Radiostilhed og støj.

Jeg ved det godt, indlæggene kommer ikke særligt stabilt. Det er ikke dig. Det er mig.

Hoved og krop samarbejder ikke særligt godt for tiden. Og der er så meget i spil, og så mange bolde i luften, som er nødt til at forblive svævende lidt endnu, at mit tilbageholdte åndedrag gør mig lidt svimmel.

Lad mig forklare.

Mit liv sejler. Så kort kan det siges. Men de 3 små ord er ligesom ikke fyldige nok, til at formidle følelsen af at kvæles langsomt. Jeg føler jeg træder vande i kviksand.

Jeg har arbejdet så hårdt for at blive uddannet. Med og mod alle de odds og åndssvage vilkår, som jeg har. Først, mens pigerne var små, en vildfarelse udi Kunstverdenen, sidenhen VUC - og til sidst Universitet. Jeg har, som I ved allerede, været alene om alt det meste af tiden. Og det betyder også alene og på bar bund økonomisk. Ingen buffer. Ingen forældre til at sende mad eller penge sidst på måneden. Ingen og intet. Fra jeg var 16-17 år. Og hvis I ikke er klar over det, kan jeg fortælle at det er dyrt at være fattig i Danmark.

Især hvis man har børn. For så er der nogle sociale standarder der skal imødekommes, for ikke at stigmatisere og ekskludere dem fra fællesskabet. De skal have en mobiltelefon, en skolecomputer, de skal på skoleudflugter, lejrture, udlandbesøg. Og det hele koster. Miranda har stadig ikke prøvet at få en ny telefon. Hun har altid fået brugte.

Derudover er der vintertøj, sommertøj, sko, støvler, fødselsdage, julegaver, højtider og alt det andet gøgl, som følger med, hvis man forsøger at holde livet normalt og bare nogenlunde ligeværdigt med de andre. Mine børn er aldrig blevet materielt forkælet, og vi har aldrig været sådan rigtigt på ferie sammen, men alligevel har det været dyrt. For dyrt. Jeg har stået med ét barn der havde en stor familie (på sin fars side) og ét barn som kun havde mig. Og ingen andre. Og der er selvfølgelig blevet forsøgt kompenseret. For det har gjort ondt på mig. Jeg ved jo hvordan det er at føle sig alene. Ferierne er blevet brugt på gratis glæder og lejlighedsbytte med gode venner. Og det gældes. Bestemt. Men de har tit ønsket sig andet og mere. Sådan var vores vilkår bare ikke. Og det er også ok.

Nå - men min pointe er at jeg har sat mig i gæld. Jeg har været nødt til at købe ting (møbler, briller, elektronik, hvidevarer...) på afbetaling, og at tage nogle dumme forbrugslån. Hvilket betyder at jeg nu samlet har en gæld på omkring 110.000 kr i forbrugslån, og at jeg skylder omkring en million (ja, du læste rigtigt) i SU-lån. Jeg har været studerende i uendeligt mange år, og jeg har været enlig forsørger det meste af tiden. Og jeg har lånt hvad jeg kunne i studielån.

For jeg havde jo en akademikerløn at se frem til.

...

Faktum er at jeg er på min sidste måneds SU. Jeg har trukket den akkurat så lang tid som overhovedet muligt. Det betyder at jeg den 1.juli skal møde op på jobcentret og søge kontanthjælp. Det er så svært for mig. Så svært at jeg næsten ikke kan trække vejret ved tanken. For nu ryger jeg lige tilbage i socialklasse 5. Den "klasse" som jeg har kæmpet så hårdt og længe for at komme væk fra og ud af.

Jeg har for første gang nogensinde ikke betalt alle mine regninger. Jeg har skrevet mails til kreditorerne, og lavet en aftale med én af dem. Den aftale holder 2 mdr, så skal jeg afdrage helt igen. Det kan jeg under ingen omstændigheder. Så denne blog bliver nu også en dokumentation på et menneske på økonomisk deroute. Jeg går personligt fallit. Og min stolthed er smadret. Jeg er ydmyget og i knæ. Og dét at dele det her, er som at sænke de sidste parader, og overdrage min sidste bastion.

Jeg kommer på Kontanthjælp. Jeg bliver én af dem hele Danmark sparker nedad på. Jeg kommer på røven på den grimme måde. Jeg er syg, men ikke syg på en måde som samfundet vil anerkende, så jeg er så usigeligt bange for hvad jeg vil blive udsat for og sendt ud i, når først jeg er under deres kontrol. Nogle gange har jeg svært ved at komme i bad, fordi det koster alle mine skeer.* Hvordan skulle jeg kunne klare en aktivering?

Jeg starter i psykoanalyse i næste uge. Havde første samtale med endnu en ny terapeut i sidste uge. Hun har en gruppe der passer til mig. Og jeg er bange. Helt ind i hovedstolen-bange. Jeg har altid arbejdet kognitivt. Og det er jeg pissegod til. Rationale og handlinger - det er lige mig. Følelser? Not so much.

Så - nu er jeg her. I frit fald. På alle områder af mit liv.
Jeg føler jeg drukner.




* Google: Spoontheory