fredag den 12. februar 2016

Hemmelighed.

Da jeg var 6-8 år, kørte jeg med min mor og hendes mand forbi det Psykiatiske Hospital i Herning. Jeg kan ikke huske hvad præcis de sagde om stedet, som gjorde mig nysgerrig, men jeg spurgte hvem der var indlagt dér. Svaret kom prompte, og har hængt fast lige under huden på mig lige siden. "Det er sådan nogen der hiver håret af sig selv!", sagde min mor, med et hårdt blik. Jeg blev bange. Og lige siden da har det været min hemmelighed. Èn af mine skamfulde hemmeligheder.

Det er på tide at der bliver åbnet op for de der dybe hemmeligheder og skamfulde sandheder, jeg bærer rundt på om og i mig selv. Jeg har aldrig fortalt det her til nogen. Ikke engang mine psykologer/psykiatere/terapeuter.

Jeg hiver håret af mig selv. Jeg har gjort det lige så længe jeg kan huske. Jeg tror jeg gør det fordi det løsner min kropslige stress, og det er mere udtalt i perioder hvor jeg er presset eller depressiv.
Det er egentligt utroligt at jeg stadig har hår på hovedet, omend det er lidt tyndt de steder som er mest udsat.

Jeg er nødt til at åbne op. Helt op. Helt ind.

Min mor nævnte det aldrig siden. Eller før, for den sags skyld. Det var vel bare hendes måde at fortælle mig at hun godt vidste det, men ikke vidste hvad hun skulle stille op. Hun har flere gange fortalt mig, da jeg var yngre, at hun var sikker på at jeg var sådan en der ville ende på skt.Hans. Det tog mig lang tid, før jeg fandt ud af hvad det der skt.Hans var. Da jeg fandt ud af det blev jeg simpelthen så ked af det. Og skuffet. Og vred. Tænk hvor meget det ville have ændret, hvis hun i stedet for at gøre sig hård, gjorde sig blød, og trøstede lidt. Forsøgte at finde ud af hvad der lå til grund for mine mange coping-mekanismer.

Men fortiden kan ikke ændres. Det kan kun fremtiden. Jeg er nødt til at gøre det selv.

1 kommentar:

  1. Har så meget respekt for dit mod og din ærlighed

    SvarSlet