tirsdag den 15. september 2015

Winter is coming

Det er længe siden jeg har skrevet. Undskyld. Men jeg er træt. Grundtræt. Af mig selv, mit liv - og hele den politiske situation i Danmark og resten af verden. Kan vi ikke nok snart få en verden der vender nogenlunde rigtigt igen? Det hele er på vrangsiden. Politikerne er blevet blinde, dumme og ligeglade. Mere end nogensinde før. Og mit hjerte kan snart ikke bære mere. Jeg kan ikke holde ud at penge er mere værd end mennesker.

...

Herhjemme er økonomien håbløs. Enderne når ikke tilnærmelsesvist sammen, og det er svært ikke at blive påvirket af konstant underskud. Men jeg har et generøst netværk, som hjælper når det hele brænder på. Det er jeg uendeligt taknemmelig for. Selvom det er svært. Jeg balancerer mellem at være ydmyg og føle mig ydmyget, og min stolthed lider mange knæk. Men det kan ikke være anderledes. Jeg kan ikke selv. Jeg har mareridt om Fogeden, og skammen føles som en knude i maven. Hver dag gør jeg alt hvad jeg kan, for at holde hovedet oppe og ryggen nogenlunde rank. Jeg orker ikke depressionen nu. Jeg får mere og mere lede over alt det unødvendige forbrug, som præger vores verden. Jeg har lyst til at flytte over til Andrea Hejlskov ovre i Sveriges skove, og melde mig helt ud af det hele. Gid kroppen kunne. Så gjorde jeg det.

...

Kærligheden er kompliceret. Jeg har svært ved at være i en relation, og nu har jeg været sammen med min kæreste i et halvt år. Mine relations-tics begynder at vise sig. Jeg komplicerer tingene. Føler mig svag og uelskelig. Forsøger skiftevist at fange og frigøre mig selv. Jeg kan se mønstrene gentage sig, og gør alt hvad jeg kan for at holde panikken stangen. Jeg vil så gerne. Distancen er god for mig. De ugentlige timeout'er der giver mig tid og ro til reflektion. Samtidig med at jeg hader mellemrummene. For jeg savner, og føler mig lille, mindre og mindre proportionelt med at kroppens smerter vokser. Jeg har svært ved at balancere og navigere i det. Jeg roder mudder op og kan ikke rigtigt finde hoved og hale i mig selv. Indtil videre holder han (mig) ud. Det håber jeg han bliver ved med.

...

Jeg elsker efterår. Altså ELSKER! Jeg har altid fået et ordentligt energiboost når lyset og farverne ændrer sig, og kulden træder i forgrunden. Jeg får altid lyst til at spidse mine blyanter og cykle derudaf. Snuse farverne dybt ind i sjælen. Men ikke mere. Ikke efter smerterne har taget bolig i min krop. De er tiltagende for tiden, og jeg ved fra de sidste par år, at vinteren er den værste tid på året for mig. Så jeg frygter den, og føler mig lidt fanget i en krop der ikke dur. Jeg sover meget. Stadigvæk. Trods alverdens tilskud af vitaminer, jern og vilje. Jeg føler mig som en komatøs koma-tøs. I dag har jeg lige knap holdt mig vågen i 10 timer. Det holder hårdt. Jeg er dødtræt. Grundtræt.

...

Pas på hinanden, ikke? Vi har alle brug for at give og få lidt ekstra kærlighed i disse dage.

2 kommentarer:

  1. Du har ret vi lever i en verden, der er i forfald. Jeg kan også blive helt ked, gal osv. når jeg ser hvad som sker omkring mig.
    Hvad angår dine smerter og træthed, har du mon B12 mangel?
    Hvad angår dine følelser pt har du læst bøger af Louise L. Hay?
    Hilsner og tanker
    og min datter med bloggen "En verden af kunst" og jeg så det sødeste indlæg hos Klidmoster af den lille smukke mis :-)

    SvarSlet
  2. Hej Tina.
    Tak for din kommentar.
    Jeg får tilskud af B-vitamin, jern og ingefær/gurkemeje. Desuden er jeg for nyligt blevet reguleret i stofskiftemedicin, så jeg tvivler på det er noget kemisk. Jeg tror det er fibroen der trækker tænder ud. Zombietrætheden er en stor del af sygdommen. Men jeg synes den er lidt overdrevet hos mig, for tiden.
    Jeg kender ikke Louise L. Hay.
    Og ja, er Iskelil ikke bare en skønhed. Hun er en hittemis, som blev fundet på min datters friskole. Vi tog hende ind, og hun har været en del af killingekuldet her siden, så hun er blevet godt socialiseret af vores Mor-mis.:-) <3

    De kærligste hilsner fra Line.

    SvarSlet