mandag den 25. januar 2016

Twitter-terapi.

Jeg accellererer. Jeg kan mærke en udvikling indeni mig, men jeg har ingen anelse om destinationen endnu. Jeg ved ikke hvem jeg er, men jeg kan mærke jeg så småt er ved at finde ud af det. Drypvist. Små erkendelser der tilsammen på et tidspunkt, forhåbentligt, kommer til at udgøre et hele.

Jeg bruger enormt meget krudt på at tænke over, og tale om, kærlighed. Både til mig selv, men også om forventningerne til en kommende partner. Hvor finder man den egentligt, kærligheden? Hvad og hvor meget giver man af sig selv? Hvornår og hvor hurtigt giver man hvad? Kan modparten mon klare hele pakken, og er det egentlig meningen han/hun skal kunne det? Og det som jeg har tænkt mest på i denne sammenhæng er, fortjener jeg kærligheden? Med den smule jeg har at tilbyde af materielle ting/karriere/fremtidsperspektiv. Jeg er jo syg. Og de sidste par år har sygdommen fuldstændigt defineret mig. Eller - jeg har ladet den definere mig. Fordi jeg simpelthen har så svært ved at få øje på andet. Efter at nutid og fremtid er rykket fra mig, er det svært at finde et andet perspektiv, når man ligger sønderskudt tilbage i et bombekrater. Det er svært at føle sig elskelig, lækker og sexet, når kroppen har taget så meget skade og er så fyldt med smerter og selvlede. Men jeg vil sgu! Jeg vil fortjene kærlighed. Jeg har brug for den.

En af de ting der har været allersværest for mig at erkende er, at jeg har brug for nogen. Jeg har altid klaret mig selv, og skubbet folk fra mig, når livet var svært. Og det har det været ret meget, så jeg har ikke ret meget øvelse i at have mennesker tæt på mig, når jeg har ondt. Hvadenten smerten er fysisk eller mental. Men jeg er træt af at skulle gøre mig hård og stærk. Jeg har brug for nærhed, og jeg har brug for at blive trøstet når jeg er ked af det. At LADE mig trøste. For let's face it. Det er jo ikke fordi der ikke har været mennesker i nærheden der ikke har forsøgt. Jeg har bare ikke været modig nok til at tage imod. Det er den der tillids-ting igen. Angsten for svigt, har gjort at jeg har svigtet mig selv. Jeg har simpelthen ikke givet mig selv lov til at have brug for andre.

De sidste par dage har jeg diskuteret Kærlighed og Relationer og Egenkærlighed og Sygdom og Identitet på Twitter. Og Twitter kan altså noget. De perspektiver jeg får derfra, hjælper mig mere end et halvt livs terapi. Fordi jeg får lov at spejle mig i mennesker med dybde og hjerte. Jeg får intet ud af at spejle mig i syge og ødelagte mennesker i en gruppeterapi. Jeg har masser af indsigt i egne fejl og mangler, hvad jeg ikke har er alternativer. Sunde og konstruktive alternativer. Jeg bilder mig ikke ind at alle på twitter er hele og sunde konstitutioner, men der kommer noget mere brugbart ud af mine samtaler med tweeps, end der gør af at sidde og høre på andres ødelagte liv. For mig.

Jeg har brug for at høre at andres liv ikke er perfekte. At andres liv også kan være komplicerede og svære - uden at det partout skal handle om svigt og overgreb. Jeg har idylliseret andres liv helt vildt, fordi jeg troede at alt hvad der var skidt i mit liv, et eller andet sted har været mit eget ansvar, eller min mors skyld, eller whatever. Sommetider er livet også bare røv, uden at der *behøver* at være dybereliggende traumatiske kausalkæder involveret. Dét hjælper mig. Dét får mig op af dyndet. At livet godt kan være svært, uden at det behøver at betyde at det er i stykker. At mennesket er i stykker. Måske kan jeg klinkes. Måske kan jeg godt få et helt almindeligt godt liv, selvom jeg er klinket. Fordi et godt liv ikke behøver at være et perfekt liv. De her erkendelser er så hamrende banale, at det er til at tude over, men det er først nu jeg begynder at kunne internalisere dem.

Jeg AFSKYR p-ordet. Men ja, jeg er i proces. Jeg processerer. Og accellererer.

mandag den 4. januar 2016

Grib mig.

2016 har virkelig ikke imponeret mig, indtil videre. Håber inderligt at kurven stadig i bøjelig, og at det kun kan betyde fremgang og bedre karma. Hvor fanden kommer al den dårlige karma fra? Er arvesynden virkeligt et koncept der skal tages bogstaveligt?

I dag modtog jeg den frygtede rudekuvert. Den allermest frygtede af dem alle. Dén der sender mig i fogedretten. Så er rockbottom ved at være nået. Alle parader er forlængst faldet, og jeg ligger fladt ned for everyone to see.

Jeg ønsker mig kærlighed i 2016. Og tilgivelse. Begge dele primært fra mig til mig. Men jeg ønsker mig også en (mentalt) stærk mand, som magter at gribe mig, når jeg ikke kan andet end at gøre mig slap. Jeg orker ikke at korkproppe mere.

onsdag den 2. december 2015

Træder vande i kviksand.

Jeg er snart trappet helt ud af al psykofarmaka. Jeg er hudløs, skrællet nøgen, og skal vænne mig til at mærke alle følelserne igen, efter tilsyneladende at have været mere eller mindre numb i flere år.  Jeg har grædt flere dage i træk, og jeg kan mærke mørket trække i mig.

Jeg forsøger at stå det imod. Jeg vil det her. Jeg vil det her. Livet. Selvom det føles som om jeg træder vande i kviksand.

Jeg kæmper og knokler og bliver træt, og falder og falder i søvn og vågner igen, og det hele starter forfra igen og igen. Jeg er træt og har lyst til bare at gøre mig slap og lade livet være og vende det hele ryggen og bare være. Eller sove. Eller falde. I søvn eller omkuld, whatever comes first.

Jeg er begyndt at lytte til musik igen. Jeg tegner lidt. Jeg mærker.

Jeg forsøger at nå tilbage i livet og række ud og frem og få fat i det der er tilbage af mig, fra dengang jeg endnu ikke havde ødelagt alt og mig selv, i kampen for at blive hel og et bedre menneske. Jeg forsøger at række ud og tilbage og nå mig selv. Eller en del af mig selv. Min ungdom føles så langt væk, og alligevel så utroligt tæt på, jeg kan mærke mig selv ånde mig selv i nakken, og jeg vil så gerne kunne rumme mig, og omfavne mig, alt hvad der er mig, alt hvad der var mig, og alt hvad jeg skal blive. Jeg ved ikke hvem jeg er, eller hvor jeg er på vej hen. Jeg ved bare at jeg så gerne vil have mig selv med.

Hvert år. Hvert eneste år. Jeg ramler i alle etager, når julelysene bliver tændt, på træer og i børns øjne. Jeg hader at sorgen aldrig går over, og sårene aldrig heler.

onsdag den 18. november 2015

Same procedure as every year.

Nu kommer den. Jeg kan mærke den kommer snigende.
Den der selvmodsigende stemning, som altid indfinder sig omkring juletid.
Splittelsen mellem at glæde sig, og samtidig mærke hjertet briste. Igen.
Same procedure as every year.

Jeg tror aldrig jeg lærer at bære sårene smukt. Jeg lærer aldrig at være så tykhudet, at Livet ikke kan røre mig. Og slå benene væk under mig. Både hvad angår Kærlighed og Smerter.
Dét at være grundlæggende alene, bliver aldrig en vane. Det bliver aldrig trygt. Eller giver en følelse af at komme hjem. At føle sig alene er umenneskeligt. Det hører ikke vores art til. Vi er flokdyr.

Og nu er det jul igen og nu er det jul igen... og jeg er, som alle de andre år, i tvivl om hvad jeg skal stille op med mig selv, og mine venner og veninder har deres egne familier at tage sig af. Vennejul er ikke det samme som det var engang.

I år er vi fattige. Sådan rigtigt fattige. Både hvad angår penge og mennesker. Og jeg kan ikke holde det ud. Det er nemmere når der er overskud, på mindst ét af punkterne. Det er nemmere at give, når man har overskud. Jeg ville meget hellere give.

mandag den 9. november 2015

Who Am I?

Min macbook har været afgået ved døden, men som en anden Lazarus er den blevet genoplivet.
Det er blandt andet derfor jeg har været stille her. Men det er ikke den eneste grund. Sådan er livet i al sin enkelthed jo aldrig særlig enkelt, når det kommer til stykket. Livet er komplekst, og til tider kompliceret. Ligesom mennsker. Vi består af så mange facetter, lag, dybder og nuancer, og sommetider kan det være svært at få øje på sig selv mere, når man føler man er faret vild i spejlsalen. Uanset hvem vi interagerer med foregår der en spejling af os selv. Andres perceptioner og idéer om hvem vi er. 

Forleden var jeg til endnu et af de fantastiske sammenkomster vi holder, os mennesker på Twitter. Det var, som altid en dejlig oplevelse. Men denne gang var det også udfordrende. Det gav mig noget at tænke over. 

Jeg fik nogle kommentarer som satte mig lidt til vægs. Jeg bliver tilsyneladende opfattet som et meget levende og markant menneske, et udadvendt menneske, med et liv hvor der sker meget. Dette er ikke umiddelbart en fejlperception, det er blot en lille del af mit hele billede. Og en særdeles lille del af hvordan jeg selv ser mig. Jeg er jo mig. Jeg hænger på mig selv hele tiden. Sådan er det jo at være menneske, et grundvilkår. Og det er - og har altid været - vigtigt for mig, at kende mig selv indgående. Der var intet nyt i kommentarerne forleden, men de ramte mig på en måde, de ikke har ramt mig før. Som en mavepuster lige i solar plexus. Jeg forstår ikke selv hvorfor, det er derfor jeg rabler det ud her. Jeg er nødt til at finde mening eller betydning. For det føles vigtigt. Jeg er andet og mere end Hende Der Sidder Og Har Smerter. 

I forbindelse med min opvækst, min sygdom, mit frie fald har det været svært for mig at se de spejlinger jeg laver. Jeg har utroligt nemt ved at aflæse andre, men utroligt svært ved at aflæse mig selv. Jeg ved dybest set ikke hvem jeg er. Min identitet har altid været selvkonstrueret udfra et paradigme der hed Mønsterbrud. Jeg har knoklet hele mit liv for at blive "noget andet" end min mor. Og jeg ved det er lykkes. Jeg *er* noget andet. En anden. Men jeg kan ikke finde ud af HVEM jeg er.

Min identitet har altid været baseret på roller og konstruktioner. Jeg er Mor. På dén måde som jeg nu engang har formået at være Mor på. Når jeg ser på mine børn, ved jeg at det er lykkes. Men nu er de så store at den del af mig er igang med at blive redefineret. Den afgiver mere og mere plads til andre ting. Den plads har før været fyldt ud med rollen som Stud.Mag. Det var en ekstrem oplevelse for mig, da det gik op for mig, hvor anderledes jeg blev mødt, når jeg fortalte at jeg læste på universitetet. Jeg er sikker på mange er uenige, men jeg har prøvet det på egen hud. Man skal nok have været helt nede i socialklasse 5 for at mærke differencen. For den er der.

Nu hvor rollen som Mor er blevet praktisk mindre, er pladsen pludselig ledig. Tom. Jeg er ikke studerende mere. Jeg er syg, men forsøger at gøre alt hvad jeg kan for ikke at være min sygdom og mine diagnoser. Det er svært. Især, når man skal lære nye mennesker at kende. Et af problemerne er, at jeg altid føler jeg er blevet defineret af andre. Som Problembarn, Vred Teenager, Ung Mor, Studerende... Jeg aner ikke hvem Jeg er. Hvordan definerer I andre jer? Hvad består jeres kerne af? Er det det musik man hører? Ens politiske observans? Hvor grimt man danser? Hvor mange farver ens tøj har?

Når jeg forsøger at definere mig selv, synes jeg det ender med at blive meget overfladisk, og når ikke rigtigt ind i kernen af mig. Desuden har jeg også den her fornemmelse af at kernen er dynamisk. Jeg føler mig ikke altid ens. Forskellige ting kan animere mig, eller i hvertfald ændre mine grundstemninger. Musik kan ændre mig i forskellige retninger. Kunst. Kærlighed. 

Jeg er socialist. Jeg er feminist. Jeg er farverig. Jeg er rummelig, især i forhold til menneskelige sprækker og revner. Jeg er god til at mærke andre mennesker, og have en fornemmelse for deres behov. Jeg elsker stærkt og dybt, men sjældent længe. Jeg er bange for at blive ensom, og jeg ved kærligheden kan være flygtig. Jeg har aldrig prøvet at blive elsket af et andet menneske i lang tid ad gangen. Kærligheden har en levedygtighed på et par år, så bliver jeg i tvivl om hvordan man fortsætter og pakker følelserne sammen. Jeg forstår ikke ordet Kontinuitet med min krop og mit hjerte. Jeg forstår alting rationelt. Jeg er intelligent. Men jeg kan ikke finde ud af basale menneskelige ting, som at elske modigt og længe. Jeg bliver bange og løber min vej, når jeg bliver i tvivl om, om den er gengældt. Ensomhed er mit største monster. At miste værdigheden mit værste mareridt.

Hvordan øver man sig i Kærlighed og Relationer, hvis man dybest set mangler tilliden til at man er elskelig? Hvordan kan man vide sig sikker? Det ved jeg godt - det kan man ikke. Men hvordan holder I så ud? Hvordan fortsætter I?

Jeg har for nyligt mødt et menneske som rammer nogle genkendelige strenge i mig. Det føles som Ungdom. Det føles som Frihed. Som masser af Muligheder. Som Håb. Det her Menneske får mig til at smage Håb.

Jeg bliver mere og mere draget af de tangenter der bliver ramt i mig. Jeg længes tilbage, og jeg længes frem. Til en gammel version af mig selv. Et håb om at jeg kan genskabe noget af det jeg kunne have været, eller måske har været. Noget som gik tabt i mig, eller i hvertfald blev tilsidesat da jeg blev Mor som 19-årig. Jeg har aldrig været rigtig ung, og nu føler jeg ikke rigtigt jeg er klar til at være rigtigt gammel. Der var noget der blev overset. Der er etellerandet jeg har glemt at dyrke. Nogle frø indeni mig, der kræver næring nu. Jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal gribe det an. Jeg ved ikke hvordan jeg finder hjem i mig selv. Men jeg er igang. Jeg er igang.



onsdag den 14. oktober 2015

Relationship status: Netflix, Tinder and Sweatpants.

Jeg er alene igen.
Det er så smertefuldt at tage de rigtige beslutninger, når der er følelser i klemme.

Jeg er endelig nået dertil, hvor jeg er begyndt at åbne lidt op i gruppeterapien.
Jeg vil have det bedre.
Jeg *vil* have det bedre.
Jeg VIL have det bedre!

Det betyder også at der skal tages ved alt det smertefulde.
Alt dét der får mig til at ramle sammen i etagerne.
Relationer og identitet - og at lære at leve med indeholdet af min rygsæk.
Hvordan kommer man videre (/igang) med sit liv, når den mentale og følelsesmæssige fjällräv er for tung at slæbe med videre.
Hvordan får man lortet deponeret, og hvad skal man have med videre, for at kunne (for)blive intakt.
Det er hard work, og rykker én rundt helt ind i hovedstolen.
Og så har det omkostninger, som man måske ikke havde forestillet sig.

Jeg har før skrevet om hvor svære relationer er for mig at blive i. Derfor føles det også som en kapitulation at afslutte noget, der på mange måder var rigtigt og fint.
Nogle ting koster mig for dyrt at være en del af. At afslutte det var den eneste mulighed.

Jeg har grædt og grædt, og snakket og snakket. Det er den rigtige beslutning. Også selvom det niver.

mandag den 5. oktober 2015

Random ramble

Det er blevet efterår.
Den smukke døds tid.
Farvernes, duftenes, det magiske lys' tid.
Jeg elsker efterår.

De sidste par dage har det været så tåget, at mine solcellelamper i haven slet ikke har haft noget lys at lade op af. Her har været buldermørkt om natten. Nætterne herude i mørket kan et eller andet. Det gør mig tryg. Men tågen. Den er tung. Jeg kæmper lidt for at holde mig ovenvande, og forsøger at gøre gode ting for mig selv, så jeg ikke drukner i den. Det er lidt som at træde vande i kviksand. Jeg har snart brug for noget lys.

...

Der er blevet stille i mit lille hvide hus. Myrna er flyttet hjem til en anden familie. Beslutningen om at hun skulle flytte har været længe undervejs, og har været svær at nå frem til. Mine behov var lidt modstridende med hvad der var bedst for hende. Hun flyttede tirsdag i sidste uge, og at dømme ud fra de billeder jeg har set fra hendes nye familie, stortrives hun. Så alt er som det skal være.

Else har det også godt. Hun sover lidt mere end hun plejer, og er mere opsøgende, når hun er vågen. Det er dejligt at der er ro til nus. Tidligt om morgenen kravler hun diskret op i min seng, og så sover vi lige et par timer mere. I ske. Hvis du aldrig har sovet i ske med en bernhard, kan det virkeligt anbefales.

Jeg har opsagt Myrnas hundeforsikring, og for de overskydende forsikringspenge har jeg købt tegnegrej til mig selv. Jeg har længe haft lyst til at tegne igen, men har ikke haft remedierne. Nu skal det være.

...

Derudover har jeg gang i et andet, og mere vigtigt eksperiment. Jeg er begyndt på medicinsk cannabisolie. Jeg er i løbet af de sidste par år blevet spurgt mange gange, hvorfor jeg ikke prøvede det, og jeg er efterhånden løbet tør for gode grunde. Så nu får det et skud. Efterår og vinter er en frygtelig tid for mig. Min fibro springer læk, og lægger mig i dok.

Det kommer i form af chokoladebønner, med cannabisolie i. Det kræver lidt tid at finde en dosis der passer, så det både smertedækker - og ikke gør mig skæv. Et par gange har jeg taget for meget, så jeg blev svimlende rundtosset. Det var virkeligt ikke rart. På den anden side meget rart at vide at der ikke er basis for et misbrug.

Det virker. Det tager toppen af smerterne (er langt fra smertefri, men lidt har også ret), så jeg slipper for at tage så mange smertestillende piller. Før tog jeg håndkøbspræparater 3-4 gange dagligt. Nu er det én gang om dagen. Det må siges at være fremskridt. Derudover sover jeg meget bedre og dybere, end jeg har gjort i mange mange år. Jeg plejer at vågne hver gang jeg skal flytte på mig. Det gør jeg ikke mere. Til gengæld har jeg haft knaldende hovedpine de sidste par døgn. Det viser sig at jeg ikke kan sove med min dyre anatomisk korrekte tempurpude mere. Jeg prøvede forsøgsvis at sove med en anden pude i nat, og det hjalp. Jeg er vågnet uden hovedpine. Det er simpelthen så underligt. Man bliver vant til alle smerterne. De bliver ligesom en del af én. Og når de ikke er der, er det som om noget mangler. Meget meget mærkelig fornemmelse. Jeg tror man skal være smertepatient for at forstå det.

Til gengæld er Judaskroppen ved at afstøde begge mine ben, så på den måde er der en slags balance i kosmos. Eller det der. (av!)

...

Ligesom jeg var sidste sidste forår, skal jeg med mine tatovører til convention i slutningen af oktober. Jeg får et af lærlingens værker på min øvre ryg. Det bliver en fantastisk fødselsdagsgave - for jeg har fødselsdag på fredag, og vi starter på lørdag. Vi kan ikke nå at lave det hele på convention, da de titler vi stiller op i, ligger forholdsvist tidligt på dagen. Jeg får heldigvis lidt at skulle have sagt i forhold til designet, og jeg har set og godkendt de foreløbige skitser. Den bliver smuk!