lørdag den 27. august 2016

Paul og Benjamin. Og mig.

Det begyndte jo egentlig som en helt almindelig onsdag.

Smerterne i kroppen. De smertesammenbidte kæber, der skal løsnes, i forbindelse med at jeg glider langsomt fra søvn til vågen tilstand. Søvnen er afbrudt hver nat, så der kan være langt fra den ene tilstand til den næste. Trætheden sidder fast i kroppen. Ligesom smerterne.

Jeg er kronisk syg mønsterbryder på kontanthjælp. Hvis vi skal beskrive mig i et slags maggitern.

Men denne onsdag er ikke helt ligesom alle andre onsdage. I hvertfald bød postkassen på en slags skred i universet, jeg ikke lige havde set komme. Ikke på denne måde, i hvertfald. Nyheden var ikke uventet. Den var heller ikke ventet, sådan skal det ikke forståes, men døden er vel aldrig helt uventet, når afdøde var narkoman.

Udover at være narkoman, var han også min far. Eller, det ved jeg egentligt ikke engang om man kan kalde ham. Han har aldrig rigtigt været en del af mit liv. Men han har alligevel trods alt givet mig halvdelen af min genmasse.

Og nu er han altså død. Sådan lidt ud af det blå. Og så som sagt alligevel ikke. Narkomaner dør altid tidligere. Deres liv er for hårde, og kroppene ender med at bukke under.

Hvordan sørger man over en far man aldrig har haft? Og hvad er det i så fald man sørger over? Ham? Det forsømte? Det der ikke var? Det der kunne være blevet?

Min mor var ung, da hun var sammen med ham. Jeg ved hun var forelsket. I ham. Og i heroin. De var unge og vilde. Alt for vilde. Det gik for vildt til. For vidt. Hun var 22, da hun fødte mig. Til den tid, var han over alle bjerge. Alvor, ansvar, arvefølge. Det var ikke lige ham. Åbenbart. Det endte med en faderskabssag, hvor han selvfølgelig blev dømt til at betale for hans udmærkede forplantningsevne.

Jeg ved at hun må have elsket ham. Jeg ved det, fordi hun hadede mig. Jeg mindede hende om ham, tror jeg. Og jeg mindede hende om det liv som blev tvunget ned over hovedet på hende. Min mor er et stolt menneske. Ingen skal tvinge hende til noget. Der ligner vi hinanden. Og jeg tror at jeg - i kraft af at jeg blev født - og hun skulle vælge mellem mig eller sit misbrug, endte med at repræsentere den tabte ungdom. Hun blev tvunget til at vælge. Myndighederne troppede op og tvang hende til at beslutte om de skulle tage mig med, og tvangsfjerne mig - eller om hun selv ville tage med - på afvænning. Hun endte desværre med at vælge det sidste. hun tilbragte 14 dage i et sommerhus, hvor hun gennemgik en kold tyrker, og jeg forestiller mig, hvordan hun må have skreget forbandelser over ud til både min far og jeg, mens abstinenssmerter og feber sled i hendes krop. Det må være den første af mange af den slags ture, for min mor blev først clean 4 år efter, og for evigt bitter.

Det var en hård barndom. Det var hårdt at være barn af en hård kvinde. Livet havde gjort hende hård. Kantet. Hun var aldrig blød og kærlig. Det var svært at være i nærheden af hende. Jeg følte mig altid i vejen, uvelkommen, uønsket.

Rationelt kan jeg godt forstå hende. Det må være svært at være så stolt, og føle sig ydmyget, som hun må have gjort det, da myndighederne begyndte at stramme grebet. Jeg ville ønske at de havde fjernet mig. Givet mig en chance. I stedet fik min mor alle chancerne. Hun var i afvænning, i fængsel, og bare væk. Mens jeg blev passet alverdens steder. Bl.a af en af hendes kærester, som kom til at dø af en overdosis, mens han passede mig. Hvor længe jeg sad i tremmesengen alene, ved jeg ikke. Og så kom vi i plejefamilie, sammen. Først den ene - så den anden. Indtil hun endeligt var på rette spor, og kun drak appelsinsodavand.
Sådan gik der nogle år. Hvor min søster kom til verden, og verden blev vendt på hovedet og på vrangen, men det er en anden historie. Lige nu holder vi os til en af de mange historier om misbrug og forældreskab.

Jeg fik altid at vide at min far var død. Jeg spurgte sommetider til ham, men fik altid samme svar. Så jeg sørgede indeni, og ønskede mig at det hele var en fejl. At jeg var havnet i den forkerte familie ved en fejl. Jeg måtte være forbyttet ved fødslen. Der måtte da være nogen der elskede mig. Kunne der virkeligt kun være hende? Jeg følte mig kvalt. Der måtte være mere end det? Men der var kun den ene sætning: “Din far er død.” Ingen fortællinger. Ingen anekdoter. Ingen billeder. Kun sammenligningen mellem ham og jeg, hvis jeg ikke behagede hende. Jeg var doven, sagde hun. Fuldstændig som min far. Det svært at blive sammenlignet med en fremmed, som hun tilsyneladende kun havde foragt tilbage for. Det var svært at forsvare sig.

Sådan fortsatte det. Indtil dengang jeg var omkring 15-16 år, og verden faldt fra hinanden omkring os. Vores relation havde altid været svær og belastet, men efter jeg blev teenager var den blevet næsten umulig. Hun var begyndt at drikke, og jeg havde svært ved at trække vejret i nærheden af hende.

En dag satte hun sig på min seng, på mit værelse, og begyndte at fortælle. Om min far som slet ikke var død, om hans “mange andre børn” - jeg var blot en i mængden, og om sin egen fortid - i meget sparsomme detaljer - som narkoman. Hun viste mig sine ar efter nålene. Jeg kan huske følelsen af chok. Vantro. Og en underlig følelse af svigt og tab. Han havde fandtes i al den tid, hvor jeg havde været verdens ensomste barn. Jeg følte mig berøvet for muligheden for at række ud. Uanset om han var det dårlige menneske min mor malede ham som, eller ej, så ville jeg sådan ønske jeg havde haft muligheden noget før.

Hun var dygtig med penslen. Om man så må sige. Hun malede ham i dystre, giftige farver. Og jeg mistede håbet og troen helt. Jeg følte at jeg mistede en forælder uden at have haft ham. Jeg følte mig ikke stærk nok til at tage kontakt til ham.

Jeg havde rigeligt at se til i mit eget liv. Jeg kunne ikke bo under samme tag som min mor mere, så jeg stak af. Jeg kunne ikke varetage mit HF-studie, og mit fritidsarbejde mistede jeg også. Det var for svært at få det hele til at hænge sammen, for jeg overnattede på en bænk i parken, i opgange eller hos venner.

Efter et par mdr, blev det for meget for min mor/kommunen, og jeg blev placeret i en plejefamilie langt ude på landet. En plejefamilie, med alt for mange plejebørn, alt for meget fokus på plejebørnenes arbejdsfunktion på gården og ifbm den B&B familien drev - og alt for lidt fokus på børnene og deres (/vores) trivsel. Der var ingen nær og konstruktiv voksenkontakt. Der var ingen tryghed. Jeg havde sådan brug for at lære at voksne var the good guys. At man ville mig det godt. At man viste mig interesse og fortalte mig at jeg var OK. Jeg boede i en kostald, og efter en måneds tid fik jeg nok, og tog mine ting og gik derfra. Jeg så mig aldrig tilbage.

Da jeg igen dukkede op på jordens overflade, efter at være stukket af fra plejefamilien, blev jeg sendt på Ungdomshøjskole. Jeg var 17 år, og jeg var bange for alt. Min tro på de voksne var væk, og det samme var vel egentligt mit håb. Jeg blev 18 på højskolen, og havde modtaget kontanthjælp i næsten et år inden. Da de 8 mdrs højskoleophold var slut, var kommunens ansvar ophørt, for nu var jeg voksen. De installerede mig i en af kommunens lejligheder, som var alt for dyr til min kontanthjælp. Jeg havde knap 800 kr tilbage, efter huslejen var betalt. Og så slap de mig. Jeg ville ønske der her var en voksen der lige havde taget fat i mig, og sagt: “Er du egentlig ok?” Jeg savnede inderligt en far eller en mor. En voksen. Som elskede mig.

Men jeg forsøgte at håndtere livet selv, så godt som jeg kunne. Jeg synes livet var svært. Kompliceret og tungt, og måske var det en af grundene til at jeg mere eller mindre skred fra det hele, og havnede i Holland. Her arbejdede jeg på en gård et par måneder. Jeg boede hos min hollandske kæreste og hans forældre i en lille havneby, og så blev jeg gravid. Jeg var ved at dø af skræk, og flygtede hjem til Danmark for at få en abort.

Jeg var fuldstændigt rodløs og hovedløs, efter jeg kom tilbage til Danmark. Jeg boede hos en veninde, og følte mig helt alene i verden. Min veninde havde et misbrug kørende, og jeg havde enormt svært ved at være i det, efter at have hørt min mors korte fortællinger dengang på min sengekant. Jeg afskyr misbrug. Jeg blev gudskelov aldrig fristet til at prøve stofferne. Men jeg havde ondt af de mennesker der var viklet ind i det. Og jeg følte at de var de eneste mennesker, der ville mig det godt. At det var det eneste sted i verden jeg kunne være mig. Verden vender tit på hovedet på den måde. Sommetider giver de ting der burde give mindst mening, mere mening end noget andet. Jeg kom derfor i misbrugsmiljøerne, i de år jeg var allermest hudløs. Jeg lærte en del om underverdenen i Danmark. Og om dem de andre så som undermennesker. Jeg lærte at man aldrig kunne stole på dem. Jeg lærte at de var mennesker. At de ofte var fantastiske mennesker. Som var ødelagte. På den ene eller den anden måde. Jeg lærte at nogle af dem var farlige og at de allesammen var uforudsigelige, og at uforudsigeligheden var noget af det mest forudsigelige ved dem. Dét og den manglende tillid. Og i dette miljø lærte jeg også min ældste datters far at kende.

Jeg blev mor som 19-årig. Jeg blev, ligesom min mor, alene inden barnet bliver født. Jeg valgte barnet, fremfor faren, fordi faren havde et misbrug han ikke kan slippe. Jeg gentager dele af historien. Men det er i virkeligheden en helt anden historie.

Når man bliver forælder, sker der et skred indeni én. Et generationsskred. Der opstod et behov i mig om at se min ukendte fortid i øjnene. Mit genetiske ophav.

På min 20 års fødselsdag tog jeg mod til mig. Jeg ringede til oplysningen, og gav damen i den anden ende min fars navn og mulige by. Paul Julius Jørgensen. Vistnok bosat i Aabenraa. 10 sekunder efter stod jeg chokeret med hans nummer og adresse i hånden. Det tog mig at par dage, at sunde mig, og finde modet.

...

*Telefon ringer*

“Hallo, det er Paul.”
”Hallo. Hej. Mit navn er Line. ... Ved du hvem du taler med?”
“Ja! Du er min datter!”
...

Sådan lød de første par sætninger af vores første samtale. Og så kan jeg ikke huske mere. Men de næste par uger og måneder skriver vi breve til hinanden. Lange håndskrevne breve, hvori vi fortæller om os selv og vores liv. Og sender billeder af os selv, vores børn og den slags. Jeg modtager bl.a et billede af Paul, siddende i en uredt seng, i bar overkrop. Bagved ham hænger bambuspersiennen i laser, og på sengen ligger en dyne med dyreprintbetræk. Han har gråt hår, og en lang pisk i nakken. Hans arme er dækkede med kringlede gamle tatoveringer, og han kigger gavtyveagtigt ud til siden. Det er første gang jeg ser hvordan min far ser ud. Jeg har det meget ambivalent med det billede. Udover billedet af sig selv, sender han også billeder af en lille dreng ved navn Benjamin, og af hans mor Alexandra. Han elsker dem begge højt. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men sommetider er kærlighed ikke nok. Slet ikke i forældreskabet, og derfor er Benjamin blevet fjernet fra dem. Benjamin var 3 år på det her tidspunkt.

Pauls liv havde været hårdt, og var det stadig, da jeg etablerede kontakten. Han var på vej i afvænning i Hjørring. Jeg fortalte ham at jeg meget gerne ville forsøge at opbygge en relation med ham, så længe han færdiggjorde sin udtrapning, og forblev clean. Jeg var lige blevet mor, og jeg havde lagt afstand mellem mig selv og miljøet jeg før bevægede mig hjemmevant i. Jeg ville ikke have misbrug eller misbrugere i min og min datters liv.

Paul accepterede betingelsen, og jeg besøgte ham på afvænningshjemmet i Hjørring. Det var et af den slags bizarre møder, der kunne skrives lange bøger om, hvis man havde evnerne. Han gik til mig, som om vi havde kendt hinanden altid. Fortalte højt og levende om min mor - om hvor vild hun var, og hvor mange indbrud og røverier de havde lavet sammen. Blandt andet på apoteker. Jeg blev frastødt. Jeg følte mig svigtet. Både af min mor - som havde bygget sit liv på løgne, og af ham. Min mor havde trods alt forsøgt. Det havde han ikke. Jeg følte at svineretten i forhold til min mor var min, og at han overtrådte sine beføjelser.

Jeg var rystet i min grundvold, da jeg tog derfra.

Jeg lignede ham. Vi har fælles træk og samme højde og øjne. Men der stoppede forbindelsen også. Jeg følte mig meget fremmed fra ham. Og jeg besluttede at jeg ville være mere. Meget mere. Og måske var det i virkeligheden her mit mønsterbrud for alvor begyndte.

Vi holdt kontakten i ret kort tid efter. Pludseligt en dag fik jeg et opkald, hvor jeg kunne høre han var meget påvirket. Han mente ikke han fik nok metadon på afvænningshjemmet, så han var skredet derfra. Jeg mindede ham om vores aftale og mine betingelser, og fik sagt farvel. Jeg svarede ikke på de mange breve der kom efterfølgende. Til sidst røg de uåbnede i skraldespanden, og til sidst stoppede han med at skrive.

Og nu. Nu er han død. 20 år efter jeg tog kontakt til ham. Nu er alle muligheder for forsoning borte.

I onsdags åbnede jeg min postkasse, og fandt et brev fra en advokat. Han ville fortælle mig at min far er død, og at der muligvis er en lille arv. Han er ved at afklare hvor mange arvinger vi er. Og i den forbindelse kom jeg igen i tanker om Benjamin. Jeg har gemt billederne Paul sendte mig. Jeg har sendt ham mange bekymrede tanker i løbet af årene. Gudskelov viser det sig at han har klaret sig fantastisk. Han er opvokset hos en god plejefamilie, og er igang med en lang akademisk uddannelse. Han har resiliens. Han har modstandsdygtighed. Han har klaret sig. Og det gør mig simpelthen så glad.

De sidste par døgn, siden onsdag, har føltes surrealistiske og rutchebaneagtige. Jeg har mistet min far. Igen. Til gengæld har jeg fundet Benjamin på facebook. Jeg har skrevet til ham, men han har ikke svaret endnu. Han er pt i Texas, som en del af hans uddannelse. Jeg ved slet ikke om han er interesseret i kontakt.

Jeg har skrevet med et familiemedlem, fra hans nye familie. Og han oplyste mig om at der også er 2 eller 3 søstre. Pludseligt er jeg ikke alene i verden mere. Hvis altså det bliver til mere end blodsbeslægtelse. Hvis vi bliver familie. Jeg har ikke den store erfaring med familiekonceptet. Det skræmmer mig. Samtidigt med at jeg ønsker mig det. At være en del af noget.

Jeg føler mig rundtosset. Som om jeg går og falder. Og går og falder.  Og hele tiden skal rejse mig igen.

Så nu venter jeg. På svar.
Eller afvisning.

2 kommentarer:

  1. Du skriver helt fantastisk og har i den grad evnerne til en bog. En jeg med garanti vil køb det øjeblik den rammer hylderne.

    SvarSlet