Den svære sequal.

Sikke en velkomst. Tak! Hvordan kommer jeg videre herfra, uden at fejle stort?!

Det gik jeg og tænkte på, da jeg luftede hundene.
Jer der følger med på andre medier ved, at jeg har to kreaturstore sankt bernhardshunde ved navn Else og Myrna. Og altså, jeg gik tur med de her hunde. Eller rettere, de gik med mig.

Og jeg tænkte og tænkte. Og lyttede til fuglene, og tog farverne og duftene ind. Landlivet er the shit, hvis I skulle være i tvivl.

Og imens jeg tænkte, og gjorde mig umage, for ikke at styrte i grøften, fik jeg øje på 4 harer der legede på mælkebøttemarken. De var helt uanfægtede af os. Og helt tovlige i deres harehoveder.
Det syn gjorde mig nærmest helt rørstrømsk, og jeg var lige ved at hengive mig helt i mine følelsers vold, da der kom to biler og vi var nødt til at rette lidt ind. Det sker ikke så tit at der kommer TO biler, så fokus skiftede et øjeblik. Og dér, lige ved siden af rabatten fik jeg øje på en lille krop. Den var smuk og helt død, og det første jeg tænkte var "åh, bare det ikke er haremoderen!". Det var det ikke. Det var værre. Det var et rådyrkid. Lillebitte og fin og med smukke brune øjne.

Og så slog det mig. Det er jo dét det hele handler om, når vi får skrællet alle lagene af. Livet. Døden. Hvordan forvalter vi vores liv, og hvem står tilbage og sørger over én når man er væk. Og hvad er så alt det der indimellem? Følelser. Interpersonelle relationer. Alt det der svære stads, som man vælter ind i og har lyst til at børste af sig igen, når det bliver svært. Og det gør det jo hele tiden. Livet er komplekst og hamrende kompliceret. Så nu vil jeg forsøge at fortælle lidt om mit og mig, så I får en lidt dybere forståelse for hvorfor jeg er nødt til at skrive mig igennem den her krise. For det er vel dybest set dér jeg er. I identitetskrise. Hvem fanden er jeg egentlig?!

Jeg har altid forsøgt at gøre mig umage og være et ordentligt menneske. Jeg har alligevel såret en masse mennesker på min vej. For jeg synes ikke det er nemt at være menneske. Det er som om jeg ikke kender reglerne. Jeg skal altid tænke mig til det. Udtænke det. Rationalisere.

Dét fik jeg også at mærke forleden, da jeg var til den første samtale hos en ny psykoterapeut forleden. Hun spurgte mig på et tidspunkt: "Hvordan får det dig til at føle?" - jeg satte straks igang med en lang plade og blablabla, indtil det gik op for mig at hun ligesom fjernede opmærksomheden fra det jeg sagde, og så mig lidt skrapt ind i øjnene og sagde: "Dét der er ikke en følelse."

Wait. WHAT? "Det skal du da ikke bestemme!" tænkte jeg, og tav.

Jeg har altid troet at jeg var pisseskarp på følelser.  Jeg mener, jeg har gået i føleterapi siden jeg var 15. Det er immervæk snart 25 år. Femogtyve!!! Og så kommer der sådan en dum dame og peger, og viser mig at jeg i virkeligheden ikke har styr på en skid. Og hun er selvfølgelig kun dum, fordi jeg kan mærke at hun har ret. Det er vel også derfor jeg aldrig kommer videre og aldrig bliver dygtigere til de der relationer, jeg har så svært ved. Jeg har ikke været i nogle lange forhold i hele mit liv. Det længste var til min ekskone, som jeg var sammen med i ca 3 år. Hvoraf vi var gift i halvanden. Det var en katastrofe for os begge to. Vi er begge komplicerede mennesker, men jeg har helt sikkert en stor del af ansvaret, fordi jeg ikke investerede (følelser) nok. Jeg investerede i stedet beslutninger, rationaler, og "kom-nu-gør-vi-det"-engagement. Jeg har altid været god til at tage beslutninger. Jeg er et ekstremt handlekraftigt menneske. Og jeg gør hvad jeg sætter mig for. Det ender bare altid med at smadre noget i mig (og andre?) også.

Da jeg var til samtale på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser i Århus, i forbindelse med fibromyalgi, smerter og BDS, talte jeg længe med en læge, som først bad mig gennemgå min livshistorie. Denne skrev han op som en tidslinje på en tavle. Derefter bad han mig fortælle hvilke smerter jeg havde, og hvor og hvornår de var opstået. Der var intet at tage fejl af. Jeg bliver syg i relationer. Jeg ødelægger noget i inde i mig selv hver gang. Og nu står jeg her, hvor det føles som om det hele er tabt. Både det liv jeg har haft og det liv jeg havde besluttet at jeg skulle have. Både hvad angår det relationelle, men også det indhold, den værdi, som livet også skal have. Status, om man vil. For mig blev det på et eller andet tidspunkt vigtigt at have, eller tage, en position her i samfundet. Jeg kommer fra socialklasse 5, og jeg har knoklet for at blive noget andet. Især, først og fremmest, i andres øjne. For det er dér jeg spejler mig selv. Min identitet og selvforståelse er bygget op af andres syn på mig, og jeg mærkede en tydelig forskel i den måde andre talte til mig, da jeg pludselig var "stud.mag". Det gjorde kæmpestort indtryk på mig. Derfor har det også altid været svært for mig, når folk siger at det jo slet ikke betyder noget i virkeligheden. For jo. Det gør det eddermame. Men måske skal man komme fra bunden, for at mærke det?

Jeg kommer fra en pauvert barndom. Er barn af to narkomaner. Den ene for evigt fraværende, og den anden skiftede det ene misbrug ud med et andet. Der har ikke været nærhed og jeg kan ikke mindes et eneste tidspunkt jeg har følt mig tryg. Sådan rigtig varm, rolig og tryg. Inden jeg blev 4 havde jeg boet over 10 steder, og havde ingen primær voksen som lille. Har boet hos min mor, min tante og onkel, min mormor og morfar og i plejefamilier sammen med min mor. Min mor var fraværende i perioder, hvor hun var henholdsvis i fængsel og i afvænning. Ingen ro. Kaos, opbrud og uro.

Derfor har jeg altid været fast besluttet på at bryde mønstret. Alle min mormors børn har/havde et misbrug. Det ville jeg ikke. Og jeg ville være en bedre mor for mine egne børn. En nærværende mor. En ærlig mor. Og det er lykkes. Det er jeg stolt af. Marie bliver student lige om lidt, og er en følsom og empatisk pige. Miranda er lige blevet konfirmeret, og er en stærk og stolt lille kvart-inuit.

"Mor" er halvdelen af min identitet. Jeg blev trods alt Mor før jeg blev voksen. Men jeg ville mere end det. Jeg ville lykkes, sådan rigtigt.

Jeg boksede i nogle år med at finde ud af om jeg skulle gå den kreative vej, og tog flere forskellige kurser på flere forskellige Kunstskoler. Både i Silkeborg og i Århus. Men da jeg begyndte at lægge an til at søge på akademiet, var tiden rendt fra mig, og de "klassiske dyder" var hamrende uinteressante. Jeg var maler. Og de eneste malere der blev optaget, var dem der malede som Tal-R. Det var mediekunst og installationskunst, der var the shit. Det var slet slet ikke mig. Så jeg måtte finde nye veje. Så det gjorde jeg. Jeg ville være akademiker. Jeg har knoklet hele mine børns barndom for først at opnå de adgangsgivende fag, og derefter et fejlskud af studie, hvor jeg overlevede at komme igennem 2 semestre af oldgræsk. OLDGRÆSK! For derefter at lande på religionsstudier på Syddansk Universitet. Jeg nåede at blive næsten færdig med min BA og var halvvejs på mit tilvalg i Globalisering og kulturel identitet. Det har kostet dyrt. Både i SU-lån (som nærmer sig en million. Ja, du læste rigtigt.) - men også personligt. De sidste år er mine kognitive evner blevet dårligere og dårligere. Min hukommelse er ikke-eksisterende, hvilket ikke er særligt kompatibelt med et universitetsstudie. Derudover har jeg svært ved at koncentrere mig. Jeg tager ikke ordene ind. Ikke engang skønlitteratur kan jeg overskue mere. Og guderne skal vide at jeg savner det. Jeg savner at blive væk i ord. Jeg har altid læst meget, og jeg har så mange bøger til at stå, som jeg så gerne vil fortære. Med jeg når aldrig videre end 20 sider, så giver jeg fortabt. Det er en kæmpe sorg. Jeg har forsøgt med lydbøger. Det er helt håbløst. Jeg glemmer at høre efter og kan ikke følge med i handlingen. Men jeg nægter at give op. Jeg bliver ved med at prøve.

Summa summarum. Hvad er der nu tilbage af mig? Jeg er stadig Mor. Ja. Men min praktiske funktion bliver mindre og mindre. Marie er flyttet hjemmefra, og Miranda er et rimeligt autonomt barn. Min fremtid er i ruiner. I hvertfald den fremtid (og den indkomst) jeg havde forestillet mig at jeg skulle have. Med tabet af den, forsvinder også den status i samfundet, jeg forsøgte at forklare tidligere. Jeg er reduceret til et kognitivt svagt menneske i en tyk krop. Jeg ser stadig på billederne af mig selv fra for 3 år siden, og får en lige stor mavepuster hver gang. Jeg savner mig selv. Jeg savner min krop. Der  kom 25 kg på i løbet af et par måneder, da jeg startede på antidepressiva for 3 år siden. Den er vigtig, medicinen, og den hjælper mig (formentligt) også. Den skal bedøve mine nervespidser, så jeg ikke har så mange smerter, og så ængsteligheden dæmpes. Men de 25 kg, og den selvopfattelse der følger, kunne jeg eddermame godt undvære.

Men identitetskriser og tøjkriser hænger åbenbart uløseligt sammen.