Ombord på Moderskibet.

Nogle gange er der krappe bølger, andre gange er der blikstille. Men det er altid i bevægelse. Vandende under Moderskibet. Moderskabet.

Jeg synes moderskabet er et af de største udfordringer mit liv har budt på. For det har altid lagt mig så nært på sinde at være bedre, rundere, kærligere - end det moderskab jeg selv var underkastet som barn. Der var ikke meget elastik, kommunikation eller kærlighed der.

Dét at være mor, og især dét at være alenemor, kræver at man tager ansvar. At man er voksen. Og at man er udfordringerne moden. Jeg var 19 år gammel da jeg blev mor første gang. Jeg var hverken særlig ansvarlig eller voksen, da jeg fandt ud af at jeg var gravid. Men jeg blev det - hurtigt. Fordi jeg vidste hvor meget der var på spil for det barn som skulle blive mit.

Jeg har læst mig til alt hvad jeg ved om Moderskibsnavigation. Jesper Juuls "Dit kompetente barn" var min bibel, og mange af mine terapitimer gik med evaluering af mit Moderskab. Jeg ville ikke være min mor.

Fra mine piger var helt små har jeg kæmpet en brav kamp for at bryde alle mønstre. Det er ikke altid gået lige godt eller nemt, og jeg har begået så mange fejl. Men jeg har altid været stædig og indædt nok til at fortsætte kampen.

Jeg har haft flere forskellige parametre til at måle min succes. En af disse var hvordan mine børn indgik i sociale og relationelle interaktioner, en anden var hvor vellidte de var i daginstuitutioner/skoler, og selvfølgelig hvordan min nærmeste omgangskreds opfattede dem.

Jeg har været en hård mor. En konsekvent mor. Og en kærlig mor. Jeg synes selv jeg er lykkes nogenlunde. Faktisk er Moderskabet min største og eneste bedrift i det her liv. Men det gældes. For jeg har sendt to dejlige mennesker ud i verden, og en af dem står allerede nu på egne ben. Og i morgen skal jeg sætte studenterhuen på hendes hoved.

At få mine børn igennem uddannelsessystemet har været så uendeligt vigtigt for mig, for det er så hårdt at kæmpe sig igennem det, når man er voksen og har fået børn. At Marie bliver student i morgen føles derfor ikke kun som hendes bedrift, men også som min. Det føles som et af de vigtigste succesparametre. Jeg er så stolt af at det er lykkes. Og jeg er så glad og taknemmelig for at det er mig som skal sætte huen på hendes smukke knold.

Tillykke Marie. Mit lille liv. Tillykke!