mandag den 9. november 2015

Who Am I?

Min macbook har været afgået ved døden, men som en anden Lazarus er den blevet genoplivet.
Det er blandt andet derfor jeg har været stille her. Men det er ikke den eneste grund. Sådan er livet i al sin enkelthed jo aldrig særlig enkelt, når det kommer til stykket. Livet er komplekst, og til tider kompliceret. Ligesom mennsker. Vi består af så mange facetter, lag, dybder og nuancer, og sommetider kan det være svært at få øje på sig selv mere, når man føler man er faret vild i spejlsalen. Uanset hvem vi interagerer med foregår der en spejling af os selv. Andres perceptioner og idéer om hvem vi er. 

Forleden var jeg til endnu et af de fantastiske sammenkomster vi holder, os mennesker på Twitter. Det var, som altid en dejlig oplevelse. Men denne gang var det også udfordrende. Det gav mig noget at tænke over. 

Jeg fik nogle kommentarer som satte mig lidt til vægs. Jeg bliver tilsyneladende opfattet som et meget levende og markant menneske, et udadvendt menneske, med et liv hvor der sker meget. Dette er ikke umiddelbart en fejlperception, det er blot en lille del af mit hele billede. Og en særdeles lille del af hvordan jeg selv ser mig. Jeg er jo mig. Jeg hænger på mig selv hele tiden. Sådan er det jo at være menneske, et grundvilkår. Og det er - og har altid været - vigtigt for mig, at kende mig selv indgående. Der var intet nyt i kommentarerne forleden, men de ramte mig på en måde, de ikke har ramt mig før. Som en mavepuster lige i solar plexus. Jeg forstår ikke selv hvorfor, det er derfor jeg rabler det ud her. Jeg er nødt til at finde mening eller betydning. For det føles vigtigt. Jeg er andet og mere end Hende Der Sidder Og Har Smerter. 

I forbindelse med min opvækst, min sygdom, mit frie fald har det været svært for mig at se de spejlinger jeg laver. Jeg har utroligt nemt ved at aflæse andre, men utroligt svært ved at aflæse mig selv. Jeg ved dybest set ikke hvem jeg er. Min identitet har altid været selvkonstrueret udfra et paradigme der hed Mønsterbrud. Jeg har knoklet hele mit liv for at blive "noget andet" end min mor. Og jeg ved det er lykkes. Jeg *er* noget andet. En anden. Men jeg kan ikke finde ud af HVEM jeg er.

Min identitet har altid været baseret på roller og konstruktioner. Jeg er Mor. På dén måde som jeg nu engang har formået at være Mor på. Når jeg ser på mine børn, ved jeg at det er lykkes. Men nu er de så store at den del af mig er igang med at blive redefineret. Den afgiver mere og mere plads til andre ting. Den plads har før været fyldt ud med rollen som Stud.Mag. Det var en ekstrem oplevelse for mig, da det gik op for mig, hvor anderledes jeg blev mødt, når jeg fortalte at jeg læste på universitetet. Jeg er sikker på mange er uenige, men jeg har prøvet det på egen hud. Man skal nok have været helt nede i socialklasse 5 for at mærke differencen. For den er der.

Nu hvor rollen som Mor er blevet praktisk mindre, er pladsen pludselig ledig. Tom. Jeg er ikke studerende mere. Jeg er syg, men forsøger at gøre alt hvad jeg kan for ikke at være min sygdom og mine diagnoser. Det er svært. Især, når man skal lære nye mennesker at kende. Et af problemerne er, at jeg altid føler jeg er blevet defineret af andre. Som Problembarn, Vred Teenager, Ung Mor, Studerende... Jeg aner ikke hvem Jeg er. Hvordan definerer I andre jer? Hvad består jeres kerne af? Er det det musik man hører? Ens politiske observans? Hvor grimt man danser? Hvor mange farver ens tøj har?

Når jeg forsøger at definere mig selv, synes jeg det ender med at blive meget overfladisk, og når ikke rigtigt ind i kernen af mig. Desuden har jeg også den her fornemmelse af at kernen er dynamisk. Jeg føler mig ikke altid ens. Forskellige ting kan animere mig, eller i hvertfald ændre mine grundstemninger. Musik kan ændre mig i forskellige retninger. Kunst. Kærlighed. 

Jeg er socialist. Jeg er feminist. Jeg er farverig. Jeg er rummelig, især i forhold til menneskelige sprækker og revner. Jeg er god til at mærke andre mennesker, og have en fornemmelse for deres behov. Jeg elsker stærkt og dybt, men sjældent længe. Jeg er bange for at blive ensom, og jeg ved kærligheden kan være flygtig. Jeg har aldrig prøvet at blive elsket af et andet menneske i lang tid ad gangen. Kærligheden har en levedygtighed på et par år, så bliver jeg i tvivl om hvordan man fortsætter og pakker følelserne sammen. Jeg forstår ikke ordet Kontinuitet med min krop og mit hjerte. Jeg forstår alting rationelt. Jeg er intelligent. Men jeg kan ikke finde ud af basale menneskelige ting, som at elske modigt og længe. Jeg bliver bange og løber min vej, når jeg bliver i tvivl om, om den er gengældt. Ensomhed er mit største monster. At miste værdigheden mit værste mareridt.

Hvordan øver man sig i Kærlighed og Relationer, hvis man dybest set mangler tilliden til at man er elskelig? Hvordan kan man vide sig sikker? Det ved jeg godt - det kan man ikke. Men hvordan holder I så ud? Hvordan fortsætter I?

Jeg har for nyligt mødt et menneske som rammer nogle genkendelige strenge i mig. Det føles som Ungdom. Det føles som Frihed. Som masser af Muligheder. Som Håb. Det her Menneske får mig til at smage Håb.

Jeg bliver mere og mere draget af de tangenter der bliver ramt i mig. Jeg længes tilbage, og jeg længes frem. Til en gammel version af mig selv. Et håb om at jeg kan genskabe noget af det jeg kunne have været, eller måske har været. Noget som gik tabt i mig, eller i hvertfald blev tilsidesat da jeg blev Mor som 19-årig. Jeg har aldrig været rigtig ung, og nu føler jeg ikke rigtigt jeg er klar til at være rigtigt gammel. Der var noget der blev overset. Der er etellerandet jeg har glemt at dyrke. Nogle frø indeni mig, der kræver næring nu. Jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal gribe det an. Jeg ved ikke hvordan jeg finder hjem i mig selv. Men jeg er igang. Jeg er igang.



2 kommentarer:

  1. Jeg er langt fra det du beskriver, men alligevel skriver du lige ind i min sjæl. Du skriver så man mærker dig, eller det jeg tror er dig: En meget følsom person. Jeg har før læst nogle af dine indlæg og mærket stikket i sjælen, mærket den melankoli der er i din måde at skrive på. Jeg kender den afstandtagen der er til folk der ved noget, selvom jeg ikke er mønsterbryder. Jeg havde gode venner da jeg gik i folkeskolen. Nogle forsvandt, da jeg tog alle fagene på det som hed 'udvidet kursus' og de sidste da jeg gik i gymnasiet. jeg fik gode venner da jeg begyndte på gymnasiet. Mange forsvandt da jeg flyttede og de sidste da jeg ikke bare gik på universitetet, men oven i købet tog en ph.d.
    Jeg kan ikke snakke med de lokale hvor jeg bor, for jeg opfattes som arrogant og bedrevidende. Det ved jeg ikke om jeg er. Jo bedrevidende er jeg, for jeg ved mere end naboerne. Og det gør mig vel også arrogant.
    Jeg lærte mig selv at læse da jeg var 5. Jeg læser hurtigere og med større udbytte end nogen som helst jeg kender. Ikke alt går lige ind i hjertet. Det gjorde Peter Høegs 'De måske egnede' og det gør din blog, Line. Du gav noget af dig selv. Jeg har prøvet at give lidt tilbage.

    Karsten

    SvarSlet