Klaustrofobi.

Jeg læser meget i disse dage. Drømme og rastløshed fæstner mere og mere rod.
Angsten har haft taget i mig så længe. Og jeg forsøger at slippe væk fra den. Og virkeligheden, måske.

I virkeligheden er angsten mere amputerende og invaliderende end smerterne.
Jeg har fantomsmerter. Jeg længes. Efter et liv. Med bevægelse og mennesker. Men jeg er ved at drukne i min egen klaustrofobi. Smerterne er en slags allestedsnærværende biting. Som begrænser mig fysisk. Men det værste er det mentale fængsel, jeg lever i. For jeg lever jo ikke. Ikke rigtigt.

Jeg føler mig som en snylter.
Jeg snylter på andres mod og muligheder.
Og andres fortællinger.
Jeg nasser på deres overskud og det er hamrende patetisk.
Jeg vil så gerne tage kampen selv, men jeg tør fanme ikke alene.
Det kræver en modpart.
En medspiller.
En medsammensvoren.
En fælle.
Jeg er ikke en ø, og jeg er ved at kæntre i mit ensomme hav!

Jeg ønsker mig væk.
Jeg ønsker mig at klumpen i halsen vil forsvinde, og skyggerne for mit indre blik vil blæse væk. Eller blot lette lidt. Løfte sløret for noget Håb, for helvede.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg ville være lige så ødelagt som menneske, hvis jeg flyttede ud i skoven.
Om skoven ville kunne revitalisere mig og regenerere mit ødelagte sind og min syge krop.
Jeg ønsker mig at finde overskuddet til at besøge Andrea og Jeppe en sommer, og prøve mig selv og teenageren af. Se om det bærer.
Jeg ønsker mig at vække hende fra sin iPad-døs og skærpe hendes sanser.
Jeg ønsker mig (et) liv.

Man skal sige sine ønsker højt.
Man skal skrive sine ønsker ned. Og ud.

Ovenpå synger teenageren dybtfølt med på følelsesladede sange.
Får afløb for sit indre.
Ligesom jeg gør det.
Jeg gør det bare med tårer.
Jeg føler mig klaustrofobisk og ønsker mere.
For hende og for mig.

Miranda kan sagtens mærke forandringen slå rod i mig. Hun vejrer forandring i luften. Hun snuser som en ulv mod vinden, og viser tænder. Snerrer.
Hun kan mærke min rastløshed, min klaustrofobi. Og den gør hende bange. Jeg har gjort det så mange gange. For mange gange. Revet hende op med trevlede rødder, og plantet hende om. Et nyt sted. Nye mennesker. Nyt. Nye. Ny. Som om man kunne gøre sig selv om hver gang.

Og Hun synger og synger og synger sin ungdom ud.
Og jeg græder og græder og græder min alderdom ind.

Jeg læste et ord forleden dag, som ramte mig. Artstræthed. Jeg er træt af vores art. Jeg er træt af mennesker. Mennesket. Som art. Artsy fartsy. Så korrumperet og forsmået. Så endegyldigt selvdestruktivt. Så længselsfulde efter vækst. Indre og ydre. Og økonomisk. Kapitalismen kvæler mig, og jeg hverken kan eller vil lege med på deres præmisser.
Jeg hører ikke til, og kan ikke bidrage med noget. Jeg er en paria. Uønsket. Jeg savner kræfterne til at kæmpe. Min indignation er svær at trække gennem mudderet, når kroppen forråder mig. Jeg trækker mig ind i mig selv, og selvhadet og klaustrofobien vokser bare. Mere og mere. Og angsten kvæler mig. Langsomt.

Jeg længes efter luft. Og frihed. Og Kærlighed, for helvede.