor jeg har indtryk af at der var masser af kærlighed - og knaphed på alt andet. Tonen kunne sikkert godt blive lidt hård ind imellem. I hvertfald blev Elva selv en lidt hård knudekvinde, da hun voksede til. Hendes liv var ikke let. Hun kom ud og tjene som 13-årig, som alle andre på den tid. Hun var et lille nips. Mørkhåret, og med brune øjne, og må have været noget af en skønhed. Hun kom i ulykkelige omstændigheder, da hun var 17-18 år, og måtte bortadoptere den lille dreng, som omstændigheden viste sig at være. Han kom gudskelov i gode hænder, hos Elvas venindes familie, og Elva blev holdt orienteret om hans liv og levned.

Elva mødte relativt hurtigt efter en noget ældre mand. Albinus, hed han. Binus, blev han kaldt. Han var enkemand, og havde en 12-årig datter. Pusse, blev hun kaldt. Margrethe var hendes navn. Det var den helt store kærlighed mellem Elva og Albinus. Så stor at de blev gift og gav dem 3 børn mere.
Jørgen, Arne og Lone.

Det må have været hårdt at have 4 børn. Der kom en krig allerede inden de to yngste blev født. Den krig gjorde ondt langt ind i sjælen på familien, for Binus blev på et tidspunkt taget af Gestapo. Han blev taget i at køre rundt med noget modstandsmateriale i sin taxa. Det kostede ham et ophold i koncentrationslejren i Frøslev, og resten af familien dyrt. Der var knaphed på alt, og når man er ung og alene med børnene, mens man ikke ved hvad der skal blive af ens elskede, bliver man mærket af det for livet. Det gjorde Elva, i hvertfald. Binus tacklede det heller ikke særlig godt. Selvom han var heldig, og kom hjem med livet i behold, må der være slået en lille flig af et eller andet sted derinde i ham. Noget var gået i stykker.

I hvertfald var der et eller andet i familien der blev skævvredet. Forkert, på en måde. Forkert og fejet ind under gulvtæppet. For der er ikke én eneste af dem der kom hele ud på den anden side.

Elva var en lillebitte kvinde. Lille og fin. Og temmelig syrlig, til tider. Hun kunne godt lide at der var orden i tingene. Der skulle være rent og pænt. Og intet i den fine stue måtte berøres af fedtede børnefingre. Det skulle stå klar til stads, hvis der skulle komme nogen forbi der var fine nok til at betræde rummet. Der var lissom pyntet op til en fest, der aldrig kom nogen gæster til. Faktisk strakte hendes flid og rengøring sig helt ud til fortorvet. For det skulle ikke hedde sig. Derfor sad Elva på alle 4 og rensede fliserne med en tandbørste.

Alle Elvas børn udviklede et misbrug. De to drenge blev alkoholiserede mænd. Pigen, Lone, blev allerede som helt ung narkoman. Junkie. Sådan én der stikker sig med nåle og indfører heroinen i de vener der er tilgængelige. Det må have været forfærdeligt for en mor som Elva, som følte at alting skulle være pænt på de renskurede overflader, og at det ikke skulle hedde sig. Især må det have været svært, da Lone blev gravid som 21-årig. Paul var en rigtig charmør, men en charmør med nålemærker i armene. Ligesom Lone. Det holdt heller ikke mellem Lone og Paul. For Paul syntes ikke rigtigt han var klar til det der med børn og faste udgifter. Derfor skulle der en retssag til at stadfæste faderskabet. Det var én af de ting der gjorde Lone bitter. For det skulle ikke hedde sig!

Elva og Lone havde et meget nært forhold. Så nært, at når Lone var i fængsel eller i afvænning, så passede Elva den lille datter som Lone fik. Eller også blev barnet passet af andre i familien. På skift. For det skulle ikke hedde sig at Lone ikke selv kunne passe det her lille barn.

Elva og Lone vokser mere og mere ind i hinanden. Der går ikke én dag, hvor de ikke taler i telefon sammen. Mindst én gang. Hver dag. Elva kommer også tit på besøg, når altså ikke Lone bor hos Elva og Binus. Alting er jo næsten fryd og gammen. Og puh, en lettelse, nu hvor pigen er blevet født, og viser sig at være helt sund og rask, og gudskelov for det, og den lille pige ser jo ud til at trives, jamen det gør hun da. Se selv, hvor buttede arme hun har. Og hun spiser jo, pigen, dét gør hun. Faktisk bliver hun nærmest stopfodret, for det skal ikke hedde sig. Så hun må jo være i trivsel. Ikke?

Over de næste årtier - efter at Lone og pigen har boet i plejefamilie i et par år, mens Lone fik støtte og hjælp til at blive clean - kommer Elva og Binus tit på besøg hos Lone. Lone låner penge af dem, når økonomien strammer. Det gør den vist tit. Og Elvas rengøringsevner bliver udøvet hver gang der er besøg. Pigen kan genkende duften af de besøg mange år senere, i lugten af rengøringsmidler og cerutrøg. Elva røg nemlig cerutter. Og sådan en cerut kunne holde længe, når der skulle luftes ud, og sorteres og smides ud hjemme hos Lone og pigen.

Elva og Lone holder alt det der er sket hemmeligt. Der er ingen grund til at lufte sit snavsetøj offentligt. Og hvad vil folk ikke tænke, hvis de vidste?! Nej. Det skal ikke hedde sig.

...


Da min mormor blev begravet kom min tante til at sige nogle af de hemmeligheder højt over kaffebordet. Min mor var ved at skrælle linoleummet af bordet bagved, for hvis der er noget der er farligt og forkert i hendes verden, så er det at sige troldens navn højt. For det skal ikke hedde sig. Og ingen skal tænke dårligt om hende. Jeg stoppede samtalen over kaffebordet, og ringede til min tante om aftenen, en tante som jeg åbenbart har boet hos af flere omgange som helt lille, men som jeg intet synderligt har haft med at gøre siden min mor blev clean. Gad vide hvorfor? Måske min mor var bange for at sandhederne skulle komme frem. At trolden skulle få sit navn.

Inden min mormor døde, var hun min eneste familie. Jeg skar kontakten til min mor, da jeg var i slutningen af puberteten. Men min mormor var altid kun til låns. For jeg vidste godt at hun var min mors mere end hun var min. Hun har altid været fanget i midten mellem min mor og mig. Jeg manglede altid én der var "min". En Moder-type. Altid. Jeg har altid stået alene. For min mormor endte altid med at tage min mors parti. For det var der hemmelighederne var. Og de skulle for enhver pris beskyttes. Prisen endte med at blive høj. For høj, synes jeg. Og nu hvor hun er død, er min kærlighed til hende splittet, for kors hvor er jeg vred. Alt dét som hun har været vidne til. Og alligevel var det kun min mors tarv der blev taget hensyn til.

...


Jeg kan se nogle af de træk som jeg hader allermest ved min mors person i mig selv. Sommetider holder jeg alt for fast i min egen måde at gøre tingene på, og jeg bliver bange og ked af det, når folk tænker dårligt om mig. For det skal ikke hedde sig. Men helt ærligt? Alt dét som diverse ekser har sagt om mig, både til mit ansigt, og i ondskab til andre, er formentligt rigtigt. Jeg ér sikkert borderliner, og syg i bøtten. Jeg forstår ikke kærlighed og slet ikke relationer. Jeg ved dog en ting: jeg vil ikke ende som min mor. Jeg prøver at blive et bedre menneske. Det har jeg altid kæmpet for at blive. Så kære Læser. Hvis jeg har såret dig, ude i virkeligheden på et tidspunkt, så må du undskylde. Jeg gør det så godt jeg kan.

tirsdag den 19. maj 2015

Træthed, tanker og tabubrud.

- eller, hvordan man vender sig selv virtuelt på vrangen. Come what may.

Der har været stille i nogle dage. Sådan er det noglegange. Min krop lever sit eget liv, og jeg er nødt til at tilpasse mig og mit efter den. Derudover er der hovedets liv. Det har tilsyneladende også sine egne måder at gøre, eller ikke gøre, tingene på. Når der er for meget kaos her eller der, slukker begge dele. Og jeg tror det er det der har været tilfældet de sidste 4-5 dage. Jeg har været slukket.

Mens der har været lukket ned, har jeg været ude i Danmarks smukke natur, med et menneske som elsker mig. Det burde være pissenemt at nyde og tage ind. Men det er det ikke. Jeg er udstyret med et ret effektivt lag teflon. Jeg kan sagtens se smukheden, og jeg kan rationelt mærke kærligheden. Men den når lissom ikke ind i mig. Den hænger på ydersiden, til den falder af af sig selv. Jeg har svært ved at fastholde øjeblikkene, og gøre dem til en del af mig. Det gør mig så frustreret. Og ensom.

Samtalen med terapeuten forleden uge har sat ting igang indeni mig, som jeg slet ikke var forberedt på. For "jeg er sådan én der..." plejer at være pissegod til det der "terapi". Jeg gør bare som der bliver sagt, og fortsætter derudaf. Og rykker helt vildt. Kognitiv terapi er lige mig. Jeg kan sagtens ændre den narrative opfattelse af mig selv, så længe jeg siger tingene højt og tit nok. Jeg kan sagtens ændre mine tankemønstre og handlemønstre, men jeg kan fanme ikke mærke en skid. Jeg kan ikke mærke mig selv. Det eneste jeg kan fornemme indeni er tomhed. Træthed, ensomhed, ængstelighed og tomhed. Der er ingen kilde af kærlighed. Intet. Kun i tanker og handlinger, men intet helt inde i kernen.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg holdt op med at føle noget. Jeg ved ikke om det er nyt eller gammelt. Jeg vidste ikke engang at de ikke var der, følelserne, før terapeuten pegede.
Gad vide om jeg har opbrugt min kvote. Findes der EU-kvoter for den slags? For så vil jeg gerne nedlægge veto lige dér. Jeg kan sgudda ikke fortsætte uden følelser. Er det et liv?

Nu hvor det er gået op for mig, at alle de fortællinger jeg har bygget op omkring min personlighed, min identitetsforståelse, mine facetter, udelukkende er bygget på rationaler og narrative fortællinger, føler jeg mig som én stor bunke løgn og tomhed. Jeg føler alle mine facetter smuldrer. Jeg aner ikke hvem jeg er. Og de ting, som jeg forsøger at holde fast i, bryder jeg mig egentligt ikke om. Eller også virker de som fortid. Eller løgn. Eller misforståelser, baseret på en forventning om hvem jeg gerne selv ville være, eller hvad andre forventede af mig at jeg skulle blive.

Jeg føler jeg står lige midt i uendelig stilhed. Midt i orkanens øje, og rundt om mig hvirvler fragmenterede identitetsforståelser, som ikke passer sammen i et hele. Eller som ikke er kompatible med de vilkår jeg havde, har eller får.

Jeg har brug for hjælp. Jeg har virkeligt brug for hjælp. For jeg drukner i det her.




onsdag den 13. maj 2015

Pælerødder og hundeprutter.

Ordene skvulper rundt indeni mig efter jeg har startet denne blog.
Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal gribe det her an. Det er jo et temmeligt stort projekt, jeg har sat mig for. At skrive mig i bedring. Gad vide om det overhovedet kan lade sig gøre. Det vil vel vise sig.

Måske skal jeg forsøge at få skrevet fortiden ud først. Alt det der gør mig så vred. Og bitter. Alt det der gør at jeg føler jeg træder vande i kviksand og aldrig kommer videre. Måske kommer der gentagelser, og det må I bære over med. Der er utroligt meget vrede gemt indeni mig.

Jeg er vred, fordi jeg føler at en anden har sørget for at jeg har tabt slaget om/i dette liv. Allerede inden jeg egentlig var. Min mors heroinmisbrug har formentligt ødelagt nogle synapser og transmitorer i min hjerne, allerede mens jeg lå inde i hendes mave. Og hvis ikke dét gjorde det af med mig, så har alle de svigt jeg var udsat for i de første år, i hvertfald gjort deres til det.

Jeg har, som tidligere nævnt, boet rigtig mange steder. Haft mange forskellige addresser. Hos mange forskellige mennesker. De første 4 år af mit liv var ekstremt nomadisk og turbulent. 14 dage her, 2 mdr der, 3 uger her, 4 mdr der. Og så fremdeles. Jeg har nu i alt haft 40 forskellige addresser hos folkeregistret. Og endnu flere i virkeligheden. 

Sommetider var jeg også overladt til mere eller mindre tilfældige mennesker. 
Fx var jeg på et tidspunkt overladt til min mors elsker i et ukendt antal timer. Alene. Problemet var såmen ikke at jeg var overladt til hendes kæreste. Han var sikkert sød nok. Næh, problemet opstod, da han tog en overdosis, mens han passede mig, og kom til at dø af den. Mens jeg lå i tremmesengen. Overladt til mig selv. Jeg var 10 mdr gammel.

Det var formentligt i den forbindelse - eller én lignende - at myndighederne kom forbi. Min mor fik valget: enten tager vi dig med, eller også tager vi barnet med. Hun fik to timer til at beslutte sig. Derefter tog de min mor med til et afsidesliggende sommerhus, hvor hun skulle martres med en kold tyrker. Det tog et par uger, og i den tid var jeg hos min mormor og morfar.

Desværre holdt det ikke, det der med at forblive clean. Det må have været en virkelig hård kamp for hende. Og med det in mente, er der måske ikke så meget at sige til at hendes afsky og foragt for mig voksede. Min mor er et meget stolt menneske (på det punkt ligner vi hinanden), og dét at andre mennesker har taget beslutninger for hende og tvunget hende til at gennemgå forfærdelige abstinenser, må have været forfærdeligt for hende. Både for hendes krop og hendes sind. Jeg forstår hendes vrede. Jeg forstår hendes foragt. Men jeg har stadig ikke fortjent den. Det var trods alt ikke mit valg at blive født. Men dét at jeg kan forstå hende, gør det også bare så svært at komme videre, for mig. For jeg er så splittet mellem rationalet og følelserne. Og det har altid været mit rationale der vægter mest. Det nytter bare ikke noget i denne situation, for jeg kan ikke rationalisere følelserne af massiv omsorgssvigt væk. 

Nogle år efter kommer vi i plejefamilie på Fyn. Både min mor og jeg. Det var ret vigtigt dengang i halvfjerdserne, at tage hensyn til moderen også. Det bedste og vigtigste var at holde mor og barn sammen. I dag ville jeg ønske de havde fjernet mig som spæd. Måske havde jeg haft en chance, så.

Min mor blev ikke clean. I hvertfald ikke lige med det samme. Vi boede i plejefamilien på Fyn i halvandet år. På et tidspunkt tager min mor mig med til Odense. For at købe stoffer. Heroin. 
Gudskelov opdagede plejefamilien det, og konfiskerede stofferne. Men ikke mig. Hvorfor var grænsen for hvad der var acceptabelt så flydende?! Hvorfor konfiskerede de ikke mig? Jeg var 4 år gammel.

Jeg var kun et lille barn, da mit hjerte blev uigenkaldeligt knust. For hvad er man værd som menneske, hvis man ikke engang ens mor kan elske én. Jeg ville sådan ønske at nogen havde taget mig, og givet mig en chance.

Vi skulle igennem to plejefamilier dengang, før hun endeligt blev clean. Først på Fyn, så i Nordjylland. I mange år (fra jeg var 4 eller 5 til jeg var i starten af puberteten) rørte hun ikke andet end appelsinsodavand. Men så skal jeg ellers også love for at hun tog revanche. Med alkohol. I starten var det mest rødvin (for man er jo ikke rigtigt alkoholiker hvis man er kultiveret nok til at drikke sig stiv i vin, vel?!), og senere blev det også øl. Og værtshuse. Noglegange var hun væk i dagevis. Det var ikke særlig hensigtsmæssigt, for i mellemtiden havde jeg jo fået en lillesøster. Hende hentede jeg, når jeg opdagede at hun havde været alene, og jeg forsøgte at være voksen og ansvarlig, samtidig med at jeg var vred og såret.

Jeg var væk forlængst. Jeg kunne ikke være i samme hjem som min mor. Foragten og det usagte fyldte hele rummet imellem os, og det var svært at trække vejret. Jeg gjorde oprør, jeg var vred og det gik ikke særlig godt i skolen. Ingen spurgte hvorfor. Man konstaterede lissom bare at jeg var "utilpasset". Et problembarn. Så jeg stak af i tide og utide, og senere kom jeg i plejefamilie langt ude på landet. Her boede jeg i et kammer i en kostald, sammen med en 13-årig pige. Jeg var omkring 16. Der var rigtig mange plejebørn på den gård. De kørte et Bed & Breakfast, og vi unger kørte showet for turisterne. Følte mig som en slave, og kunne ikke holde stanken af ko ud, den sad i alle mine ting og i alt mit tøj. Selv i min hud. Så jeg stak af efter en måneds tid. Jeg havde kun en kuffert fyldt med ting. Til gengæld var der ikke mange busser derude på landet, mellem Vrads og Silkeborg, så jeg gik og gik og gik med den her åndssvage kuffert, som var gået op i den ene rem. Til sidst fik jeg et lift tilbage til Ikast. 

Jeg har glemt hvad han hed, men jeg genkendte drengen fra gyngen, i manden med vanviddet malet i øjnene. Han var anbragt i samme plejefamilie som jeg. Derude, langt ude på landet. Dengang var han omkring 11 år, og helt resigneret i øjnene. Det blik glemmer jeg aldrig. Det var sent efterår, da jeg så ham i Århus, og han havde bare tæer. Jeg havde lyst til at give ham et kram, og sige "Jeg ser dig. Jeg ved hvem du var." Men jeg turde ikke. Han var grunden til at jeg fandt modet til at stikke af. Jeg kunne simpelthen ikke bære at forsvinde helt på den måde. Jeg har altid haft den her livsdrift indeni mig. En eller anden udefinerbar stædighed og opsathed på at klare mig. Jeg har været vred og sagt Troldens navn højt. Jeg var en "dramadronning", sagde de. Og det må have været så svært for min familie, som allerhelst så alting glemt og fejet ind under gulvtæppet.

Det er også derfor jeg ingen familie har i dag. Jeg er slettet. Blokeret på facebook og ikke velkommen. Det er i princippet ok. Det var mig der startede med at vælge dem fra i mange år.
Jeg kunne ikke bære al den skyld og gift og galde, der blev spyet ud. Men der er ensomt herude i kulden. Det er svært at være så alene. Min grundfølelse har altid været ensomhed. Jeg føler mig altid alene. Uanset hvor mange der er omkring mig. Jeg kan huske at det gjorde min mor vred, da jeg var barn. "Hvorfor kan du ikke bare lade være med at være sådan en dramadronning?! Hvorfor skal du gøre det hele så svært!!?" Og ja, hvorfor egentligt? Gid alting var ukompliceret og smertefrit. Men det er det ikke. Al medmenneskelig interaktion er forbundet med smerte, angst og en gigantisk kraftanstrengelse, for at mobilisere overskud nok til at opbygge et værn der er tilstrækkeligt stærkt til at holde mig tilstrækkelig ekskluderet, så relationen ikke forpligter, eller koster mig noget. Jeg ønsker mig brændende Nære Relationer, men mestrer og magter dem ikke. Og det er alt for omkostningsfuldt at engagere mig i dem. På den måde føles det ofte mere nænsomt at holde mig ude af dem.

Det er blandt andet derfor jeg ikke kan bo i byen mere. Ensomheden skærer mig i huden, når jeg konfronteres med andres tilsyneladende manglende brister. Deres evner til selvopretholdelse uden omkostninger. Og isolationen er på en eller anden måde nemmere at bære, når man er omgivet af grønt. Og lugten af kolort. Det er gudskelov sværere at være (dramadronning) melankolsk og sorgfuld, når man ligger under dynen og gisper efter luft, fordi hunden igen har slået en skid i mørket.

Hunde og landlivet gør mig godt. Det giver mig noget at stå op til. Noget at være til for. Selvom mit liv på uendeligt mange måder er reduceret til ingenting.

Det er lillebitte og kan knapt nok rumme mig selv og mit følelsesregister. 








(Jeg ønsker mig en pælerod. Og en Voksen.)

Da jeg var lille.

Da jeg var lille, stjal jeg penge i min mors pung. Engang kom jeg til at forveksle en halvtredser med en plovmand, og for at skille mig af med de overskydende penge (efter at have købt det snolder jeg turde) efterlod jeg små bunker af penge, rundt omkring i byen, til "de fattige". På en måde følte jeg at skylden blev ophævet på den måde.

Da jeg var lille, skrabede jeg mine knæ hen af asfalten, så blodet piplede frem. Jeg fik aldrig den trøst jeg hungrede efter. 

Da jeg var lille, lod jeg i en periode som om at jeg faldt ud af sengen. Jeg lå og dunkede hovedet hårdt mod det stride gulvtæppe, i håbet om at Hun ville komme ind og finde mig. Liggende der. Klynkende efter kærlighed. Hun kom aldrig. Jeg var 7 år gammel.

Da jeg var lille, vidste jeg ikke hvad jeg ville være når jeg blev voksen. Det ved jeg stadig ikke.

tirsdag den 12. maj 2015

Den svære sequal.

Sikke en velkomst. Tak! Hvordan kommer jeg videre herfra, uden at fejle stort?!

Det gik jeg og tænkte på, da jeg luftede hundene.
Jer der følger med på andre medier ved, at jeg har to kreaturstore sankt bernhardshunde ved navn Else og Myrna. Og altså, jeg gik tur med de her hunde. Eller rettere, de gik med mig.

Og jeg tænkte og tænkte. Og lyttede til fuglene, og tog farverne og duftene ind. Landlivet er the shit, hvis I skulle være i tvivl.

Og imens jeg tænkte, og gjorde mig umage, for ikke at styrte i grøften, fik jeg øje på 4 harer der legede på mælkebøttemarken. De var helt uanfægtede af os. Og helt tovlige i deres harehoveder.
Det syn gjorde mig nærmest helt rørstrømsk, og jeg var lige ved at hengive mig helt i mine følelsers vold, da der kom to biler og vi var nødt til at rette lidt ind. Det sker ikke så tit at der kommer TO biler, så fokus skiftede et øjeblik. Og dér, lige ved siden af rabatten fik jeg øje på en lille krop. Den var smuk og helt død, og det første jeg tænkte var "åh, bare det ikke er haremoderen!". Det var det ikke. Det var værre. Det var et rådyrkid. Lillebitte og fin og med smukke brune øjne.

Og så slog det mig. Det er jo dét det hele handler om, når vi får skrællet alle lagene af. Livet. Døden. Hvordan forvalter vi vores liv, og hvem står tilbage og sørger over én når man er væk. Og hvad er så alt det der indimellem? Følelser. Interpersonelle relationer. Alt det der svære stads, som man vælter ind i og har lyst til at børste af sig igen, når det bliver svært. Og det gør det jo hele tiden. Livet er komplekst og hamrende kompliceret. Så nu vil jeg forsøge at fortælle lidt om mit og mig, så I får en lidt dybere forståelse for hvorfor jeg er nødt til at skrive mig igennem den her krise. For det er vel dybest set dér jeg er. I identitetskrise. Hvem fanden er jeg egentlig?!

Jeg har altid forsøgt at gøre mig umage og være et ordentligt menneske. Jeg har alligevel såret en masse mennesker på min vej. For jeg synes ikke det er nemt at være menneske. Det er som om jeg ikke kender reglerne. Jeg skal altid tænke mig til det. Udtænke det. Rationalisere.

Dét fik jeg også at mærke forleden, da jeg var til den første samtale hos en ny psykoterapeut forleden. Hun spurgte mig på et tidspunkt: "Hvordan får det dig til at føle?" - jeg satte straks igang med en lang plade og blablabla, indtil det gik op for mig at hun ligesom fjernede opmærksomheden fra det jeg sagde, og så mig lidt skrapt ind i øjnene og sagde: "Dét der er ikke en følelse."

Wait. WHAT? "Det skal du da ikke bestemme!" tænkte jeg, og tav.

Jeg har altid troet at jeg var pisseskarp på følelser.  Jeg mener, jeg har gået i føleterapi siden jeg var 15. Det er immervæk snart 25 år. Femogtyve!!! Og så kommer der sådan en dum dame og peger, og viser mig at jeg i virkeligheden ikke har styr på en skid. Og hun er selvfølgelig kun dum, fordi jeg kan mærke at hun har ret. Det er vel også derfor jeg aldrig kommer videre og aldrig bliver dygtigere til de der relationer, jeg har så svært ved. Jeg har ikke været i nogle lange forhold i hele mit liv. Det længste var til min ekskone, som jeg var sammen med i ca 3 år. Hvoraf vi var gift i halvanden. Det var en katastrofe for os begge to. Vi er begge komplicerede mennesker, men jeg har helt sikkert en stor del af ansvaret, fordi jeg ikke investerede (følelser) nok. Jeg investerede i stedet beslutninger, rationaler, og "kom-nu-gør-vi-det"-engagement. Jeg har altid været god til at tage beslutninger. Jeg er et ekstremt handlekraftigt menneske. Og jeg gør hvad jeg sætter mig for. Det ender bare altid med at smadre noget i mig (og andre?) også.

Da jeg var til samtale på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser i Århus, i forbindelse med fibromyalgi, smerter og BDS, talte jeg længe med en læge, som først bad mig gennemgå min livshistorie. Denne skrev han op som en tidslinje på en tavle. Derefter bad han mig fortælle hvilke smerter jeg havde, og hvor og hvornår de var opstået. Der var intet at tage fejl af. Jeg bliver syg i relationer. Jeg ødelægger noget i inde i mig selv hver gang. Og nu står jeg her, hvor det føles som om det hele er tabt. Både det liv jeg har haft og det liv jeg havde besluttet at jeg skulle have. Både hvad angår det relationelle, men også det indhold, den værdi, som livet også skal have. Status, om man vil. For mig blev det på et eller andet tidspunkt vigtigt at have, eller tage, en position her i samfundet. Jeg kommer fra socialklasse 5, og jeg har knoklet for at blive noget andet. Især, først og fremmest, i andres øjne. For det er dér jeg spejler mig selv. Min identitet og selvforståelse er bygget op af andres syn på mig, og jeg mærkede en tydelig forskel i den måde andre talte til mig, da jeg pludselig var "stud.mag". Det gjorde kæmpestort indtryk på mig. Derfor har det også altid været svært for mig, når folk siger at det jo slet ikke betyder noget i virkeligheden. For jo. Det gør det eddermame. Men måske skal man komme fra bunden, for at mærke det?

Jeg kommer fra en pauvert barndom. Er barn af to narkomaner. Den ene for evigt fraværende, og den anden skiftede det ene misbrug ud med et andet. Der har ikke været nærhed og jeg kan ikke mindes et eneste tidspunkt jeg har følt mig tryg. Sådan rigtig varm, rolig og tryg. Inden jeg blev 4 havde jeg boet over 10 steder, og havde ingen primær voksen som lille. Har boet hos min mor, min tante og onkel, min mormor og morfar og i plejefamilier sammen med min mor. Min mor var fraværende i perioder, hvor hun var henholdsvis i fængsel og i afvænning. Ingen ro. Kaos, opbrud og uro.

Derfor har jeg altid været fast besluttet på at bryde mønstret. Alle min mormors børn har/havde et misbrug. Det ville jeg ikke. Og jeg ville være en bedre mor for mine egne børn. En nærværende mor. En ærlig mor. Og det er lykkes. Det er jeg stolt af. Marie bliver student lige om lidt, og er en følsom og empatisk pige. Miranda er lige blevet konfirmeret, og er en stærk og stolt lille kvart-inuit.

"Mor" er halvdelen af min identitet. Jeg blev trods alt Mor før jeg blev voksen. Men jeg ville mere end det. Jeg ville lykkes, sådan rigtigt.

Jeg boksede i nogle år med at finde ud af om jeg skulle gå den kreative vej, og tog flere forskellige kurser på flere forskellige Kunstskoler. Både i Silkeborg og i Århus. Men da jeg begyndte at lægge an til at søge på akademiet, var tiden rendt fra mig, og de "klassiske dyder" var hamrende uinteressante. Jeg var maler. Og de eneste malere der blev optaget, var dem der malede som Tal-R. Det var mediekunst og installationskunst, der var the shit. Det var slet slet ikke mig. Så jeg måtte finde nye veje. Så det gjorde jeg. Jeg ville være akademiker. Jeg har knoklet hele mine børns barndom for først at opnå de adgangsgivende fag, og derefter et fejlskud af studie, hvor jeg overlevede at komme igennem 2 semestre af oldgræsk. OLDGRÆSK! For derefter at lande på religionsstudier på Syddansk Universitet. Jeg nåede at blive næsten færdig med min BA og var halvvejs på mit tilvalg i Globalisering og kulturel identitet. Det har kostet dyrt. Både i SU-lån (som nærmer sig en million. Ja, du læste rigtigt.) - men også personligt. De sidste år er mine kognitive evner blevet dårligere og dårligere. Min hukommelse er ikke-eksisterende, hvilket ikke er særligt kompatibelt med et universitetsstudie. Derudover har jeg svært ved at koncentrere mig. Jeg tager ikke ordene ind. Ikke engang skønlitteratur kan jeg overskue mere. Og guderne skal vide at jeg savner det. Jeg savner at blive væk i ord. Jeg har altid læst meget, og jeg har så mange bøger til at stå, som jeg så gerne vil fortære. Med jeg når aldrig videre end 20 sider, så giver jeg fortabt. Det er en kæmpe sorg. Jeg har forsøgt med lydbøger. Det er helt håbløst. Jeg glemmer at høre efter og kan ikke følge med i handlingen. Men jeg nægter at give op. Jeg bliver ved med at prøve.

Summa summarum. Hvad er der nu tilbage af mig? Jeg er stadig Mor. Ja. Men min praktiske funktion bliver mindre og mindre. Marie er flyttet hjemmefra, og Miranda er et rimeligt autonomt barn. Min fremtid er i ruiner. I hvertfald den fremtid (og den indkomst) jeg havde forestillet mig at jeg skulle have. Med tabet af den, forsvinder også den status i samfundet, jeg forsøgte at forklare tidligere. Jeg er reduceret til et kognitivt svagt menneske i en tyk krop. Jeg ser stadig på billederne af mig selv fra for 3 år siden, og får en lige stor mavepuster hver gang. Jeg savner mig selv. Jeg savner min krop. Der  kom 25 kg på i løbet af et par måneder, da jeg startede på antidepressiva for 3 år siden. Den er vigtig, medicinen, og den hjælper mig (formentligt) også. Den skal bedøve mine nervespidser, så jeg ikke har så mange smerter, og så ængsteligheden dæmpes. Men de 25 kg, og den selvopfattelse der følger, kunne jeg eddermame godt undvære.

Men identitetskriser og tøjkriser hænger åbenbart uløseligt sammen.

I begyndelsen var der Ordet.

Og Ordet det var ... Judas.

For det er nok mest dét denne blog kommer til at handle om. En uredelighed af bibelske proportioner, omhandlende min krops Judas-forræderi og den manglende, eller i hvertfald udfordrede (!) evne til at lave endnu en Lazarus. At præstere endnu en genopstandelse af Selvet, af kroppen, Jeg'et, identiteten, hele den forbistrede masse af whatever i hedehulehelvede det nu er som er Mig.

Jeg er gået i stykker, forstår du, Kære Læser. Jeg er i stykker, og har været det så længe, at jeg mentalt og fysisk er begyndt at smuldre og fortæres. Som af psykosocialt svindsot. Jeg opsluges af denne ublide følelse af at forsvinde for mine egne øjne. Trods det faktum at der fysisk bliver mere og mere af mig. Men Jeg bliver væk. Forstår du? Giver jeg mening? Rabler jeg? Rabler det for mig? Ja. Jeg ved det godt. Jeg kender svaret. Ordene har boblet indeni mig så længe. Og nu hvor jeg slipper dem fri, og spyr dem ud, ender de i uorden og kaotiske rablerier.

Jeg trætter dig vel ikke allerede. Vent. Bliv lidt endnu. Lad mig forklare.

Jeg er diagnosticeret med alverdens djævelskab*, og summa summarum af det hele er at min krop smerter og mit Jeg forsvinder. Jeg er stoppet på mit studie, og min fremtid er i ruiner. Min nutid består af frit fald og de flakserier det naturligt afstedkommer. (Læs. panik er ikke et fremmed koncept på denne matrikel)

Alt dette er jeg nødt til at forholde mig til. Jeg får hjælp. Jamen, selvfølgelig gør jeg det. Jeg har jo præsteret at vælte sammen i alle interne etager på samtlige sociale medier, og gudskelov var der nogen der greb min udstrakte hånd. Men jeg er også nødt til at forholde mig til mine egne ord. Og bruge det til noget. Bruge MIG til noget. Mit liv er blevet lillebittesmåt, og jeg er bange for helt at forsvinde, hvis jeg ikke giver mig selv lov til at manifestere mig. Om ikke andet, så virtuelt. Hér.

Så derfor: velkommen kære Læser. Dette er mit vidnesbyrd på et liv på standby. På vej til småt brandbart. Amen.

* Djævelskab: Svær BDS (bodily distress syndrome), fibromyalgi, slidgigt, generaliseret angst, kronisk depression, formentligt noget borderline personlighedsforstyrrelse pga tidlig svigt. Og derudover besidder jeg en overvældende sorg og bitterhed over livets fesne vilkår og en gudsbenådet evne til at overleve. Trods alt.