søndag den 14. juni 2015

Blinde vinkler.

Maja bliver født i maj i 1982.
Hun er et kærlighedsbarn. Et ønskebarn. Både mor og far glæder sig til hendes ankomst.

Det andet barn er 5 år. Hun kan ikke helt forholde sig til det der barn. Tingene er sket så hurtigt efter hinanden. Først kaos overalt. Så den ene plejefamilie, så den anden plejefamilie, så alene med Mor. Og sommetider bare... alene. For Mor går i byen. Det er der for så vidt intet i vejen med, hvis der fx havde været en babysitter. Men det er der ikke. Pigen er helt alene og bryder sig ikke om at vågne alene i mørket i et tomt hus. Det sker flere gange. Hun sover i dobbeltsengen, og her krammer hun krampagtigt sin brune bamse. Pelsen er syntetisk, og stikker lidt. Men det er ligemeget. Barnet kender allerede følelsen af at være alene helt ind i marven, så hun tager den tryghed bamsen har at give. Det er ikke meget, og hun klemmer øjnene hårdt i, så skyggerne ikke skal nå hende.

Mor er i byen for at finde en mand. Det lykkes den nat pigen er blevet 4 år. På barnets fødselsdagsnat finder Mor en "far" til hende. Han kan trylle tyggegummi frem fra barnets øre og is ud af ingenting. Det er ren magi og barnet er betaget. Hun er ikke helt tryg ved mænd. Eller fremmede. Men magien og godbidderne virker. Manden flytter ind, og snart flytter de videre til en ny by. Mor er gravid. Og pigen skal have en lillesøster.

Babyen skriger meget. Og gylper endnu mere. Amning er ikke noget for Mor, heller ikke denne gang, så det er modermælkserstatningsgylp. Det stinker. Og fordrer ikke nærhed mellem søstrene.


...


Maja kommer ind i vores liv, da det endeligt er lykkes for min mor at blive - og forblive - clean.
Hun dumper ned i en drømmetid, hvor det eneste min mor drikker ved sociale sammenkomster er squash sodavand. Aldrig alkohol. Ingen stoffer. Helt clean. Jeg er 5 år gammel da Maja bliver født.

Det er en drømmetid. Det ligner en kernefamilie udenfra. Men skaden er sket, og den er uoprettelig.
Relationen mellem min mor og jeg er et åbent sår, og erindringerne om alt det vi har været igennem sammen fortrænges og fornægtes af min mor, og det er her og nu løgnene begynder. Livsløgnene, som først bliver afsløret og rettet, fra jeg er 15-16 år og frem til i dag. Indtil da er historien at min far er død. Og alt hvad der er sket med og mellem os indtil jeg er 4 år, tales der ikke om. Overhovedet. Under nogen omstændigheder. Elva og Mor holder løgnenes knuder strammet så hårdt, at intet kan løse dem. Der er stadig alt for mange uløste knuder.


...


Vi er flyttet til en lille indre missionsk landsby nord for Limfjorden, og alle i landsbyen byder os velkomne med åbne arme. Vi forstår ikke ret meget af hvad de siger, dem fra landsbyen, det lyder som om de har en kartoffel i munden når de taler, så Mor bliver ret hurtigt - uden at det helt går op for hende - valgt ind som kasserer i Husmoderforeningen. Vi integrerer os. Vi leger familie og som den kamæleon min mor er, skifter hun farve og kulør, så vi passer ind.

Vi får røgede ål og sandkager som gaver, og der er masser af børn i landsbyen at lege med. Sproget bliver hurtigt lettere, og snart er den lille voksende familie helt integreret i lokalsamfundet.
Jeg var 4 år da vi flyttede dertil, og 6 år, da vi flyttede derfra. Jeg nåede at gå lidt i børnehaveklasse og i søndagsskole. Og jeg lærte at blæse tyggegummibobler og cykle uden støttehjul. Det var her jeg tabte en ordentlig dunk sildelage ned i min onkels nye kokostæppe, og jeg styrtede på cykel for alvor første gang. Det var også her at jeg lærte at ensomheden var et vilkår. Mit vilkår. For da jeg fik en lillesøster mistede jeg også min nye far. Det blodsbeslægtede barn, som var så yndigt, kom jo selvfølgelig først. Det var i disse par år jeg begyndte at udtænke strategier for hvordan jeg kunne stikke af hjemmefra, om jeg mon var adopteret, og det var her jeg fandt ud af, helt bevidst, at jeg var insignifikant. Så jeg begyndte så småt at gøre oprør. Småbitte ord og handlinger som spirede indeni mig. Jeg begyndte at gemme mad, til de lange stuearrester - og til Flugten. Jeg vidste ret tidligt at jeg ikke passede ind. Jeg var forkert i den familie. Jeg var overflødig. Så jeg ville så gerne væk derfra. Jeg pakkede tøj og mad og forsøgte flere gange at stikke af hjemmefra. Der var ikke nogen Mor der bad mig blive. Der var ingen der fortalte mig at jeg var ønsket. Desværre vidste jeg også godt selv, at jeg var for lille til sådan at stikke af for alvor. Hvor skulle jeg tage hen? Jeg havde jo ikke nogen. Så vreden indeni mig voksede bare. Følelsen af forkerthed og trods voksede også.


...



Alt dette var Maja så lille (og elsket) at hun selvfølgelig ikke hverken vidste eller forstod. Hun kendte ikke vores kampe. Min mors svigt. Hun dumpede lige ned i det heldige intermezzo, der var i min mors misbrug. Hendes tidlige barndom blev tryg og god. For hun havde en mor, og ikke mindst en far, som forgudede hende. Hun havde kernefamilie og leverpostej, og en søster der følte sig fortabt midt i den nydelige hverdag.

Min søster er omkring 10-11 år, da min mor begynder at vakle. Hun begynder at drikke vin. Mere og mere. Til sidst også øl. Mange øl. Det sker efter skilsmissen fra Majas far, og i særdeleshed efter hun møder den mand der ender med at blive far til vores lillebror Mads.
Maja kommer på efterskole allerede i 8 klasse, og bor derefter hos sin far. De få år hun nåede at opleve med min mors druk, har hun fortrængt. Hun vil ikke tale om det. Hun kan ikke holde ud at "svigte" min mor. Hun forstår intet af mit oprør eller min vrede. Hun har glemt alle de gange hvor jeg hentede hende, fordi min mor var for fuld, eller havde været på druk i flere dage. Hun vil ikke huske. Det er alt for smertefuldt.

Maja har selv valgt nogle af sine blinde vinkler. Hun har valgt at forblive loyal overfor min mor. At tie det ihjel. Jeg bebrejder hende for så vidt ikke. Hun har ikke oplevet samme massive svigt som jeg. Hendes sår er nemmere at tilgive, tilsyneladende.

Men de blinde vinkler har kostet mig en søster. Et vidne på noget - omend kun en lille del - af mit liv. En fællesnævner og en blodsbeslægtet. Og jeg savner dét der kunne have været.


...



Vi har allesammen blinde vinkler i vores liv. På den ene eller den anden måde.
Blinde vinkler kostede mig min søster.


2 kommentarer:

  1. Kære Line.
    Det er på godt og ondt, de der blinde vinkler. Jeg ved det, for jeg har en del. Jeg har også masser ikke-blinde. Endda nogle jeg ville ønske var blinde.
    Min opvækst er ganske anderledes end din, og alligevel er der enkelte fællestræk. Men mens min vrede, den der er, går mod min far, så går min fem år yngre brors mod min mor.
    Det var det samme sted og de samme mennesker, men fem års liv ændrer meget. Jeg forstår det heller ikke. Men mange snakke og mange blinde vinkler har givet en accept og kontakt.
    Jeg ved ikke hvad jeg vil sige. Måske bare at jeg hører og ser dig. Håber det giver mening

    SvarSlet