Pælerødder og hundeprutter.

Ordene skvulper rundt indeni mig efter jeg har startet denne blog.

Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal gribe det her an. Det er jo et temmeligt stort projekt, jeg har sat mig for. At skrive mig i bedring. Gad vide om det overhovedet kan lade sig gøre. Det vil vel vise sig.

Måske skal jeg forsøge at få skrevet fortiden ud først. Alt det der gør mig så vred. Og bitter. Alt det der gør at jeg føler jeg træder vande i kviksand og aldrig kommer videre. Måske kommer der gentagelser, og det må I bære over med. Der er utroligt meget vrede gemt indeni mig.

Jeg er vred, fordi jeg føler at en anden har sørget for at jeg har tabt slaget om/i dette liv. Allerede inden jeg egentlig var. Min mors heroinmisbrug har formentligt ødelagt nogle synapser og transmitorer i min hjerne, allerede mens jeg lå inde i hendes mave. Og hvis ikke dét gjorde det af med mig, så har alle de svigt jeg var udsat for i de første år, i hvertfald gjort deres til det.

Jeg har, som tidligere nævnt, boet rigtig mange steder. Haft mange forskellige addresser. Hos mange forskellige mennesker. De første 4 år af mit liv var ekstremt nomadisk og turbulent. 14 dage her, 2 mdr der, 3 uger her, 4 mdr der. Og så fremdeles. Jeg har nu i alt haft 40 forskellige addresser hos folkeregistret. Og endnu flere i virkeligheden. 

Sommetider var jeg også overladt til mere eller mindre tilfældige mennesker. 

Fx var jeg på et tidspunkt overladt til min mors elsker i et ukendt antal timer. Alene. Problemet var såmen ikke at jeg var overladt til hendes kæreste. Han var sikkert sød nok. Næh, problemet opstod, da han tog en overdosis, mens han passede mig, og kom til at dø af den. Mens jeg lå i tremmesengen. Overladt til mig selv. Jeg var 10 mdr gammel.

Det var formentligt i den forbindelse - eller én lignende - at myndighederne kom forbi. Min mor fik valget: enten tager vi dig med, eller også tager vi barnet med. Hun fik to timer til at beslutte sig. Derefter tog de min mor med til et afsidesliggende sommerhus, hvor hun skulle martres med en kold tyrker. Det tog et par uger, og i den tid var jeg hos min mormor og morfar.

Desværre holdt det ikke, det der med at forblive clean. Det må have været en virkelig hård kamp for hende. Og med det in mente, er der måske ikke så meget at sige til at hendes afsky og foragt for mig voksede. Min mor er et meget stolt menneske (på det punkt ligner vi hinanden), og dét at andre mennesker har taget beslutninger for hende og tvunget hende til at gennemgå forfærdelige abstinenser, må have været forfærdeligt for hende. Både for hendes krop og hendes sind. Jeg forstår hendes vrede. Jeg forstår hendes foragt. Men jeg har stadig ikke fortjent den. Det var trods alt ikke mit valg at blive født. Men dét at jeg kan forstå hende, gør det også bare så svært at komme videre, for mig. For jeg er så splittet mellem rationalet og følelserne. Og det har altid været mit rationale der vægter mest. Det nytter bare ikke noget i denne situation, for jeg kan ikke rationalisere følelserne af massiv omsorgssvigt væk. 

Nogle år efter kommer vi i plejefamilie på Fyn. Både min mor og jeg. Det var ret vigtigt dengang i halvfjerdserne, at tage hensyn til moderen også. Det bedste og vigtigste var at holde mor og barn sammen. I dag ville jeg ønske de havde fjernet mig som spæd. Måske havde jeg haft en chance, så.

Min mor blev ikke clean. I hvertfald ikke lige med det samme. Vi boede i plejefamilien på Fyn i halvandet år. På et tidspunkt tager min mor mig med til Odense. For at købe stoffer. Heroin. 

Gudskelov opdagede plejefamilien det, og konfiskerede stofferne. Men ikke mig. Hvorfor var grænsen for hvad der var acceptabelt så flydende?! Hvorfor konfiskerede de ikke mig? Jeg var 4 år gammel.

Jeg var kun et lille barn, da mit hjerte blev uigenkaldeligt knust. For hvad er man værd som menneske, hvis man ikke engang ens mor kan elske én. Jeg ville sådan ønske at nogen havde taget mig, og givet mig en chance.

Vi skulle igennem to plejefamilier dengang, før hun endeligt blev clean. Først på Fyn, så i Nordjylland. I mange år (fra jeg var 4 eller 5 til jeg var i starten af puberteten) rørte hun ikke andet end appelsinsodavand. Men så skal jeg ellers også love for at hun tog revanche. Med alkohol. I starten var det mest rødvin (for man er jo ikke rigtigt alkoholiker hvis man er kultiveret nok til at drikke sig stiv i vin, vel?!), og senere blev det også øl. Og værtshuse. Noglegange var hun væk i dagevis. Det var ikke særlig hensigtsmæssigt, for i mellemtiden havde jeg jo fået en lillesøster. Hende hentede jeg, når jeg opdagede at hun havde været alene, og jeg forsøgte at være voksen og ansvarlig, samtidig med at jeg var vred og såret.

Jeg var væk forlængst. Jeg kunne ikke være i samme hjem som min mor. Foragten og det usagte fyldte hele rummet imellem os, og det var svært at trække vejret. Jeg gjorde oprør, jeg var vred og det gik ikke særlig godt i skolen. Ingen spurgte hvorfor. Man konstaterede lissom bare at jeg var "utilpasset". Et problembarn. Så jeg stak af i tide og utide, og senere kom jeg i plejefamilie langt ude på landet. Her boede jeg i et kammer i en kostald, sammen med en 13-årig pige. Jeg var omkring 16. Der var rigtig mange plejebørn på den gård. De kørte et Bed & Breakfast, og vi unger kørte showet for turisterne. Følte mig som en slave, og kunne ikke holde stanken af ko ud, den sad i alle mine ting og i alt mit tøj. Selv i min hud. Så jeg stak af efter en måneds tid. Jeg havde kun en kuffert fyldt med ting. Til gengæld var der ikke mange busser derude på landet, mellem Vrads og Silkeborg, så jeg gik og gik og gik med den her åndssvage kuffert, som var gået op i den ene rem. Til sidst fik jeg et lift tilbage til Ikast. 

Jeg har glemt hvad han hed, men jeg genkendte drengen fra gyngen, i manden med vanviddet malet i øjnene. Han var anbragt i samme plejefamilie som jeg. Derude, langt ude på landet. Dengang var han omkring 11 år, og helt resigneret i øjnene. Det blik glemmer jeg aldrig. Det var sent efterår, da jeg så ham i Århus, og han havde bare tæer. Jeg havde lyst til at give ham et kram, og sige "Jeg ser dig. Jeg ved hvem du var." Men jeg turde ikke. Han var grunden til at jeg fandt modet til at stikke af. Jeg kunne simpelthen ikke bære at forsvinde helt på den måde. Jeg har altid haft den her livsdrift indeni mig. En eller anden udefinerbar stædighed og opsathed på at klare mig. Jeg har været vred og sagt Troldens navn højt. Jeg var en "dramadronning", sagde de. Og det må have været så svært for min familie, som allerhelst så alting glemt og fejet ind under gulvtæppet.

Det er også derfor jeg ingen familie har i dag. Jeg er slettet. Blokeret på facebook og ikke velkommen. Det er i princippet ok. Det var mig der startede med at vælge dem fra i mange år.
Jeg kunne ikke bære al den skyld og gift og galde, der blev spyet ud. Men der er ensomt herude i kulden. Det er svært at være så alene. Min grundfølelse har altid været ensomhed. Jeg føler mig altid alene. Uanset hvor mange der er omkring mig. Jeg kan huske at det gjorde min mor vred, da jeg var barn. "Hvorfor kan du ikke bare lade være med at være sådan en dramadronning?! Hvorfor skal du gøre det hele så svært!!?" Og ja, hvorfor egentligt? Gid alting var ukompliceret og smertefrit. Men det er det ikke. Al medmenneskelig interaktion er forbundet med smerte, angst og en gigantisk kraftanstrengelse, for at mobilisere overskud nok til at opbygge et værn der er tilstrækkeligt stærkt til at holde mig tilstrækkelig ekskluderet, så relationen ikke forpligter, eller koster mig noget. Jeg ønsker mig brændende Nære Relationer, men mestrer og magter dem ikke. Og det er alt for omkostningsfuldt at engagere mig i dem. På den måde føles det ofte mere nænsomt at holde mig ude af dem.

Det er blandt andet derfor jeg ikke kan bo i byen mere. Ensomheden skærer mig i huden, når jeg konfronteres med andres tilsyneladende manglende brister. Deres evner til selvopretholdelse uden omkostninger. Og isolationen er på en eller anden måde nemmere at bære, når man er omgivet af grønt. Og lugten af kolort. Det er gudskelov sværere at være (dramadronning) melankolsk og sorgfuld, når man ligger under dynen og gisper efter luft, fordi hunden igen har slået en skid i mørket.

Hunde og landlivet gør mig godt. Det giver mig noget at stå op til. Noget at være til for. Selvom mit liv på uendeligt mange måder er reduceret til ingenting.

Det er lillebitte og kan knapt nok rumme mig selv og mit følelsesregister. 

(Jeg ønsker mig en pælerod. Og en Voksen.)