- eller, hvordan man vender sig selv virtuelt på vrangen. Come what may.
Der har været stille i nogle dage. Sådan er det noglegange. Min krop lever sit eget liv, og jeg er nødt til at tilpasse mig og mit efter den. Derudover er der hovedets liv. Det har tilsyneladende også sine egne måder at gøre, eller ikke gøre, tingene på. Når der er for meget kaos her eller der, slukker begge dele. Og jeg tror det er det der har været tilfældet de sidste 4-5 dage. Jeg har været slukket.
Mens der har været lukket ned, har jeg været ude i Danmarks smukke natur, med et menneske som elsker mig. Det burde være pissenemt at nyde og tage ind. Men det er det ikke. Jeg er udstyret med et ret effektivt lag teflon. Jeg kan sagtens se smukheden, og jeg kan rationelt mærke kærligheden. Men den når lissom ikke ind i mig. Den hænger på ydersiden, til den falder af af sig selv. Jeg har svært ved at fastholde øjeblikkene, og gøre dem til en del af mig. Det gør mig så frustreret. Og ensom.
Samtalen med terapeuten forleden uge har sat ting igang indeni mig, som jeg slet ikke var forberedt på. For "jeg er sådan én der..." plejer at være pissegod til det der "terapi". Jeg gør bare som der bliver sagt, og fortsætter derudaf. Og rykker helt vildt. Kognitiv terapi er lige mig. Jeg kan sagtens ændre den narrative opfattelse af mig selv, så længe jeg siger tingene højt og tit nok. Jeg kan sagtens ændre mine tankemønstre og handlemønstre, men jeg kan fanme ikke mærke en skid. Jeg kan ikke mærke mig selv. Det eneste jeg kan fornemme indeni er tomhed. Træthed, ensomhed, ængstelighed og tomhed. Der er ingen kilde af kærlighed. Intet. Kun i tanker og handlinger, men intet helt inde i kernen.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg holdt op med at føle noget. Jeg ved ikke om det er nyt eller gammelt. Jeg vidste ikke engang at de ikke var der, følelserne, før terapeuten pegede.
Gad vide om jeg har opbrugt min kvote. Findes der EU-kvoter for den slags? For så vil jeg gerne nedlægge veto lige dér. Jeg kan sgudda ikke fortsætte uden følelser. Er det et liv?
Nu hvor det er gået op for mig, at alle de fortællinger jeg har bygget op omkring min personlighed, min identitetsforståelse, mine facetter, udelukkende er bygget på rationaler og narrative fortællinger, føler jeg mig som én stor bunke løgn og tomhed. Jeg føler alle mine facetter smuldrer. Jeg aner ikke hvem jeg er. Og de ting, som jeg forsøger at holde fast i, bryder jeg mig egentligt ikke om. Eller også virker de som fortid. Eller løgn. Eller misforståelser, baseret på en forventning om hvem jeg gerne selv ville være, eller hvad andre forventede af mig at jeg skulle blive.
Jeg føler jeg står lige midt i uendelig stilhed. Midt i orkanens øje, og rundt om mig hvirvler fragmenterede identitetsforståelser, som ikke passer sammen i et hele. Eller som ikke er kompatible med de vilkår jeg havde, har eller får.
Jeg har brug for hjælp. Jeg har virkeligt brug for hjælp. For jeg drukner i det her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar