lørdag den 15. oktober 2016

Opvækst og opposition.

For nogle år siden tog jeg kontakt til den plejefamilie jeg boede hos, sammen med min mor, da hun forsøgte at få styr på sit stofmisbrug. Jeg var 3-4 år, da vi boede der. På Fyns østkyst. Jeg husker især fårene. Vi boede der i halvandet år, inden vi pludseligt flyttede til en anden plejefamilie - i den anden ende af landet. Her boede vi i kort tid, inden min mor endeligt blev clean - og vi flyttede for os selv.

Plejemoren fra Fyn beskrev mig som et medgørligt og meget stille barn. Understimuleret og temmeligt resigneret. Hun fortalte, at hun havde taget mig med til stranden, men at de taktile fornemmelser af sandet og vandet næsten var for meget for mig. At hun måtte tvinge mig i vandet. I sandet. Ud i livet.

Måske var den plejefamilie min redning. Måske var den min undergang. Der skete så meget i de år vi boede der, som både opbyggede og ødelagde mig. Måske endte jeg ved udgangspunktet. Mit eget udgangspunkt. Jeg ved det ikke. Minderne er fortrængte, kroppen husker grimme ting - og jeg forsøger at finde det lyse i det mørke som de år lægger omkring mig.

Jeg husker lidt mere fra årene efter. Minderne har sjældent andre aktører end mig. Min mor er aldrig med. Jeg husker at jeg vågnede alene om natten. Og var den eneste i huset. Mig og min brune syntetiske bamse. Og mørket. Stilheden.

Da jeg var 5 år husker jeg. at jeg pakkede min kuffert. Jeg ville væk. Fra mit liv og min mor. Jeg følte ikke jeg passede ind. Jeg havde ret. Jeg var forkert. Der, ihvertfald.

Hele mit liv har jeg været i opposition. Italesat uretfærdigheder. Både i mit eget liv (til mit mødrene ophavs store fortrydelse) - og andres. Jeg siger troldens navn højt. Min mor hader mig for det, men jeg kan ikke være anderledes. Jeg føler mig som en løgner, hvis jeg følger strømmen, eller lade andre tromle afsted på andres bekostning. Jeg er lynende skarp på uretfærdigheder, og jeg har en veludviklet bullshitdetektor. Det er en af de gaver brændte børn tit har med sig. En intuition, der er lynende skarp.

Jeg har bare aldrig været specielt modig på andres vegne, hverken som barn eller ung. Eller proaktiv. Mest af alt har jeg været bange. Indigneret, men bange. Jeg ville ønske jeg havde gjort mere. Og ikke bare havde så forbandet travlt med at overleve i mit eget kaotiske liv. Jeg forsøger at lade være med at tænke på, hvad jeg kunne have udrettet, hvis jeg ikke havde været bange.

Tingene har ændret sig nu. Jeg har efterhånden ikke mere at miste. Min kerne er ved at være hærdet. Jeg ved hvem jeg er, og hvad jeg står for. Jeg er ikke bange mere.

Jeg ved bare ikke hvordan jeg bruger den harme jeg besidder. Indignationen. Min opposition mod retfærdighed. Hvad stiller jeg op med den?

Indtil videre har jeg skrevet - og talt nogle få gange - og kanaliseret den ud ad den vej. Men er det nok i længden? Og er der overhovedet nogen der lytter? Kan det - kan jeg - bruges til noget?

Det sværeste ved at være syg, som jeg er det, er at jeg aldrig kan planlægge noget. Jeg ligger stadig i aflåst sideleje, efter turen og talen i København. Det tager så lang tid at restituere, og rejse mig igen. Så kan jeg bruges til noget, når jeg ikke kan levere stabilt?

Jeg var i midten af tyverne, inden jeg lærte noget om politik. Jeg er vokset op i et hjem hvor den slags aldrig blev debatteret. Da jeg var 18, og spurgte min mor hvad hun stemte til folketingsvalg, svarede hun, “at hun stemte på Socialdemokratiet”. Da jeg spurgte hende hvorfor, svarede hun, “at det var fordi at det havde hun altid gjort, og at alternativet var, at stemme på Venstre. Og det var noget med nogen landmænd”. Der stoppede forklaringerne, og som I nok kan se, er den ret mangelfuld.

Så det tog lang tid at erhverve mig en lille smule basisviden. Jeg havde intet med fra folkeskolen heller. Vores lærer var dybt alkoholiker, og var altid fraværende, så jeg lærte ikke ret meget i 8 og 9.klasse. Man blev sat igang, og så gik han. Der var ingen hjælp at få - og min selvdisciplin var meget lille på det tidspunkt. Mit eget liv gik i stykker, så overskuddet var der ikke.

Da jeg var blevet mor, gik jeg igang med at læse. Tog VUC-enkeltfag. Blev vakt. Vækket. Nysgerrig. Men var samtidigt træt og alenemor til et, siden to børn. Det var hårdt uden netværk.

På et tidspunkt meldte jeg mig ind i SF, og var passiv medlem i nogle år. Jeg har altså aldrig været politisk aktiv. eller aktivist. Jeg meldte mig ud, da Villy Søvndal foretog et ret tydeligt højresving, og svigtede socialismen. Han (og partiet) gik med på kapitalismens præmisser. Nødvendighedens Politik. Det pudsige er, at SF netop havde fået enorm fremgang, fordi Socialdemokraterne havde gjort det samme. At SF ikke kunne se, at det netop var det røde alternativ folket valgte dem for, forstår jeg ikke. Så den fremgang tabte han, efter min klare overbevisning, på gulvet.

Jeg var politisk desillusioneret i lang tid. Så opstod Alternativet. Jeg meldte mig ind, lige da de startede, og var med indtil deres økonomiske politik begyndte at manifestere sig klart. Kapitalisme. Borgerlige idéer. EU-tilhængere. Jeg kan ikke med det. Det er en menneskefjendsk præmis, som ikke er holdbar i længden. Alternativet kan en masse gode ting. Og jeg er så glad for at se, at der endeligt er nogen der tør gøre noget andet. Der er virkeligt brug for det.

For efterhånden tror jeg de fleste af os er politisk desillusionerede, i et eller andet omfang. Især på venstrefløjen. Der er intet Socialt i Socialdemokratiet, der er kun få socialistiske kræfter i Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten er ikke mere en liste - men et topstyret parti, der smider revolutionære kræfter i skammekrogen, de revolutionære kræfter, som der i dén grad er brug for nu, hvor vi oplever et af de største angreb på velfærden, en klassekrig, i nyere tid - og jeg har helt mistet håbet for og troen på et rødt fælleskab, for de eneste jeg tror en lille smule på i den sammenhæng, er SF og Ø, og de kan ikke bære det alene.

Vælgerne er vanemennesker, og vil ikke indse at partierne har spillet fallit - og ændret deres kernepunkter. Vælgerne er blevet lige så skamløse som politikerne, og har ædt præmissen om at vi er i krise (trods overskud på betalingsbalancen, topskattelettelser og råd til nye ineffektive kampfly), og at det skal være de i forvejen svageste grupper der skal betale prisen. Prisen? Hvad er det for en pris? Det er vores allesammens velfærd vi slagter. Det er også dit barns daginstitution og skole og uddannelse, din gamles plejehjem, dit hospital - din sikkerhed, hvis du skulle blive syg - og ikke kan nå at blive rask i løbet af 22 uger. Hvordan blev velfærd et fy-ord? Hvordan blev næstekærlighed revolutionært? Hvornår blev det pladderhumanistisk at tage vare på mennesker der er flygtet fra krig?

Well. Hvor vil jeg hen med alt det her? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har bare brug for at få det skrevet ned og få det sendt ud i universet, eller hvor nu den slags ender.

Måske skal der startes et nyt parti? Måske kan jeg godt finde ud af at være proaktiv? Måske er det nok at have holdninger og ville andre det bedste? Måske behøver man ikke tænke alting i excelark - og i mig mig mig, mere mere mere? Måske kan man godt være politisk og tænke vi vi vi, sammen sammen sammen? Måske kan jeg bidrage med noget?

Jeg ved det ikke. Men nu har jeg i hvertfald tænkt højt.
Og ventileret.



1 kommentar:

  1. Kære Line, du spørger om dig og det du skriver kan bruges til noget. Det kan det. Det nytter! Du er en kæmpe fighter men jeg kan ikke lade være med at tænke at det må være hårdt at leve med en så stor indignation. Det må være hårdt hele tiden at være i kamp. Men det at du stiller dig op og forsvare dig selv og så mange andre i din situation er så mega sejt. Mange mennesker (vælgere) har desværre ikke forståelse for skyggesiden af velfærdssamfundet-hvordan det er at være et brændt barn og hvordan det er at være frataget muligheden for at forbedre sin egen situation-og så ovenikøbet blive straffet for at være syg og afhængig af hjælp. Så ja du bidrager! Du råber op og giver de fordumsfulde, forblændede mennesker noget at tænke over. Forhåbentlig nytter det og det politiske klima blir ændret -men i det. Indset blir det italesat og. Ønsker dig alt det bedste din seje kvinde.... mvh Camilla "Boline" fra Randers

    SvarSlet