Det skal ikke hedde sig.

I dag ville Elva være blevet 90 år, hvis hun stadig havde været iblandt os.
Det er hun desværre ikke. Hun stillede træskoene for 7 år siden. Hun vejede 37 kilo da hun døde. Alligevel føltes det som om at kisten vejede et ton, da vi bar hende ud fra kapellet. Usagte ord og hemmeligheder vejer mere end man tror.

Elva var nummer 11 i børneflokken,  den yngste. Hun voksede op i en familie hvor jeg har indtryk af at der var masser af kærlighed - og knaphed på alt andet. Tonen kunne sikkert godt blive lidt hård ind imellem. I hvertfald blev Elva selv en lidt hård knudekvinde, da hun voksede til. Hendes liv var ikke let. Hun kom ud og tjene som 13-årig, som alle andre på den tid. Hun var et lille nips. Mørkhåret, og med brune øjne, og må have været noget af en skønhed. Hun kom i ulykkelige omstændigheder, da hun var 17-18 år, og måtte bortadoptere den lille dreng, som omstændigheden viste sig at være. Han kom gudskelov i gode hænder, hos Elvas venindes familie, og Elva blev holdt orienteret om hans liv og levned.

Elva mødte relativt hurtigt efter en noget ældre mand. Albinus, hed han. Binus, blev han kaldt. Han var enkemand, og havde en 12-årig datter. Pusse, blev hun kaldt. Margrethe var hendes navn. Det var den helt store kærlighed mellem Elva og Albinus. Så stor at de blev gift og gav dem 3 børn mere.
Jørgen, Arne og Lone.

Det må have været hårdt at have 4 børn. Der kom en krig allerede inden de to yngste blev født. Den krig gjorde ondt langt ind i sjælen på familien, for Binus blev på et tidspunkt taget af Gestapo. Han blev taget i at køre rundt med noget modstandsmateriale i sin taxa. Det kostede ham et ophold i koncentrationslejren i Frøslev, og resten af familien dyrt. Der var knaphed på alt, og når man er ung og alene med børnene, mens man ikke ved hvad der skal blive af ens elskede, bliver man mærket af det for livet. Det gjorde Elva, i hvertfald. Binus tacklede det heller ikke særlig godt. Selvom han var heldig, og kom hjem med livet i behold, må der være slået en lille flig af et eller andet sted derinde i ham. Noget var gået i stykker.

I hvertfald var der et eller andet i familien der blev skævvredet. Forkert, på en måde. Forkert og fejet ind under gulvtæppet. For der er ikke én eneste af dem der kom hele ud på den anden side.

Elva var en lillebitte kvinde. Lille og fin. Og temmelig syrlig, til tider. Hun kunne godt lide at der var orden i tingene. Der skulle være rent og pænt. Og intet i den fine stue måtte berøres af fedtede børnefingre. Det skulle stå klar til stads, hvis der skulle komme nogen forbi der var fine nok til at betræde rummet. Der var lissom pyntet op til en fest, der aldrig kom nogen gæster til. Faktisk strakte hendes flid og rengøring sig helt ud til fortorvet. For det skulle ikke hedde sig. Derfor sad Elva på alle 4 og rensede fliserne med en tandbørste.

Alle Elvas børn udviklede et misbrug. De to drenge blev alkoholiserede mænd. Pigen, Lone, blev allerede som helt ung narkoman. Junkie. Sådan én der stikker sig med nåle og indfører heroinen i de vener der er tilgængelige. Det må have været forfærdeligt for en mor som Elva, som følte at alting skulle være pænt på de renskurede overflader, og at det ikke skulle hedde sig. Især må det have været svært, da Lone blev gravid som 21-årig. Paul var en rigtig charmør, men en charmør med nålemærker i armene. Ligesom Lone. Det holdt heller ikke mellem Lone og Paul. For Paul syntes ikke rigtigt han var klar til det der med børn og faste udgifter. Derfor skulle der en retssag til at stadfæste faderskabet. Det var én af de ting der gjorde Lone bitter. For det skulle ikke hedde sig!

Elva og Lone havde et meget nært forhold. Så nært, at når Lone var i fængsel eller i afvænning, så passede Elva den lille datter som Lone fik. Eller også blev barnet passet af andre i familien. På skift. For det skulle ikke hedde sig at Lone ikke selv kunne passe det her lille barn.

Elva og Lone vokser mere og mere ind i hinanden. Der går ikke én dag, hvor de ikke taler i telefon sammen. Mindst én gang. Hver dag. Elva kommer også tit på besøg, når altså ikke Lone bor hos Elva og Binus. Alting er jo næsten fryd og gammen. Og puh, en lettelse, nu hvor pigen er blevet født, og viser sig at være helt sund og rask, og gudskelov for det, og den lille pige ser jo ud til at trives, jamen det gør hun da. Se selv, hvor buttede arme hun har. Og hun spiser jo, pigen, dét gør hun. Faktisk bliver hun nærmest stopfodret, for det skal ikke hedde sig. Så hun må jo være i trivsel. Ikke?

Over de næste årtier - efter at Lone og pigen har boet i plejefamilie i et par år, mens Lone fik støtte og hjælp til at blive clean - kommer Elva og Binus tit på besøg hos Lone. Lone låner penge af dem, når økonomien strammer. Det gør den vist tit. Og Elvas rengøringsevner bliver udøvet hver gang der er besøg. Pigen kan genkende duften af de besøg mange år senere, i lugten af rengøringsmidler og cerutrøg. Elva røg nemlig cerutter. Og sådan en cerut kunne holde længe, når der skulle luftes ud, og sorteres og smides ud hjemme hos Lone og pigen.

Elva og Lone holder alt det der er sket hemmeligt. Der er ingen grund til at lufte sit snavsetøj offentligt. Og hvad vil folk ikke tænke, hvis de vidste?! Nej. Det skal ikke hedde sig.

...


Da min mormor blev begravet kom min tante til at sige nogle af de hemmeligheder højt over kaffebordet. Min mor var ved at skrælle linoleummet af bordet bagved, for hvis der er noget der er farligt og forkert i hendes verden, så er det at sige troldens navn højt. For det skal ikke hedde sig. Og ingen skal tænke dårligt om hende. Jeg stoppede samtalen over kaffebordet, og ringede til min tante om aftenen, en tante som jeg åbenbart har boet hos af flere omgange som helt lille, men som jeg intet synderligt har haft med at gøre siden min mor blev clean. Gad vide hvorfor? Måske min mor var bange for at sandhederne skulle komme frem. At trolden skulle få sit navn.

Inden min mormor døde, var hun min eneste familie. Jeg skar kontakten til min mor, da jeg var i slutningen af puberteten. Men min mormor var altid kun til låns. For jeg vidste godt at hun var min mors mere end hun var min. Hun har altid været fanget i midten mellem min mor og mig. Jeg manglede altid én der var "min". En Moder-type. Altid. Jeg har altid stået alene. For min mormor endte altid med at tage min mors parti. For det var der hemmelighederne var. Og de skulle for enhver pris beskyttes. Prisen endte med at blive høj. For høj, synes jeg. Og nu hvor hun er død, er min kærlighed til hende splittet, for kors hvor er jeg vred. Alt dét som hun har været vidne til. Og alligevel var det kun min mors tarv der blev taget hensyn til.

...


Jeg kan se nogle af de træk som jeg hader allermest ved min mors person i mig selv. Sommetider holder jeg alt for fast i min egen måde at gøre tingene på, og jeg bliver bange og ked af det, når folk tænker dårligt om mig. For det skal ikke hedde sig. Men helt ærligt? Alt dét som diverse ekser har sagt om mig, både til mit ansigt, og i ondskab til andre, er formentligt rigtigt. Jeg ér sikkert borderliner, og syg i bøtten. Jeg forstår ikke kærlighed og slet ikke relationer. Jeg ved dog en ting: jeg vil ikke ende som min mor. Jeg prøver at blive et bedre menneske. Det har jeg altid kæmpet for at blive. Så kære Læser. Hvis jeg har såret dig, ude i virkeligheden på et tidspunkt, så må du undskylde. Jeg gør det så godt jeg kan.