mandag den 25. januar 2016

Twitter-terapi.

Jeg accellererer. Jeg kan mærke en udvikling indeni mig, men jeg har ingen anelse om destinationen endnu. Jeg ved ikke hvem jeg er, men jeg kan mærke jeg så småt er ved at finde ud af det. Drypvist. Små erkendelser der tilsammen på et tidspunkt, forhåbentligt, kommer til at udgøre et hele.

Jeg bruger enormt meget krudt på at tænke over, og tale om, kærlighed. Både til mig selv, men også om forventningerne til en kommende partner. Hvor finder man den egentligt, kærligheden? Hvad og hvor meget giver man af sig selv? Hvornår og hvor hurtigt giver man hvad? Kan modparten mon klare hele pakken, og er det egentlig meningen han/hun skal kunne det? Og det som jeg har tænkt mest på i denne sammenhæng er, fortjener jeg kærligheden? Med den smule jeg har at tilbyde af materielle ting/karriere/fremtidsperspektiv. Jeg er jo syg. Og de sidste par år har sygdommen fuldstændigt defineret mig. Eller - jeg har ladet den definere mig. Fordi jeg simpelthen har så svært ved at få øje på andet. Efter at nutid og fremtid er rykket fra mig, er det svært at finde et andet perspektiv, når man ligger sønderskudt tilbage i et bombekrater. Det er svært at føle sig elskelig, lækker og sexet, når kroppen har taget så meget skade og er så fyldt med smerter og selvlede. Men jeg vil sgu! Jeg vil fortjene kærlighed. Jeg har brug for den.

En af de ting der har været allersværest for mig at erkende er, at jeg har brug for nogen. Jeg har altid klaret mig selv, og skubbet folk fra mig, når livet var svært. Og det har det været ret meget, så jeg har ikke ret meget øvelse i at have mennesker tæt på mig, når jeg har ondt. Hvadenten smerten er fysisk eller mental. Men jeg er træt af at skulle gøre mig hård og stærk. Jeg har brug for nærhed, og jeg har brug for at blive trøstet når jeg er ked af det. At LADE mig trøste. For let's face it. Det er jo ikke fordi der ikke har været mennesker i nærheden der ikke har forsøgt. Jeg har bare ikke været modig nok til at tage imod. Det er den der tillids-ting igen. Angsten for svigt, har gjort at jeg har svigtet mig selv. Jeg har simpelthen ikke givet mig selv lov til at have brug for andre.

De sidste par dage har jeg diskuteret Kærlighed og Relationer og Egenkærlighed og Sygdom og Identitet på Twitter. Og Twitter kan altså noget. De perspektiver jeg får derfra, hjælper mig mere end et halvt livs terapi. Fordi jeg får lov at spejle mig i mennesker med dybde og hjerte. Jeg får intet ud af at spejle mig i syge og ødelagte mennesker i en gruppeterapi. Jeg har masser af indsigt i egne fejl og mangler, hvad jeg ikke har er alternativer. Sunde og konstruktive alternativer. Jeg bilder mig ikke ind at alle på twitter er hele og sunde konstitutioner, men der kommer noget mere brugbart ud af mine samtaler med tweeps, end der gør af at sidde og høre på andres ødelagte liv. For mig.

Jeg har brug for at høre at andres liv ikke er perfekte. At andres liv også kan være komplicerede og svære - uden at det partout skal handle om svigt og overgreb. Jeg har idylliseret andres liv helt vildt, fordi jeg troede at alt hvad der var skidt i mit liv, et eller andet sted har været mit eget ansvar, eller min mors skyld, eller whatever. Sommetider er livet også bare røv, uden at der *behøver* at være dybereliggende traumatiske kausalkæder involveret. Dét hjælper mig. Dét får mig op af dyndet. At livet godt kan være svært, uden at det behøver at betyde at det er i stykker. At mennesket er i stykker. Måske kan jeg klinkes. Måske kan jeg godt få et helt almindeligt godt liv, selvom jeg er klinket. Fordi et godt liv ikke behøver at være et perfekt liv. De her erkendelser er så hamrende banale, at det er til at tude over, men det er først nu jeg begynder at kunne internalisere dem.

Jeg AFSKYR p-ordet. Men ja, jeg er i proces. Jeg processerer. Og accellererer.

3 kommentarer:

  1. Twitter er the shit, og det er du også!

    SvarSlet
  2. Jeg er dybt imponeret over, hvor go du er til at beskrive/forklarer/billede gøre dig/dit liv/dine tanker.
    Lige gyldigt hvor du er/har det i dit liv/ i din proces.
    Jeg syntes/ har altid haft indtryk af at du har haft rimeligt god indsigt i dit liv. Om ikke andet har du givet et rimeligt godt billede/beskrivelse af det. At du så nu er kommet helt ind til "kærnen" og givet dig bedere indsigt er jo bare fantastisk. Og hvor er vi heldige vi lever i en digital tid, hvor bl.a du kan få det du har brug for på tweeter.

    Håber ikke det var alt for meget vrøvl. Jeg har ihtf ikke ordene i min magt som du har Line ��

    Du har givet mig noget at tænke over, refleksioner af mange ting, grin, gråd, kunst oplevelse og noget af dig. I den tid jeg har kendt dig.

    Du fortjener kærlighed ja du gør! Kærlighed er ikke nemt. Forelskelse er. Der er man mere large, objektiv og ikke så detaljeret. Kærlighed er et valg som der skal arbejdes på fra begge parter.

    Jeg har set så meget forspildt kærlighed i mit liv, jeg jeg værdsætter det meget. Og tænker tit: gør jeg det rigtigt, hvad eller hvordan gør vi det bedre, hvor fejler jeg og kan jeg ændre det. Vil jeg ændre det.
    Jeg fandt min kærlighed, da jeg var 21 og tog det valg at det skulle være os. Men vi arbejder (på hver vores måde) hver dag, for at vi bliver ved med at gå samme vej.

    Jeg tror jeg ved mere/eller lige så meget om dig, som nogle af mine bedste venner ��

    Knus & Kram & god kamp tilbage til livet ❤️
    /D

    SvarSlet
  3. Jeg synes det var en superinteressant snak den anden dag om hvad man forventer af og tror et forhold skal være. Og især det der med om man skal have væltet benene væk under sig eller om det er noget.

    For mig handler det om at det gerne må være hårdt, så længe det føles rigtigt.
    Jeg har kastet mig ud i et forhold, som helt sikkert kommer til at have sine udfordringer og hvor jeg måske nogen gange ikke lige får alt det jeg har brug for lige nu og her. Til gengæld føles det mere rigtigt end noget andet jeg nogensinde har prøvet. Og dét er det vigtige for mig.

    Så er der alt det med at være sårbar og turde at tage sin bagage med ind i et nyt forhold. Jeg tror desværre ikke der er andet for end at give gradvist slip og tro på at nogen kan rumme det. ALLE har bagage. Måske i forskellige grad, men hvad der er vildt for dig og mig er måske ikke vildt for andre - og omvendt.

    Håber det giver mening :)

    /Mil

    SvarSlet