Jeg er alene igen.
Det er så smertefuldt at tage de rigtige beslutninger, når der er følelser i klemme.
Jeg er endelig nået dertil, hvor jeg er begyndt at åbne lidt op i gruppeterapien.
Jeg vil have det bedre.
Jeg *vil* have det bedre.
Jeg VIL have det bedre!
Det betyder også at der skal tages ved alt det smertefulde.
Alt dét der får mig til at ramle sammen i etagerne.
Relationer og identitet - og at lære at leve med indeholdet af min rygsæk.
Hvordan kommer man videre (/igang) med sit liv, når den mentale og følelsesmæssige fjällräv er for tung at slæbe med videre.
Hvordan får man lortet deponeret, og hvad skal man have med videre, for at kunne (for)blive intakt.
Det er hard work, og rykker én rundt helt ind i hovedstolen.
Og så har det omkostninger, som man måske ikke havde forestillet sig.
Jeg har før skrevet om hvor svære relationer er for mig at blive i. Derfor føles det også som en kapitulation at afslutte noget, der på mange måder var rigtigt og fint.
Nogle ting koster mig for dyrt at være en del af. At afslutte det var den eneste mulighed.
Jeg har grædt og grædt, og snakket og snakket. Det er den rigtige beslutning. Også selvom det niver.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletKære Line
SvarSletUdover at følge dig og skønne Else på instagram er jeg også en trofast læser af din blog. Dine ord rammer mig altid lige i hjertet og jeg sætter stor pris på dit mod og din ærlighed. Du er fantastisk med ord, jeg ville ønske jeg kunne sætte ord på mine frustrationer som du kan. Man kan ikke skrive sig ud af sine smerter men det kan være med til, at give en lidt ro. Jeg håber så inderligt, at år 2016 vil blive det bedste år for dig og dine piger. jeg vil i hvertfald heppe og håbe fra sidelinjen