onsdag den 2. december 2015

Træder vande i kviksand.

Jeg er snart trappet helt ud af al psykofarmaka. Jeg er hudløs, skrællet nøgen, og skal vænne mig til at mærke alle følelserne igen, efter tilsyneladende at have været mere eller mindre numb i flere år.  Jeg har grædt flere dage i træk, og jeg kan mærke mørket trække i mig.

Jeg forsøger at stå det imod. Jeg vil det her. Jeg vil det her. Livet. Selvom det føles som om jeg træder vande i kviksand.

Jeg kæmper og knokler og bliver træt, og falder og falder i søvn og vågner igen, og det hele starter forfra igen og igen. Jeg er træt og har lyst til bare at gøre mig slap og lade livet være og vende det hele ryggen og bare være. Eller sove. Eller falde. I søvn eller omkuld, whatever comes first.

Jeg er begyndt at lytte til musik igen. Jeg tegner lidt. Jeg mærker.

Jeg forsøger at nå tilbage i livet og række ud og frem og få fat i det der er tilbage af mig, fra dengang jeg endnu ikke havde ødelagt alt og mig selv, i kampen for at blive hel og et bedre menneske. Jeg forsøger at række ud og tilbage og nå mig selv. Eller en del af mig selv. Min ungdom føles så langt væk, og alligevel så utroligt tæt på, jeg kan mærke mig selv ånde mig selv i nakken, og jeg vil så gerne kunne rumme mig, og omfavne mig, alt hvad der er mig, alt hvad der var mig, og alt hvad jeg skal blive. Jeg ved ikke hvem jeg er, eller hvor jeg er på vej hen. Jeg ved bare at jeg så gerne vil have mig selv med.

Hvert år. Hvert eneste år. Jeg ramler i alle etager, når julelysene bliver tændt, på træer og i børns øjne. Jeg hader at sorgen aldrig går over, og sårene aldrig heler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar