mandag den 2. maj 2016

En god begyndelse.

Det er på tide at vi taler lidt om kærlighed. Og ønsker og forventninger.

Hvad skal der til for at kærlighed opstår, og hvad skal der til for at vedligeholde den? Hvad leder man efter, og lever man selv op til de forventninger og krav, man har til en potentiel kommende partner?

Jeg synes det har været enormt svært at være ensom, og lede efter kærlighed, efter jeg blev syg. Især efter jeg havnede på kontanthjælp, og der heller ikke i fremtiden er perspektiver der taler for et normalt værdigt liv. Jeg havde (/har!) en grundlæggende følelse af at have mistet mit værd som menneske. Og hvad kunne jeg tillade mig at forvente hos andre, så?

Grundlæggende er mine ønsker ikke urealistiske. Jeg ønsker mig en mand som har grundlæggende samme humanistiske menneskesyn som jeg. Dvs alle der stemmer DF og LA er udelukket. Han er nødt til at være intelligent, så der kan diskuteres kunst, kultur og politik. Han behøver ikke vide de samme ting som mig, helst ikke faktisk, for så kan vi lære af hinanden, og udvikle os. Både hver for sig og sammen. Jeg ønsker mig en mand, som kan sætte sig lidt ind i (og gerne forstå) min fortid og mine sygdomme.

Men - og nu bliver jeg krævende - jeg ønsker mig også en mand, som kan sondre mellem sygdommene og mig. Altså, en der kan få øje på mig derinde et sted, inde bag alle smerterne og alle mine barndomsrelaterede clusterfucks. Erfaringen fortæller mig at det er svært at finde en mand, som kan rumme sygdommene, men også kan sondre og ikke gøre mig mere offeragtig end jeg nødvendigvist er. Altså - jeg vil ikke fastholdes i det dårlige, når jeg (endeligt) har en god dag. Og alle mine issues har ikke nødvendigvis noget med min baggrund at gøre. Sommetider er enten du (eller jeg) simpelthen bare et røvhul. Uden at det sikkert har noget med min fortid, mine diagnoser eller mine svigt at gøre. Punktum.

Jeg ved godt jeg forventer meget. For han skal både være følsom og stærk, og intelligent og dyb og have evnen til at gennemskue issues i mig selv, som jeg sommetider selv har svært ved. Eller gør han? Måske behøver han netop ikke gå ind i alle følelserne og analysere dem. Måske er det egentligt ok at han bare siger "vi finder ud af det sammen". Måske har jeg forventet at jeg skulle være "færdig" - at relationen skulle være defineret - allerede inden jeg gik ind i den.

Problemet er, at jeg ikke kan lære relationer selv. Det er jeg nødt til at gøre sammen med nogen. Men jeg har hele tiden haft en følelse af at der blev forventet af mig, at jeg skulle kunne det hele på forhånd. Og den forventning har også været i mig den anden vej. Min erfaring fortæller mig at enten har de kunne magte det/mig eller også har det ikke. Og alle gangene har det været "ikke". Så jeg byggede et endnu større værn/grænse op, inden jeg gik ind i den næste relation, og så fremdeles. Det har altid været noget med at issues skulle fixes. Og at jeg skulle ændre mig og få det bedre. Blive hel. Alting var defineret ret hurtigt. I hvertfald inde i mig. Jeg har aldrig før set relationer som processer, men som løsninger. Løsninger på mig. Problemet var mig og min lidelse. Relationer måtte være løsningen. Men jeg blev ikke mere hel, ukompliceret, rask (hverken fysisk eller mentalt), når jeg indgik i en relation. Tværtimod. Det var i virkeligheden først der problemerne begyndte. Selvfølgeligt. Jeg har været så naiv. Dum og naiv.

For ca 2 år siden var jeg på dating.dk. Det var eddermame et desillusionerende sted, når man taler om kærlighed, men den kan vi altid tage en anden gang. For 2 år siden var jeg på dating.dk, og der "mødte" jeg Gert. Han boede relativt tæt på mig. Han var politisk - på samme fløj som mig, boede relativt tæt på mig, han var feminist, boede relativt tæt på mig, var høj og mørk - og han kunne godt lide katte. Fik jeg nævnt at han boede relativt tæt på mig? Det kunne jeg slet slet ikke kapere, så jeg fandt mig en kæreste i KBH i stedet. Det var nemmere at håndtere. Fordi kontrol. Og fordi distance. Fordi space, så jeg ikke blev opslugt. Så Gert forsvandt ud af mit liv igen, indtil ca et år senere, da jeg tilfældigt så at han var venner med flere af mine venner på facebook. Jeg anmodede om venskab, og han accepterede. Længe var kontakten sporadisk og meget uskyldig. Kattebilleder, politik og den slags. Vi har flere gange aftalt at ses over en kop kaffe, men hver gang mistede jeg modet totalt. Jeg turde simpelthen ikke. Jeg har stadig ikke helt gennemskuet hvorfor. Formentligt fordi han boede så tæt på. Jeg var bange for at blive opslugt. Forpligtelser og druknefornemmelser. På forhånd.

Imellemtiden fandt jeg en ny kæreste. Fra Vejle. Distance og den slags. Han var en god mand, men jeg havde alligevel druknefornemmelser og jeg var ved at gå til i alle de "definitioner" jeg selv havde opstillet. På dette tidspunkt er jeg ved at have miste troen på kærlighed fuldstændigt. Jeg har altid været en drømmer, og har altid etellerandet sted stædigt troet på at den nok skulle være derude et sted. Det håb var ved at forsvinde, og jeg havde nogle måneder i dyb desillusion. Det har virkeligt været en hård vinter. En ensom vinter. Perspektivet til at jeg skulle leve og dø alene er simpelthen deprimerende.

For et par måneder siden begyndte indstillingen at ændre sig. Jeg begyndte at blive mere og mere ligeglad. Længslen indeni mig forandrede sig. Jeg skrev og læste, og jeg fandt ind til mig selv. Langsomt. Jeg har fået kontakt med nogle sider af mig selv, som jeg ikke har beskæftiget mig med siden jeg var helt ung. Inden jeg blev mor. Og jeg kunne mærke at disse facetter i mig skulle bydes velkommen, så jeg kunne blive et nogenlunde helt menneske, inden også Miranda flytter hjemmefra, og funktionen/identiteten Mor forsvandt. Så jeg begyndte at lytte til musik igen. Lytte til og læse digte. Var inde og røre ved følelser. Begyndte at mærke mig selv. Mit helt dybe autentiske jeg. (Kors, jeg hader det ord - autentisk. Det er næsten lige så slemt som ordet proces, men det er immervæk dækkende her.) Uden at skamme mig, og uden at gøre en stor ting ud af det. Begyndte simpelthen bare at lukke mig selv ind igen. Gøre plads. Og længslen efter en mand blev langsomt reduceret til en irritation over at savne at blive holdt om. Jeg blev faktisk frustreret over ikke at være en ø.

Så, måske fordi der ikke var alverden på spil for mig, det var ikke et spørgsmål om at blive hel eller blive fikset, tog jeg ind og mødte Gert for 3-4 uger siden. Vi snakkede i 4 timer. Om politik. Og det var fantastisk. Den næste gang vi mødtes snakkede vi politik og musik og fortidsfuck i 9 timer. Ni timer! Og sådan er det fortsat. Vi snakker og snakker og snakker. Og imellem alle snakkene, når jeg har været alene lidt og mine gamle dæmoner rører på sig, så bliver der også snakket om dem. Der er plads til mine clusterfucks og der er plads til at kæmpe mod dæmoner - på den mest udramatiske måde jeg nogensinde har oplevet, og uden at jeg skal fikses. Uden at der bliver gjort en stor ting ud af det. "Det finder vi ud af sammen", siger han. Og hver gang han siger det, kan jeg mærke at mine skuldre kommer lidt længere ned.

Jeg ved ikke om Gert er the one. Det tror jeg aldrig rigtigt man kan vide egentligt. Og slet ikke så tidligt. Vi er på nogle områder rørende ens, og på andre virkeligt forskellige. Men for første gang nogensinde tænker jeg at det egentligt er ligemeget. For der er plads nok til os begge. Vi behøver ikke begge to blive til Mig, eller Ham. Vi kan godt være her begge to. Det behøver ikke at blive defineret med det samme. Jeg/Han/Vi behøver ikke at være på en bestemt måde, for at være "rigtige". Hele min verden omhandler ikke ham, og hans har andre værdier end mig. Jeg har plads og lyst til at åbne op for veninder også. Jeg har plads til at være andet og mere. Jeg savner ham, når han ikke er her, men jeg går ikke i stykker. Jeg har stadig en fornemmelse af hvor min hud stopper og hans begynder.

Det er virkeligt en god begyndelse.

5 kommentarer:

  1. Du er ung endnu og dine følelser er en smule udenpå.
    Du skriver godt og tydeligt, så sådan en som mig kan forstå.
    Håber du snart finder noget at bruge dine talenter på og kan lægge alt dette bag dig.
    Er du blevet psykofarmaka fri ? Og hvordan går det med canabis olien ?

    SvarSlet
  2. Dejligt livsbekræftende. God vind med projektet. Nyd det 😁

    SvarSlet
  3. Hvis du en dag skriver en bog vil jeg gerne læse den. Og jeg ville også gerne købe den og forære den til nogen.
    Jeg kender dig ikke, men jeg faldt tilfældigt over din blog fordi jeg faldt over dit budget og hatten af for dig. En kæmpestor høj hat af for dig - og helt vildt meget respekt. Krydser sådan fingre for at noget vil ende lykkeligt for dig. Det fortjener du. Og masser af kærlighed.

    SvarSlet
  4. Er du så færdig. Hold da fest hvor du skriver så sætningerne springer ud af skærmen

    SvarSlet
  5. Hvor er det livsbekræftende læsning!!!

    SvarSlet